A4 Overenskomst
Køb abonnement

Staten har opfundet noget helt nyt med OK26

13. februar 2026 kl. 11.09
A4 Mediers overenskomstredaktør, Kristoffer Ingemand, og faglig kommentator, Gitte Redder. | Foto: Gitte Redder
Fritid og fleksibilitet var de helt store emner ved det nylige forlig for statens ansatte. Med fritvalgsdagen har staten opfundet noget helt nyt.

Ved OK26-forliget for statens ansatte var fritvalgsordningen det helt store nybrud. 

De statslige ansatte får med den nye aftale nemlig mulighed for at vælge mellem løn, pension eller fritid. 

Det var en helt central del af forhandlingerne, og det var et element, der måtte ende med at komme som en del af aftalen, siger faglig kommentator Gitte Redder i A4 Overenskomsts podcast 'Den Danske Model'.

“Den skulle komme, fordi der har været et massivt pres fra hele fagbevægelsen, både Akademikerne og CFU, om at nu skulle man have taget hul på en fritvalgskonto, som man i forvejen har haft på det private arbejdsmarked,” siger hun.

Hun kalder det en “nyskabelse på statens område”, at fritvalgsordningen nu finder vej til de statsligt ansatte.

Læs også: Overenskomsten for statens ansatte er landet og byder på nybrud, spin og afsporing

I forlængelse af fritvalgskontoen, er der også noget helt nyt, som er blevet en del af aftalen, nemlig en fritvalgsdag.

“Man har opfundet noget helt nyt i staten, nemlig en fritvalgsdag for udvalgte personalegrupper,” siger Gitte Redder i podcasten.

De udvalgte personalegrupper, der er tale om, er en ganske stor gruppe, nemlig ansatte, der er over 41, men som ikke er gamle nok til seniordage. 

Dertil kan ældre ansatte på 62 år eller derover få to ekstra seniordage. Disse dage er dog uden løn.

Du kan høre hele podcasten nedenfor:

GDPR