Det seneste år har debatten om retten til at passe syge børn fyldt meget. Flere partier – herunder Dansk Folkeparti, Enhedslisten, Alternativet og SF – har foreslået, at Folketinget skal lovgive, så forældre får ret til at blive hjemme med syge børn.
Intentionen er til at forstå. De fleste kan se behovet for at hjælpe pressede børnefamilier.
Men vi er nødt til at stille et mere grundlæggende spørgsmål: Er det ansvarlig politik – eller er det først og fremmest et forslag, der skal vinde opbakning her og nu?
Frihed ved barns sygdom er ikke et område uden regulering. Det er et område, der traditionelt reguleres i overenskomsterne. Alligevel ser vi politikere stille sig frem med løfter om lovindgreb, uden for alvor at forholde sig til konsekvenserne for den danske model.
Det er nemt at foreslå nye rettigheder fra en talerstol. Sværere er det at tage ansvar for, hvordan de spiller sammen med den måde, arbejdsmarkedet faktisk fungerer på.
Samtidig har parterne gjort det, de er sat i verden for: at forhandle. Og gennem forhandlinger er det nu lykkedes at sikre mulighed for op til tre dages frihed til at passe syge børn – både på det private og det offentlige arbejdsmarked.
Ikke kun resultatet
Det er en reel forbedring for børnefamilierne. Det giver mindre stress, større tryghed og en hverdag, der hænger bedre sammen.
Men det afgørende er ikke kun resultatet - det er også måden, det er nået på. Vi ser en udvikling, hvor politikere i stigende grad bevæger sig ind på områder, der traditionelt er aftalt mellem arbejdsmarkedets parter, f.eks. løn, arbejdstid og sociale vilkår. Nu gælder det også frihed ved barns sygdom.
Når politiske forslag på den måde griber ind i overenskomstområder uden blik for de langsigtede konsekvenser, risikerer man at svække fundamentet under den danske model.
Den danske model bygger på ansvar, organisering, forhandling og kompromiser. Den bygger på, at lønmodtagere og arbejdsgivere selv finder løsninger, der passer til brancher og arbejdspladser.
Hurtigt og synligt
Hvis politikerne gør det til en vane at løse arbejdsmarkedsproblemer med lovgivning, svækkes incitamentet til at organisere sig og indgå kollektive aftaler. Over tid risikerer vi at udhule modellen – ikke med ét stort indgreb, men gennem mange små.
Men vi må også se indad. For der har været organisationer på lønmodtagersiden, som har været villige til at hoppe med på den politiske dagsorden. I stedet for at insistere på forhandling har man appelleret til Christiansborg om at gribe ind.
Det kan virke tillokkende, fordi det går hurtigt og skaber synlighed. Men det underminerer også den rolle, vi selv har kæmpet for at have.
Læs også: Dansk Metal og Dansk Erhverv ønsker en stærk og samarbejdende regering
Vi kan ikke forsvare den danske model i festtaler og samtidig omgå forhandlingsbordet, når det bliver besværligt.
Frihed til at passe syge børn er nu forhandlet på plads. Det viser, at modellen virker. Den kan både håndtere konkrete udfordringer og levere forbedringer uden at forrykke balancen mellem parterne.
Det bør give anledning til eftertanke på Christiansborg.
Ansvarlig politik handler ikke kun om at fremsætte populære forslag. Det handler om at forstå konsekvenserne af de greb, man tager.
Den danske model har tjent Danmark godt i generationer. Den bør ikke sættes på spil for kortsigtet opbakning.
