Efter tandlægers nej til overenskomst: Klinikassistenter strømmer til fagforening

20200121-102425-A-1920x1280we
HK Privat får hver dag fire til fem nye medlemmer blandt tandklinikassistenterne. Foto: Jens Nørgaard Larsen/Ritzau Scanpix
I marts stemte et flertal af ejerne af landets tandklinikker nej til en ny overenskomst med HK Privat. Siden har fagforeningen oplevet en stor stigning i antallet af tandklinikassistenter, der ønsker at melde sig ind.

HK Privat oplever i disse måneder en voldsom stigning i medlemstallet blandt privatansatte tandklinikassistenter.

Efter at et stort flertal af landets tandklinikejere tilbage i slutningen af marts stemte nej til den overenskomst, som Tandlægeforeningen tidligere på måneden ellers var blevet enig med HK Privat om, har omkring fire-fem kliniassistenter meldt sig ind i fagforeningen om dagen. Det svarer i runde tal til en stigning på 250 nye medlemmer i løbet af blot to måneder.

LÆS OGSÅ: Tandlæger anlægger sag mod fagforening

- Normalt har vi et stabilt medlemstal blandt tandklinikassistenterne, men siden tandlægerne stemte nej til overenskomsten, er medlemstallet blandt tandklinikassistenter steget helt vildt. Det sker jo, fordi de får øjnene op for, hvad det betyder at være i en fagforening. De kan se, at vi står til rådighed, når der er problemer med deres arbejdsgiver, som de ikke selv kan klare, siger Anja C. Jensen, der er næstformand for HK Privat til A4 Arbejdsliv.

Klinikejerne stemte nej til overenskomsten i marts med den begrundelse, at de var presset på økonomien på grund af coronakrisen. 

Klinikassistenterne står tilbage som de sidste og kan se, at alle andre har fået en lønstigning. Det mener vi ikke er retfærdigt
Anja C. Jensen, næstformand HK Privat

- I denne krisetid med corona er store stigninger i løn og pension helt skævt. Klinikkerne styrtbløder. Vi taber op mod 98 procent af vores omsætning for tiden, og mange klinikejere kæmper for overhovedet at kunne fortsætte klinikken. Vi har ikke råd til lønstigninger, sagde formand for klinikejerne Torben Schønwaldt dengang.

Bekymring om værnemidler

Der er omkring 5.000 privatansatte klinikassistenter i landet, og af dem er cirka 4.000 medlem af HK Privat. Men der er altså ingen af dem, der har fået en ny overenskomst, efter at den hidtidige aftale udløb med udgangen af februar.

- 600.000 privatansatte har fået nye overenskomster, og derfor har de fået en lønstigning, som de kan se på deres lønseddel i april. Klinikassistenterne står tilbage som de sidste, der kan se, at alle andre har fået en lønstigning. Det mener vi ikke er retfærdigt, siger Anja C. Jensen.

Næstformanden fortæller også, at fagforeningen under coronakrisen har fået langt flere henvendelser end ellers fra bekymrede tandklinikassistenter. Henvendelserne handler blandt andet om, at klinikassistenterne skal arbejde over uden ekstra betaling, at de har fået lønnedsættelser, eller at de fået ændret i deres ferie.

LÆS OGSÅ: Tandlæger stemmer nej til overenskomst trods corona

- Vi får enormt mange henvendelser fra tandklinikassistenter om brugen af værnemidler. Der er tandklinikker, hvor det fungerer fint, men der er også steder, hvor vores medlemmer får at vide, at de ikke må bruge værnemidler, fordi det er noget pjat, og steder, hvor de får at vide, at de skal genbruge deres engangsværnemidler. Og der er sågar steder, hvor klinikejerne laver deres egne værnemidler, forklarer Anja C. Jensen.

GDPR