
VI BIFALDER DEBAT om ydernummersystemet, men synes, at den skal bero på et korrekt grundlag.
Derfor vil vi kommentere på Kasper Annebergs oplysninger om ydernummerpolitikken indenfor fodterapiområdet i Region Sjælland, som fortjener at blive beskrevet, som det forholder sig.
For fri nedsættelsesret for fodterapeuter i Region Sjælland i 2021 er en solstrålehistorie i sundhedsvæsenet, der både er til gavn for borgere og fodterapeuter i regionen. Inden da var ventetiden lang til fodterapi, hvilket i yderste konsekvens kunne betyde, at diabetiske fodsår udviklede sig til amputationer, som nedsætter livskvaliteten og koster samfundet mellem en halv til en million kroner.
I debatindlægget skriver Kasper Anneberg:
"Da man i Region Sjælland midlertidigt suspenderede ydernummersystemet for fodterapeuter, steg udgifterne med næsten 50 procent, fordelingen af klinikker blev mere ujævn, og borgerne i yderområder fik længere transporttid – uden at ventetiden for eksempelvis diabetespatienter blev kortere."
Lad os tage en påstand ad gangen.
1. Udgifterne er steget med næsten 50 procent
Det er korrekt, at prisen prer patient er steget, men ikke mere end de andre regioner. Og der er ikke tale om 50 procent. Faktisk langt fra. Og nu bliver det lidt teknisk. Priserne er steget med 29 procent fra 2021-24. Herfra stammer 23 procent fra regulering af priser og forbedringer af takster, der gælder alle regioner.
Så reelt er stigningen i Region Sjælland kun på 6 procent over en fireårig periode.
2. Fordelingen af klinikker er blevet mere ujævn og borgere i yderområder har fået længere transporttid, uden at ventetiden er blevet kortere
Det forholder sig helt modsat. Med 78 flere fodterapeuter at vælge imellem er både transporttid blevet kortere og ventetiden er faldet med to uger.
INDENFOR FODTERAPIEN ER udfordringen en anden, end den er blandt for eksempel fysioterapeuter. For der er stor mangel på fodterapeuter, og gabet stiger i takt med, at antallet af mennesker med diabetes og multisygdom vokser.
Derfor er regionerne nødt til at tænke i nye modeller. Det har både Region Syddanmark og Region Sjælland gjort med succes, og vi ved, at andre regioner gør sig nogle af de overvejelser.
Det vil være et stort fremskridt for forebyggelsen af diabetiske fodsår og for fodsundheden i Danmark.