EUD-direktør: HPX skal erstatte GF og 10. klasse

Henrik_Toft_direkt__r_College_360_1920px_tre_to
Foto: College 360, pressefoto
12. apr. 2024 06.00
Dette er et debatindlæg. Det er udtryk for skribentens holdning. Du er velkommen til at deltage i debatten - send dit indlæg til [email protected].

DER SKAL LYDE EN STOR TAK FOR, at Reformkommissionen fik opgaven og udgav et bud på nye tanker for ungdomsuddannelser i Danmark. HPX-betegnelsen blev introduceret og skaber et grundlag for forenkling til gavn for alle. Netop den betegnelse fremhæver sammen med den samlede udgivelse et nødvendigt fokus på, at det praktiske, anvendelige og erhvervsrettede skal tilbydes i miljøer med mange unge. 

Reformkommissionen havde gerne arbejdet videre med detaljer om, hvordan HPX kan tilrettelægges og udbydes, men den pegede ved offentliggørelsen i maj sidste år på, at arbejdet med forslag til det måtte laves af “eksperter”. En række interessenter og folk fra skoleverdenen har så arbejdet på det siden, og der skal tages hensyn til en række sammenhængende forhold og samfundsinteresser. Især skal flere opdage og blive motiverede til at tage en faglært og professionsrettet uddannelse.

LÆS OGSÅ: Tesfaye arbejder videre på HPX: “Vi skal i den retning - det kommer i 2024”

Efter min mening skal man vedtage en 2-årig HPX, som udbydes der, hvor man nu udbyder erhvervsuddannelser. Grunden til det er, at vi netop her kan motivere de unge til
faglært og professionsrettet uddannelse.

Den skal indeholde og erstatte elementerne fra blandt andet 10. klasse, GF 1 og GF 2. Det vil så blive en uddannelse med fire semestre, hvor man ved afslutningen er kvalificeret til hovedforløbet i erhvervsuddannelserne inklusive EUX med de rette valgfag. 

Dertil skal man forenkle adgangen til akademi- og professionsuddannelser, så det bliver tydeligt, at en faglært har adgang til de uddannelser eventuelt med en smule supplering. 

På en HPX skal man undervejs foretage valg a la de valg, som en gymnasieelev foretager sig om studieretninger og valgfag. Det vil sige, at man undervejs retter sig mod et givet svendebrev, en EUX eller visse videregående uddannelser gennem retningsvalg og valgfag. Man skal altså undervejs - og ikke for tidligt - vælge noget forskelligt afhængig af, om man vil på en sosu-uddannelse, en mureruddannelse eller en læreruddannelse. 

SÅ HVORDAN KAN DET realistisk set tilrettelægges, så udbuddet bliver bredt?

Hvis udgangspunktet er, at vi sikrer en fleksibilitet med plads til lokale forskelligheder, så vil de almene gymnasier, der i dag udbyder erhvervsuddannelser, kunne fortsætte med at udbyde HPX ligesom de forskellige erhvervsskoler. Udbuddene vil ikke være ens, men vil svare til de forskelligheder, som vi kender i dag både på erhvervsuddannelses- og gymnasieområdet - ikke alle studieretninger og valgfag udbydes overalt, og det samme gælder for erhvervsuddannelsernes hovedforløb. 

LÆS OGSÅ: Elever er mere negative over for erhvervsskoler end forældrene: HPX er ikke løsningen

Fordelen ved at ændre til en HPX med fire semestre er, at der skabes et ungdomsuddannelsesforløb med de komponenter, som efterspørges af unge. Særlig skal der være fokus på fravær af skelsættende valg i en alt for tidlig alder og en politisk investering i, at praktisk, fysisk uddannelse giver trivsel og flytter færdigheder og selvværd ind i den unge. 

Det er en fremragende dannelsesarena. 

Den samtidige beslutning om at hæve karakteradgangskravet til gymnasier vil forurolige nogen. Det skal i mine øjne hæves til karakteren syv, fordi det er på den baggrund, at vi skaber et bedre gymnasium, og vi får flere, der vil overveje HPX. 

SÅ, HVILKE RISICI VIL forandringen give? Selvom det er en ny uddannelse, så bygger den på og erstatter velkendte elementer. Der vil snarere end forvirring blive tale om forenkling, da 10. klasse, EUD, EUX, GF1, GF2, GF+ med flere kan erstattes af HPX. De, der har søgt GF2, vil på nogle skoler kunne træde ind i sit eget forløb, og ellers starte på et eksisterende forløb på HPX 4. semester. Derudover vil mesterlære stadig findes for dem, der ønsker at starte deres uddannelse med udgangspunkt i erhvervslivet. 

Der er allerede en udstrakt brug af realkompetencevurdering i forbindelse med erhvervsuddannelserne, så de institutioner, der ville udbyde HPX, vil være i stand til at fortsætte dette arbejde og på den måde give de rigtige meritoverførsler, så ingen uddannelse bliver unødigt lang for eleven. 

Det er klart, at det jeg har beskrevet næppe bliver virkeliggjort. Dertil er der sikkert mange stærke interesser, som vil noget andet
Henrik Toft, direktør College 360

Udbydere af 10. klasse herunder efterskolerne vil skulle sadle om. Andre efterskoleforløb, der ikke er kompetencegivende, vil blive de vigtigste, og det er også foreslået af Reformkommissionen. Det svarer meget godt til, at man som elev eller familie hidtil har brugt 10. klassesforløb som personlig forberedelse til og udsættelse af starten på en kompetencegivende ungdomsuddannelse. 

Det er klart, at det jeg har beskrevet næppe bliver virkeliggjort. Dertil er der sikkert mange stærke interesser, som vil noget andet. Men som opfølgning på Reformkommissionens udgivelse sidste år, så synes jeg, det er vigtigt at vise, at der kan laves noget inden for de linjer, som den udstak.

LÆS OGSÅ: Elevformand: Jeg vil have et fedt studiemiljø - både som 15-årig og 17-årig - så drop nu bare den HPX

HPX vil først og fremmest blive et fremragende og ambitiøst ungdomsuddannelsestilbud - og unge i praktisk og erhvervsrettet uddannelse trives, viser trivselsundersøgelserne.

Deltag i debatten - send dit indlæg på maks. 600 ord til [email protected].