Danmarks bedste samarbejdsvirksomhed skal findes ved stor prisfest

A4 Medier hylder igen i år den danske model og hverdagens helte rundt om på landets arbejdspladser.
Det sker 1. november ved Årets TR-prisfest i Cirkusbygningen i København, hvor vindere i seks forskellige kategorier skal findes.
LÆS OGSÅ: Johnson Controls vinder samarbejdspris: "Vi er nødt til at gøre det sammen"
Blandt kategorierne er Årets samarbejde, der uddeles sammen med Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH) og Dansk Arbejdsgiverforening (DA).
Den fornemme udmærkelse gives til en virksomhed, der har fået skabt et særligt godt samarbejde mellem ledelse og ansatte ved hjælp af nye givtige indsatser og initiativer.
Årets TR 2023
For tredje år i træk hylder A4 Medier stjernerne rundt om på landets arbejdspladser og uddannelsesinstitutioner, når Årets TR-prisfest løber af stablen 1. november i Cirkusbygningen i København.
Til festen, hvortil der kan købes billetter her, uddeles seks priser i kategorierne:
Årets tillidsrepræsentant
Prisen er sponsoreret af Dansk Metal og uddeles til en tillidsrepræsentant, der har taget kampen for kollegerne. Det kan være, at vedkommende har fundet overskud til at drage omsorg for en kollega, der havde særlig brug for hjælp og støtte. Det kan også være, at din tillidsrepræsentant har været særlig skrap til forhandlinger. Eller også har du verdens bedste tillidsrepræsentant, der får hverdagen til at fungere mellem ledelse og kollegerne. Det er indtil 7. september muligt at indstille kandidater i denne kategori her
Årets arbejdsmiljørepræsentant
Prisen er sponsoreret af FOA og uddeles til en arbejdsmiljørepræsentant, som har forbedret arbejdsmiljøet. Det kan være, at vedkommende har søsat initiativer mod dårligt arbejdsmiljø. Det kan også være, at din arbejdsmiljørepræsentant altid har tjek på arbejdsmiljøet, så du og dine kolleger altid har det godt. Det er indtil 7. september muligt at indstille kandidater i denne kategori her
Årets uddannelsesmentor
Prisen sponsoreres af HK og uddeles til en person, som har hjulpet en elev, lærling eller praktikant med at lykkes. Det kan være, at personen har tjek på det rigtige udstyr for at afhjælpe ordblindhed eller andre problemstillinger. Det kan også være en lærer, der har støttet ekstraordinært, så en elev, lærling eller praktikant kunne færdiggøre sin uddannelse. Det kan være en lærer, uddannelsesvejleder, mentor eller uddannelsesansvarlig
Årets organiser
Prisen sponsoreres af Fødevareforbundet NNF og uddeles til en medarbejder, TR eller anden tillidsvalgt, som har lykkedes med at organisere kollegerne, stiftet en klub eller et helt tredje resultat af organisering, som er værd at fremhæve. Måske er det endelig lykkedes efter mange års arbejde at få landet en overenskomst, valgt en TR eller nedsat en klub på en given arbejdsplads. Det kan også være, at der er gjort brug af nogle helt nye metoder, som har givet en høj organisering
Årets samarbejde
Årets Samarbejde er sponsoreret af Fagbevægelsens Hovedorganisation og Dansk Arbejdsgiverforening og uddeles til både A- og B-siden i en virksomhed. For at blive nomineret til denne pris skal der være gode eksempler på, hvordan man som virksomhed har opnået et særligt godt samarbejde, og hvad det har betydet for både ansatte og ledelse
Årets initiativ
Prisen er sponsoreret af Fængselsforbundet og uddeles til en person eller gruppe af mennesker, som tog initiativ til at få noget ændret og som stod forrest, da det skulle kæmpes hjem
Johnson Controls løb med den første
Da A4 Medier ved sidste års Årets TR-fest i DR's Koncerthus for første gang uddelte prisen for årets bedste samarbejde, var det virksomheden Johnson Controls, der producerer brand-, HVAC- og sikkerhedsudstyr til bygninger, der kunne lade sig hylde som vinder af prisen foran godt 200 fremmødte gæster.
Johnson Controls fik prisen på baggrund af sin indsats for at skabe et bedre samarbejde på tværs af faggrænser.
Det udmøntede sig blandt andet i et samarbejdsudvalg med tillidsfolk fra de forskellige afdelinger i firmaet, opfølgende statusmøder og fire nye arbejdsgrupper med fokus på henholdsvis grøn omstilling, kompetenceudvikling, onboarding og HR-politikker.
Vinderen offentliggøres ved stor prisfest
Spændingen om, hvilken virksomhed, der kan lade sig krone som Danmarks bedste til samarbejdet mellem ledelse og ansatte, udløses 1. november ved årets store TR-prisfest i Cirkusbygningen i København, hvor en jury bestående af blandt andet folk i fagbevægelsens top kårer en vinder.
Foruden æren kan vinderen af Årets samarbejde også gå hjem fra Cirkusbygningen med en check på 5.000 kroner sponsoreret af PlusKort under armen.
Billetter til festaftenen kan købes her, mens der indtil 7. september er mulighed for at indstille kandidater til henholdvis Årets tillidsrepræsentant og Årets arbejdsmiljørepræsentant her.