Kommuner kan ikke skaffe nok vikarer: Ældre må undvære hjemmehjælp

20170112-141733-3-1920x1281we__1_
Flere kommuner mangler vikarer og er nødt til at skære ned på besøg, så mange ældre ikke får den hjælp, de er visiteret til. (Arkivfoto) Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
Flere kommuner må aflyse besøg, fordi de ikke har kunnet skaffe personale nok til sommerferien.

Udbredt mangel på folk, der har lyst til et sommerferiejob i ældreplejen, går nu for alvor ud over mange ældre.

Som omtalt i medierne den seneste måneds tid har især bedre betalte job som podere betydet, at det har været svært for kommunerne at skaffe afløsere i sommerferien.

Derfor er flere kommuner nu nødt til at skære ned på besøgene, så mange ældre ikke får den hjælp, de er visiteret til. Det skriver DK Nyt.

LÆS OGSÅ: Unge får mindst 187 kroner i timen for at arbejde i testcentre: 'Det er pissesvært at konkurrere med'

I Sorø er konsekvensen af de manglende vikarer, at man er nødt til at køre nødberedskab.

Det betyder, "at borgerne for eksempel vil kunne opleve, at der ikke bliver redt seng eller gjort rent så ofte, eller at der er færre besøg fra hjemmeplejen, som også kan besøge borgerne på nye tidspunkter. Samtidig kan omsorgsbesøg blive erstattet af telefonopkald, og på Plejecenter Christians Have vil der i perioder blive købt mad udefra i stedet for, at personalet skal bruge tid på at kokkerere hjemmelavet mad", oplyser kommunen.

Kommunen har nu bedt frivillige om at bistå med fx bus- og gåture, så personalet kan frigøres til andre opgaver.

- Vi har aldrig stået i en lignende situation før. Det har været enormt svært at rekruttere blandt de grupper af for eksempel studerende og ledige ufaglærte, som vi plejer at have som ferieafløsere, fortæller direktør Dorte Saabye til sn.dk.

Prioriterer livstruende behov

I Silkeborg mangler kommunen for øjeblikket 55-60 ferieafløsere. Derfor vil man frem til midt i august prioritere livs- og førlighedstruende behov før andre opgaver.

"Det betyder, at hjemmeplejen og hjemmesygeplejen kan blive nødt til at aflyse eller omlægge besøg og indsatser som fx rengøring, flerugentlige bade, afløsning i hjemmet mm. Det vil altid ske efter en individuel sundhedsfaglig vurdering," oplyser kommunen.

Silkeborg Kommune beklager og beder om forståelse for situationen og understreger, at pårørende gerne må hjælpe til, men at der ikke er nogen krav eller forventninger om det. Samtidig opfordrer man fortsat podere og unge til at blive vikarer.

I Hedensted mangler man omkring 45 medarbejdere hen over ferieperioden, og derfor bliver serviceniveauet også her reguleret.

"Helt konkret vil nogle borgere opleve, at rengøring bliver aflyst, at nogle plejeopgaver går på minimum, og at aktiviteter med den sociale dimension bliver aflyst. Ligeledes vil det betyde, at de sædvanlige tidspunkter ikke kan overholdes, så f.eks. morgenplejen vil trække længere ud, og at der vil være flere skiftende medarbejdere," oplyser kommunen på sin hjemmeside.

- Man tænker jo, at det er alle podecentrene, der suger markedet, men det ved vi ikke. Måske er der også mange unge, der normalt rejser uden for sæsonen, der har ventet på at komme af sted, og derfor tager afsted nu. Uanset hvad har vi en udfordring, uddyber chef for social omsorg René G. Nielsen i Horsens Folkeblad.

Normalt plejer Hedensted at trække på private vikarbureauer om sommeren, men de meddelte før ferien, at de ikke kan hjælpe i år, fordi de også mangler personale, tilføjer han.

GDPR