Analyse: Meningsmålingerne falder, elregningerne stiger, Støjberg spøger - men Socialdemokratiet er klar til valg

Der kan ske rigtig meget i dansk politik på ganske kort tid.

Tag bare Socialdemokratiet.

Da statsminister Mette Frederiksen (S) indtog talerstolen til sidste års partikongres, var det i spidsen for et socialdemokratisk godstog, som mejede alle borgerlige forhindringer af vejen i direkte kurs mod fire år mere i Statsministeriet. Intet kunne stoppe dem.

Da Mette Frederiksen tog scenen til årsmødet lørdag, var det på et afsporet passagertog, som siden ikke har kunnet beslutte sig for, om det skulle samle vælgere op på stationsbyerne eller i hovedstaden.

Socialdemokratiet har på ét år formøblet en fremgang på cirka fem mandater sammenlignet med valget i 2019, og i dag står partiet til at tabe fire og har udsigt til det dårligste valg i 100 år.

Alligevel var der ingen krisestemning at spore blandt socialdemokraterne i Aalborg lørdag. Næsten tværtimod. Der er en ukuelig optimisme og tyrkertro på, at Mette Frederiksen nok skal hive en sejr hjem.

LÆS OGSÅ: Elevløn skal lokke flere til at læse til Sosu, og arbejdsgiverne skal betale regningen

Og optimismen er paradoksalt nok steget i takt med danskernes el- og gasregninger, selv om økonomiske kriser traditionelt får vælgerne til at favorisere de blå partier.

For det første fordi kriser på godt og ondt har defineret Mette Frederiksen og Socialdemokratiets regeringstid: først corona, så krig i Ukraine og nu en energi- og inflationskrise. Og det er her Mette Frederiksens styrke som en stærk leder er kommet i spil.

For det andet fordi det har givet partiet et klart projekt at gå til valg på: Mettes lederskab.

“I ved, hvor I har os, når de svære beslutninger skal træffes. Og tro mig: Landet kommer også fremover til at have behov for lederskab. Nogen der tør ansvar,” lød det fra Mette Frederiksen i hendes tale i Aalborg, der i høj grad handlede om energi- og inflationskrisen.

Selvforskyldt minkballade

Trods optimismen var der dog også frustration at spore.

En frustration over det iskolde forhold til De Radikale og deres krav om valgudskrivelse, bevares, men lige så meget at de dårlige meningsmålinger er selvforskyldte.

Mink-rapporten går igen, som den primære årsag til, at partiet har ryggen mod muren. Oppositionen har effektivt brugt den i deres kampagner, jo jo, men regeringspartiets egen håndtering af sagen har ikke ligefrem hjulpet.

Og her er det med streg under partiet.

For ingen retter den kritik specifikt mod Mette Frederiksen, selv om det netop er hendes mangel på anger, der udløste den radikale mistillidserklæring, og hende der holdt minkgryden i kog ved at ville diskutere, hvorvidt der overhovedet var tale om en skandale.

Partiet har imidlertid formået at sætte en ny dagsorden, som handler om forskellen mellem velfærd og skattelettelser, energiloft, og hvem der skal have mere i lønningsposen.

Dagsordener som er blevet effektivt hjulpet på vej af energi- og inflationskrisen og ikke mindst Søren Papes 2030-plan.

Hende der ikke må nævnes

Socialdemokratiet har nemlig hængt en skydeskive op på ryggen af Søren Pape Poulsen (K), og alle partisoldater gør deres bedste for at ramme målet hver eneste dag. De Konservatives statsministerkandidat er hovedmodstanderen.

Men der er i virkeligheden kun én årsag til Socialdemokratiets vælgerkrise, og til at Pape pludselig kan række ud efter statsministerposten: genkomsten af Inger Støjberg.

Meningsmålingerne spår konsekvent, at hver tiende dansker vil sætte sit kryds hos Inger Støjbergs parti, Danmarksdemokraterne. I alt cirka 400.000 danskere, og ifølge en måling fra Altinget af vælgervandringer kommer knap 55.000 af dem direkte fra Socialdemokratiet.

Støjberg har hevet afgørende mandater over den ombejlede midte i dansk politik, og det har ændret alt.

LÆS OGSÅ: Hummelgaard: Bundnaivt at afvise løn som en del af løsningen på rekrutteringskrise

I det lys er det bemærkelsesværdigt, hvor få socialdemokrater der taler om Inger Støjberg og Danmarksdemokraterne. Mette Frederiksen blæser til kamp mod Pape og Jakob Ellemann-Jensen (V) i sin tale, mens Inger Støjberg kun nævnes i en enkelt bisætning. 

Det skyldes tre ting: berøringsangst, dårlige erfaringer og Støjbergs facon.

For det første frygter partiet, at man laver en “DF 2.0”, som en kilde fortæller uden for citat. Altså at man begår samme fejl, som Socialdemokratiet begik i håndteringen af Dansk Folkeparti op igennem nullerne, som kun gav folkepartisterne mere vind i sejlene.

Flere kilder beretter også, at Mette Frederiksen selv har indskærpet, at kritikken ikke må rettes mod Inger Støjberg. Strategien skal nærmere være at kvæle hende i kærlighed, som da Mette Frederiksen indledte en politisk flirt med Kristian Thulesen Dahl (DF) tilbage i 2017.

Og kvæle hende ved at overbyde Inger Støjberg på de varer, som hun også sælger: kompromisløs udlændingepolitik med asylcenter i Rwanda, konsekvent retspolitik med bandepakker, velfærdspolitik og lønløft til offentligt ansatte.

Derudover skal skræmmebilledet af Papes politik fungere som en indirekte kritik af netop Inger Støjbergs projekt. Nok lover hun at frede Arne-pensionen, men den ryger på skafottet, når hun bringer Pape til tronen.

Og så er der Inger Støjbergs facon. Hun er lavet af politisk teflon og er "glat som en ål". Hun stormer frem i meningsmålinger uden nogen politik, fordi Inger Støjberg er en følelse, og hvordan angriber man en følelse, uden at angribe de vælgere, man vil tilbagekapre? 

De kan imidlertid ikke undgå hinanden længe endnu. På et tidspunkt skal de stå side om side og måske endda ansigt til ansigt i partilederrunder, når valget officielt er skudt i gang.

En valgkamp, som mange socialdemokrater håber, bliver lang.

For der kan som bekendt ske meget i dansk politik på kort tid.