Malerformand: Arbejdsmiljø er og bliver arbejdsgivers ansvar

Tonny_Olsen_formand_Malerforbundet_1650_px
Foto: Pressefoto Malerforbundet
Dette er et debatindlæg. Det er udtryk for skribentens holdning. Du er velkommen til at deltage i debatten - send dit indlæg til [email protected].

DET ER MILDEST TALT chokerende at læse interviewet med DI’s arbejdsmiljøchef, Mette Møller Nielsen, i A4 Arbejdsmiljø. Her efterlyser hun, at der kommer mere fokus på den enkelte ansattes arbejdsmiljø-ansvar.

Skønt at jeg til enhver tid er stor fortaler for, at der sættes større fokus på arbejdsmiljøet, så går Mette Møller Nielsen helt galt i byen, nå hun peger på, at det er den enkelte medarbejders eget ansvar, der skal i spil.

LÆS OGSÅ: Malerjobbet er Danmarks hårdeste: Arne-pension skal udbygges, mener forbund

For arbejdsmiljøet er netop IKKE medarbejderens ansvar. Det er og bliver i sidste ende altid arbejdsgiverens pligt at sørge for, at arbejdsforholdene er sikkerheds- og sundhedsmæssigt fuldt forsvarlige.

Det er positivt, at medarbejdere kan være med til at samarbejde med ledelsen om forebyggelse og sikkerhed på arbejdspladsen, men det ændrer ikke på, hvem der bærer ansvaret.

LÆS OGSÅ: Voldsom stigning i arbejdsulykker på bosteder: 'Vi havde ikke i vores vildeste fantasi forestillet os, at det var var så slemt'

Hos os i Malerforbundet arbejdes der hver dag med sager, hvor medlemmer er kommet til skade eller blevet syge af arbejdet. Det kan være medlemmer, der er faldet ned fra stigen, da de ikke er blevet instrueret i, hvordan stigen låses eller monteres korrekt. Det kan være medlemmer, der er snublet i ledninger, fordi der er rodet på den byggeplads, de arbejder på. Det kan også være lærlinge, der er udsat for mobning og chikane - eller det kan være manglende værnemidler. Fælles for mange af dem er, at der fra mesters side ikke er sørget for et sundt og sikkert arbejdsmiljø.

Og nu vil jeg bestemt ikke skære alle mestre over én kam. For vi oplever faktisk også eksempler på kompetente arbejdsgivere, der er rigtig gode til at involvere og tage hånd om deres ansatte. De har forstået, at gode, trygge forhold skaber et sundt arbejdsmiljø.

ANALYSE: Corona skærper kampen om fremtidens arbejdsmiljø for HR og fagbevægelse

Men er du malersvend eller lærling og arbejder et sted, hvor der er et højt tidspres, en dårlig tone eller hvor mester ikke tager arbejdsmiljøet alvorligt, så er der bare større sandsynlighed for, at der sker ulykker og skader.

Der er jo ingen, der ønsker at komme til skade eller blive syge af deres arbejde! Og det er ret beset heller ikke i arbejdsgivernes interesse. Derfor er det er nødvendigt at holde fast i, at det gode arbejdsmiljø starter og slutter hos arbejdsgiveren.

Deltag i debatten - send dit indlæg på maks. 600 ord til [email protected].
GDPR