Millionunderskud i BonBon-Land: Udgifter til ekstra ansatte og håndsprit trækker ned
Det er økonomisk set ikke skideskægt at eje BonBon-Land.
Forlystelsesparken i Holme-Olstrup på Sydsjælland kommer ud af 2020 med et underskud på 13,2 millioner kroner. Det viser årsregnskabet.
Det er 14. år i træk med minus, da man skal helt tilbage til 2006 for at finde et positivt resultat på bundlinjen.
BonBon-Land skriver i regnskabet, at året var præget af coronavirus, hvor det nogle dage var tvunget til at holde lukket.
Omsætningen, som ikke bliver nævnt i kroner og øre, faldt med 29 procent i 2020 sammenlignet med året før.
Ud over færre indtægter skyldes underskuddet, at har der været forhøjede udgifter til ekstra ansatte og for eksempel håndsprit.
For 2021 forventer BonBon-Land bedre resultater end i 2020, da mange danskere ventes at holde ferie herhjemme.
Samtidig er forventningen, at forlystelsesparken fra 2022 kan begynde at tjene penge.
- I den første del af den nye sæson har vi haft et godt salg af sæsonkort, som næsten er på niveau med 2019, skriver BonBon-Land i regnskabet.
Selv om 2020 bød på tab, er resultatet dog væsentligt bedre end i 2019, hvor underskuddet lød på knap 40 millioner kroner på grund af store nedskrivninger.
BonBon-Land blev startet i begyndelsen af 1990'erne af stifter Michael Spangsberg.
Han solgte sin del til Parques Reunidos, der er en forlystelsesparkejer, som var ejet af en kapitalfond i 2007.
Siden da har BonBon-Land været ejet af kapitalfonde. Den nuværende ejer er kapitalfonden Centaur, der ejer BonBon-Land via selskabet Centaur Holding Denmark, der igen er ejet af Centaur Nederland 2 B.V.
Michael Spangsberg har siden startet et succesfuldt flødebollefirma i eget navn.
/ritzau/