DET ER TRIST og forudsigeligt udlændingepolitikken, der fylder mest i dagbladenes vinkling af den banebrydende aftale om udenlandsk arbejdskraft, der forleden blev indgået mellem regeringen, Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH) og Dansk Arbejdsgiverforening (DA).
I virkeligheden er det aftalens mest ligegyldige aspekt, for allerede i dag vælter det ind over grænserne. I 2022 tog 120.000 udlændinge ophold i Danmark - langt flere end i det skæbnesvange år 2015, hvor asylansøgerne gik på de danske motorveje. Indvandringen kommer, så længe efterspørgslen er der, og med det faldende børnetal i hele EU bliver konkurrencen om at kunne tiltrække de dygtigste afgørende i de kommende år.
Det voldsomme nybrud i den nye aftale er, at den forsøger at sætte en ramme for indvandringen af arbejdskraft med udgangspunkt i overenskomstsystemet og den danske model. Det er en aftale, der ikke ville kunne lade sig gøre noget andet sted i verden, og som forsøger at løse den udfordring, vi ser i andre lande: at indvandringen presser danskeres løn og arbejdsvilkår og leder til et politisk oprør, som vi har set i blandt andet USA.
Løkke så et politisk rum
Man kan ikke hylde arbejdsgiverne og fagbevægelsen nok for at skabe denne ramme, for det har krævet, at begge sider opgav nogle tungt befæstede principielle bastioner. Fagbevægelsen har måttet æde den principielle modstand mod udenlandsk arbejdskraft, der alt andet lige vil dæmpe lønudviklingen. Arbejdsgiverne har måttet acceptere, at fagbevægelsen og tillidsrepræsentanterne får en markant større rolle at spille oveni et nyt ID-kort i byggebranchen, de har bekæmpet i mange år. Det har krævet blod, sved og tårer, som en rekonstruktion af forløbet i A4 Beskæftigelse afdækker, at nå dertil.
Hvordan nåede vi til det resultat?
Som så meget andet i dansk politik begynder historien om den nye certificeringsordning hos Lars Løkke Rasmussen (M), der ser et politisk rum åbne sig, før de fleste andre.
3F’s Henning Overgaard gav kort efter sin tiltræden i et stort interview med Børsen et tilbud til arbejdsgiverne: Lad os åbne for meget mere udenlandsk arbejdskraft - men kun for virksomheder, der har overenskomst. Det bliver rutinemæssigt skudt ned af Dansk Industri.
“Det er et rigtigt dårligt forslag, må jeg sige. Det vil være dybt skadeligt, hvis man gennemfører det,” sagde DI’s vicedirektør, Steen Nielsen, til Børsen.
Så kunne den potte være ude. Men formanden for det nystartede parti Moderaterne, Lars Løkke Rasmussen, så et politisk mulighedsrum åbne sig og begyndte en dialog med 3F-formanden. Hvordan kan forslaget se ud? Hvilke problemer er der? Hvor går de røde linjer?
Halsboes protest tilsidesat
Da Løkke efter valget bliver en del af regeringen, laver det sælsomme makkerpar en koordineret aktion.
På Moderaternes sommergruppemøde i 2023 - på FH’s kursusejendom, Konventum - lancerer Lars Løkke store dele af 3F-forslaget som sit eget. Og knap er Løkkes mikrofon slukket, før Overgaard går ud med en klar opbakning:
“Jeg vil stærkt opfordre de to andre regeringspartier, Venstre og Socialdemokratiet, til at bakke Moderaternes forslag op, og til at sætte konkret handling bag ordene,” siger Henning Overgaard i en pressemeddelelse.
Beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen (S) er uenig af frygt for Danmarks sammenhængskraft. Hun ønsker et loft for, hvor mange udlændinge, der kan komme til Danmark i en ny ordning, og at virksomhederne først skal ansætte flere udsatte danskere:
“Det er et meget højt tal, at hver ottende lønmodtager er udlænding. Vi rummer de mennesker lige nu som samfund – men det er klart, at der er en grænse for, hvor mange der kan komme hertil,” siger hun til Børsen så sent som i november 2024.
LÆS OGSÅ: Madsen: Tør DI og 3F skabe historisk nybrud for den danske model?
Men forhandlingerne internt i regeringen ender på Morten Bødskovs (S) bord i Erhvervsministeriet, og han er langt mere lydhør over for forslaget end Halsboe. Da den hvide røg kommer ud fra forhandlingerne mellem regeringens topministre, har Løkke og Overgaards linje vundet. Regeringen åbner for en ordning uden en øvre grænse, men adopterer til gengæld Inger Støjbergs (DD) gamle forslag om en positivliste med 16 lande, der - sagt ligeud - skal sikre, at ordningen ikke skaber mere indvandring fra muslimsk dominerede lande.
FH og DA får derefter en bunden opgave af regeringen: I har to uger til at finde ud af, hvordan man laver det her på en ordentlig måde. Forhandlerne sidder på Folkemødet på Bornholm og hamrer knasterne tålmodigt ud og når den aftale.
Kan man finde en rengøringsassistent i Brasilien?
I næsten alle andre lande på kloden havde fagbevægelsen, hvis den overhovedet eksisterer, rullet de røde faner ud og indkaldt til demonstrationer. Arbejdsgiverne havde blankt næget at lytte til andre interesser end aktionærernes. Og regeringen havde ikke rigtig gidet at lytte til nogen af dem og gjort, hvad den fandt mest politisk betimeligt.
I Danmark når de forskellige interesser hinanden rundt om bordet efter en respektfuld politisk dialog. Det tager vi måske lidt for givet, men det er det ikke i ret mange andre lande i verden.
Den største trussel mod aftalen er, at den ikke leverer nær nok. Det er ikke sikkert, at man kan finde ret mange fra Nordmakedonien, Brasilien eller andre lande på positivlisten, der har lyst til at gøre rent på danske kontorer til mindsteløn.
Regeringen anslår, at ordningen kun vil øge beskæftigelsen med 550 personer. Så kan det næsten være det samme. Men kilder både hos arbejdsgivere og fagbevægelsen mener, at dette skøn er meget lavt sat.
Den danske model har anvist vejen til at tænke nye løsninger på vores store samfundsproblemer ved at bruge overenskomstsystemet som løftestang. Det er virkelig en politisk præstation i særklasse.
