Borgerlige: Frihed skal være til både ældre og kommuner

20200401-013810-L-1920x1280we
Jane Heitmann (V) frygter, at det i højere grad er kommunerne, der vil blive sat fri, end de ældres ret til at selv at vælge pleje, når regeringen fremlægger sin plan for ældreplejen. (Arkivfoto) Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix
Venstres ældreordfører, Jane Heitmann, er nysgerrig, når det kommer til frisætning at kommuners ældrepleje.

Statsminister Mette Frederiksen (S) varslede i sin nytårstale en lille revolution af ældreplejen i Danmark. Ældreloven skal makuleres og erstattes af en kort og mere præcis en af slagsen. Og kommunerne skal sættes fri fra "næsten" alle statslige regler.

Mindre bureaukrati og mere valgfrihed er ord, der vækker glæde også i den anden side af Folketingssalen hos Venstre, De Konservative og Dansk Folkeparti.

Hos Venstre erklærer ældreordfører Jane Heitmann sig "nysgerrig".

- Vi har ventet længe på, at der skulle komme noget. Fra Venstres side har vi tidligere foreslået 98 ægte frikommuner. Så hvis det er den sti, regeringen er på vej nedad, så er det kun glædeligt, siger hun.

Ældreordføreren afholder sig dog fra at bryde ud i tumultagtige jubelscener. For hun frygter, at der i højere grad er tale om at sætte kommunerne fri til at mindske retten til frit valg for de ældre selv.

- Det skal ikke betyde, at man giver kommunerne mulighed for at nedlægge borgernes frie valg og fjerne retten til frit at vælge madlavning, pleje og rengøring, siger Jane Heitmann.

Fra Dansk Folkeparti siger ældreordfører Karina Adsbøll:

- En ældrelov er sød musik i mine ører, men det kommer helt an på indholdet. Man må ikke ende med at tage rettigheder fra de ældre, så bliver det uden ud.

Alle tre partier erklærer sig mere end klar til at sætte sig til forhandlingsbordet.

- Det lyder spændende at afbureaukratisere. Men det må ikke ske på bekostning af de ældres frie valg. Som vi har sikret forældres ret til friskole, lige så vel har vi sikret ældres ret til privat hjemmehjælp.

- Er regeringen parat til at sikre det, så kan sagtens se perspektiverne, siger De Konservatives ældreordfører Mette Abildgaard.

Ifølge SF's ældreordfører, Kirsten Normann Andersen, kan mindre udlicitering dog være den pris, der må betales, for reelt at få mere fleksibilitet og flere direkte ressourcer til ældreplejen.

- Bureaukratiet er bygget blandt andet bygget op på, at man er tvunget til at lave udbud af ældreplejen.

- Det kræver, at man har standarder, timeberegninger, tidsberegninger, har transaktionsomkostninger og kontrolfunktioner. Det er al sammen ressourcer, jeg gerne vil kanalisere tilbage til ældreplejen.

- Så det giver mening for mig, at vi begynder at tale om, hvordan vi laver en ældrepleje, der er mere fleksibel.

Som hun ser det, er der flere steder, hvor det kan fungere med udlicitering og frit valg af udbyder.

- Men det kan godt være, at prisen for at sætte ældreplejen fri er, at man har færre private virksomheder.

- Jeg mener i hvert fald, at det giver menig, at kommunerne selv bestemmer, hvad der giver mening for dem, siger Kirsten Normann Andersen.

/ritzau/

GDPR