GEOPOLITISK URO KALDER PÅ et stærkere europæisk samarbejde. Krig, usikkerhed og stormagtsrivalisering præger vores tid. Det giver god mening, at Danmark styrker sit engagement i EU og tager ansvar for fælles sikkerhed. Men én ting må stå klart: Det må ikke ske på bekostning af lønmodtagernes rettigheder og vores velfærdssamfund.
Når vi stemmer til folketingsvalg, handler det ikke kun om Danmark. De politikere, vi vælger, er også med til at forme Europas fremtid. Derfor er det afgørende, hvilken retning EU bevæger sig i. Skal det være et projekt drevet af konkurrence og markedshensyn – eller et fællesskab, der også sikrer sociale rettigheder og ordentlige arbejdsvilkår?
LÆS OGSÅ: Valget og den danske model: Erhvervsliv og fagbevægelse kæmper om at eje valgkampen
Her har de nordiske lande noget særligt at byde på. Vores arbejdsmarkedsmodeller bygger på stærke kollektive overenskomster og høj tillid mellem arbejdsgivere og arbejdstagere. Fagbevægelsen er ikke en særinteresse, men en grundpille i demokratiet. Det er den model, vi skal bringe med ind i EU-samarbejdet.
Derfor bør Danmark og vores nordiske naboer gå forrest i kampen for et mere socialt EU. Et centralt skridt er indførelsen af en social protokol i EU’s traktater, som sikrer, at arbejdstagerrettigheder og kollektive aftaler ikke underordnes markedets fri bevægelighed. I dag har EU-Domstolen i flere tilfælde prioriteret økonomiske friheder over kollektive rettigheder. Det underminerer tilliden til det europæiske projekt.
Samtidig ser vi et stigende pres for at deregulere arbejdsmarkedet i konkurrenceevnens navn. Når der tales om at fjerne “bureaukrati”, er det ofte regler, der beskytter arbejdsmiljø, lønmodtagere og forbrugere, der er i spil. En ensidig konkurrencefortælling risikerer at skabe et ræs mod bunden, hvor løn og arbejdsvilkår presses.
Denne udvikling bliver kun mere alvorlig i lyset af en mulig EU-udvidelse mod øst. Det kan være både nødvendigt og rigtigt at åbne døren for nye medlemslande. Men det må ikke ske uden klare krav om ordnede arbejdsforhold. Ellers risikerer vi øget social dumping og arbejdskriminalitet.
VIRKELIGHEDEN I BYGGEBRANCHEN VISER allerede problemerne. Udenlandsk arbejdskraft bliver alt for ofte udnyttet gennem falske kontrakter, dårlige boligforhold og underbetaling. Lange kæder af underentreprenører gør det svært at placere ansvar, og det presser vilkårene for alle. Det skaber frustration og utryghed blandt kollegaer – og undergraver tilliden til systemet.
Når tilliden smuldrer, vokser populismen. Det ser vi allerede flere steder i Europa. Mennesker vender sig mod det politiske system, fordi de oplever, at globalisering og EU-samarbejde sker på deres bekostning. Hvis vi vil bevare et stabilt og demokratisk Europa, er vi nødt til at tage disse bekymringer alvorligt.
Fagbevægelsen er en del af løsningen. Historisk har stærke fagforeninger bidraget til økonomisk stabilitet, lavere ulighed og højere produktivitet. Når lønmodtagere har reel indflydelse, styrker det både virksomheder og samfund.
Norden har også en stærk position i den grønne omstilling. Vi kan vise, at det er muligt at kombinere ambitiøse klimamål med gode job og ordentlige arbejdsforhold. Men det kræver, at arbejdstagerne er med ved bordet, og at fagbevægelsen anerkendes som en central aktør.
EU står ved en skillevej. Enten fortsætter vi ad en vej, hvor markedet sætter dagsordenen, og sociale hensyn må vige. Eller også vælger vi en retning, hvor demokrati, rettigheder og fællesskab går hånd i hånd med økonomisk udvikling.
Valget burde være klart. Vi skal styrke det nordiske samarbejde i EU. Vi skal sikre en social protokol. Og vi skal stå fast på, at et stærkt Europa ikke kun måles i økonomi og sikkerhed – men i tryghed, retfærdighed og ordentlige liv for almindelige mennesker.
