”Da værftet lukkede, frygtede vi, at det var slut med industri i Munkebo”
... i 2009 ANNONCEREDE A.P. MØLLER-MÆRSK, at man ville indstille skibsbygning på Lindøværftet, når de indgåede kontrakter var ophørt. Det var knusende nyheder for de flere tusinde medarbejdere, som havde deres daglige gang på værftet. Lindø havde produceret nogle af verdens største skibe. Ja, da værftet lukkede, havde Emma Mærsk stadig titlen som verdens største containerskib. Det var selvfølgelig bygget på Lindø. Nu var gode råd dyre for de mange medarbejdere, som skulle kigge sig om efter nyt job. Det væltede jo ikke ligefrem med ledige job på den anden side af gaden, og Lindø havde været omdrejningspunktet for tusindvis af menneskers arbejdsliv. Selvom både A.P. Møller-Mærsk og den danske stat gik meget konstruktivt ind i bestræbelserne på at hjælpe alle berørte, så var det naturligt nok fuldstændig uoverskueligt at redde alle de mange tusinde menneskeskæbner.
LÆS OGSÅ: Politisk flertal vil ændre regler for fyrede: Minister ser positivt på forslag om efteruddannelse
Jeg har selv besøgt Lindø flere gange. Og i forbindelse med denne bog tog jeg derfor kontakt til Per Andersen. Han var værftets fællestillidsmand, dengang det lukkede. Jeg møder ham til en kop kaffe og en danskvand på hans kontor, hvor man straks mærker historiens vingesus. Der står gamle bøger om Lindø, og selvfølgelig hænger et billede af et gammelt skib på bagvæggen. Gus, skumsprøjt og atmosfæren fra værftet trænger nærmest ind i det åbne kontorlandskab, når man åbner døren. Det er lige, som det skal være, når man besøger en tidligere værftsarbejder.
Kombinationen af godt fagforeningsarbejde, aktive politikere lokalt og nationalt samt en vital pose EU-penge var altså med til at redde mange menneskeskæbner og sikre, at tusinder af ansatte kom på ret køl eller i sikker havn
Johan Moesgaard i: ”Stemmer fra Produktionsdanmark: en debatbog om EU’s afgørende betydning for mennesker af kød og blod”
Selvom jeg møder ham ti år efter lukningen af Lindøværftet, kan jeg mærke, at Per har ild i øjnene, når han taler om Lindøs betydning for ham og alle de andre tidligere ansatte: ”Johan, der var anden og tredje generation af værftsarbejdere på Lindø. Værftet var omdrejningspunkt for så mange familiers eksistens. Det var langt, langt mere end en arbejdsplads for alle os, der havde vores daglige gang derude. Derfor var det jo nærmest som om, at verden faldt fuldstændig sammen, da de annoncerede lukningen”, siger han tænksomt, men med en tydelig glød i sine øjne. Per omtaler konsekvent Lindø som ”værftet”, altså i bestemt ental. Per er selv sønderjyde, men flyttede til Fyn med familien i 1981, hvor han havde forskellige job som maskinarbejder. Han startede på Lindø i 1994 efter blandt andet at have arbejdet på færdiggørelsen af Vestbroen fra Nyborg til Sprogø – en del af Storebæltsprojektet. Han nåede derfor at fejre 15-års jubilæum på Lindø, før lukningsplanerne blev annonceret. Hans egen søn var også ansat på værftet. Per fortalte mig levende om alle de personlige skæbner på Lindø. Medarbejderne var i chok, da A.P. Møller-Mærsk meldte lukningen ud. Selvom Per og de andre tillidsvalgte straks gik i gang med at knokle for at afbøde konsekvenserne, så var der en fuldstændig forståelig håbløshed at spore blandt mange ansatte. En håbløshed, der spredte sig som ringe i vandet fra Lindø til Munkebo og resten af det nordøstlige Fyn. Det her var jo deres andet hjem. Det var meget, meget mere end en arbejdsplads for så mange mennesker. Per kunne fortælle om de mange svære snakke, der fulgte omkring middagsbordene i Munkebo og omegn. Familier risikerede jo at få deres hverdag revet fuldstændig itu. Hvordan skulle alle de mange mennesker og familier kunne komme godt videre fra en så skæbnesvanger og frygtelig nyhed?
LÆS OGSÅ: Hver anden dansker: Jeg har ikke forhandlet løn i et år
Der var dog hjælp at hente andetsteds. Pludselig rettede både politikere, arbejdsgivere og tillidsmænd øjnene mod Bruxelles og Strasbourg. For når store arbejdspladser lukker som følge af global konkurrence, har vi i EU-systemet en indbygget mekanisme, som kan hjælpe alle dem, der står hjælpeløse tilbage. Det er for eksempel EU’s Globaliseringsfond. Her er der tale om, at Globaliseringsfonden kan træde til med støtte til for eksempel efter- og videreuddannelse, i tilfælde hvor der som hovedregel bliver fyret flere end 500 mennesker inden for en begrænset tidsperiode. For mens EU med den ene hånd promoverer et indre marked og globale handelsaftaler, som sikrer nye arbejdspladser, forsøger EU med den anden hånd at afbøde de konsekvenser, som den globale konkurrence kan få i nogle erhverv. Derfor er der en stor pengekasse til efter- og videreuddannelse af medarbejdere, der bliver ramt i tilfælde som på Lindøværftet, hvor globaliseringen ender med at koste arbejdspladser i stort omfang – enten regionalt eller på en virksomhed.
Det var med til at fjerne myten om ”den dovne værftsarbejder” og erstatte den med en positiv fortælling om, at de Lindøansatte var omstillingsparate og dermed også ville kunne gøre det godt i det øvrige fynske erhvervsliv
Johan Moesgaard i: ”Stemmer fra Produktionsdanmark: en debatbog om EU’s afgørende betydning for mennesker af kød og blod”
Blandt andet på grund af EU-midlerne fik mange ansatte nemlig heldigvis hurtigt arbejde igen – til stor og positiv overraskelse for mange af dem, der havde frygtet det værste. Kerteminde Kommune, Odense Kommune og Region Syddanmark gik nemlig sammen om projektet for at redde så mange menneskeskæbner som muligt med hjælp fra EU-kasserne. I august 2011 sendte Europa-Parlamentet lidt over 105 millioner danske kroner til videreuddannelse af 1.356 ansatte, som havde mistet deres arbejde på Lindø. I 2012 røg der en ekstra pengepose med 48 millioner gode danske kroner oveni. Det var én af de største bevillinger overhovedet fra EU’s Globaliseringsfond. Og det virkede faktisk.
For allerede i 2013 kunne Odense Kommune og Kerteminde Kommune konstatere, at mere end halvdelen af de omskolede arbejdere fra Lindø var kommet i arbejde. Fire år senere kunne Syddansk Vækstforum konstatere, at 2.500 medarbejdere var ansat i Lindø Industripark, og at der var yderligere 3.000 ansat i følgeindustrier og serviceerhverv. Det skal måles op mod de 3.000 medarbejdere, der havde deres daglige gang på Lindøværftet, da A.P. Møller-Mærsk i 2009 annoncerede, at man ville lukke værftet.
LÆS OGSÅ: Tjenereleven Nanna mistede sin praktikplads: 'Alt faldt lidt sammen'
Jeg har mødt flere tidligere ansatte fra Lindøværftet i arbejdsmæssig sammenhæng, og de siger alle det samme, som Per: ”Da værftet lukkede, troede vi faktisk et øjeblik, at det var totalt slut med industri i Munkebo”. Sådan er det altså bestemt ikke gået. I dag findes ifølge Lindø Port of Odense over 100 forskellige virksomheder i de tre terminaler i Munkebo. Det er for eksempel virksomheder inden for offshore, inden for maritimt udstyr til klimaforbedringer af skibsfarten og inden for smedevirksomhed. Per havde også flere menneskelige solstrålehistorier i ærmet den dag, hvor jeg mødte ham på hans kontor. Der var for eksempel historien om den ufaglærte servicemand, Jan, der gennem EU-midlerne videreuddannede sig til at lave vindmøller og dermed rykkede længere op i værdikæden – ovenikøbet til et område, som i den grad er blevet en styrkeposition for Lindø i dag. Historien var så god, at TV2 Fyn greb fat i den flere år efter. Og det var også historien om Pers egen søn, der også arbejdede på værftet og blev hjulpet videre med hjælp fra EU-systemet.
LÆS OGSÅ: Professor ser én vej ud af coronakrisen: Erstat grådighed og turbokapitalisme med solidaritet
Med et glimt i øjet huskede Per mig dog på, at det jo ikke kun var EU-midlerne, der var med til at flytte alle de fyrede ansatte over på nye arbejdspladser, hvor de kunne finde arbejdsglæden igen. ”Vi havde nu egentlig også en ganske god fællesklub, der gjorde en stor indsats for alle de berørte medarbejdere”. Men man skal ikke tage fejl. Per fortalte stolt, hvordan flere end otte ud af ti fyrede ansatte på Lindø var i job tre år efter lukningen. Ved andre tidligere værftslukninger var det mellem 6 og 7 ud af 10, der var kommet i beskæftigelse inden for samme tidshorisont. Tallene bekræftes blandt andet i en publikation fra Syddansk Universitetsforlag om Lindøværftets historie. Ovenikøbet faldt lukningen af Lindøværftet sammen med den finansielle krise, hvor den generelle arbejdsløshed på Fyn steg. Per er derfor ikke i tvivl om, at EU-pengene havde en stor effekt for rigtig mange Lindø-ansatte. ”Man kan ikke overvurdere, hvor vigtigt det var for os, at vi i vores tilfælde fik hjælp udefra”, som han siger med stor overbevisning i stemmen.
Jeg gad nok være fluen på væggen, hvis en EU-kritiker skulle stå og affeje EU og Globaliseringsfonden som ligegyldige penge ud ad vinduet foran alle de mennesker, der fik hjælp, da verden så allersortest ud for både dem, deres kollegaer og deres arbejdsplads
Johan Moesgaard i: ”Stemmer fra Produktionsdanmark: en debatbog om EU’s afgørende betydning for mennesker af kød og blod”
Særligt var det dog kombinationen af forskellige ordninger, der bragte mange mennesker fra Lindø godt videre. Først og fremmest havde Per og de tidligere tillidsfolk forhandlet gode lokalaftaler og spillede allerede i 2009 en bevidst aktiv rolle i at hjælpe medarbejderne godt videre. Indsatsen havde flere spor. Det handlede for eksempel om at nedbringe sygefravær og øge produktiviteten. Hvis de øvrige fynske virksomheder kunne se, at de Lindøansatte trods lukningsplanerne knoklede hårdt, var det jo et tegn på, at de berørte medarbejdere også kunne blive værdifuld arbejdskraft andre steder. Erfaringerne andre steder fra viste ifølge Per, at store industrilukninger øgede risikoen for sygefravær og faldende produktivitet. Sygefraværet på Lindøværftet var ikke højt – men det handlede i høj grad om at aflive myten om, at de ansatte på værftet ofte lagde sig syge. Fællesklubben og værfters ledelse indgik derfor en række lokalaftaler, der sikrede en øget produktivitet samt faldende sygefravær. Vel at mærke uden den overenskomstmæssige arbejdsnedlæggelse. Det var med til at fjerne myten om ”den dovne værftsarbejder” og erstatte den med en positiv fortælling om, at de Lindøansatte var omstillingsparate og dermed også ville kunne gøre det godt i det øvrige fynske erhvervsliv.
LÆS OGSÅ: EU-chef i Dansk Metal: Efter corona er opgaven for EU soleklar – det handler om arbejdspladser
Det handlede også om efter- og videreuddannelse. I samarbejde med A.P. Møller-Mærsk sørgede Per og de øvrige tillidsfolk for, at de ansatte mellem 2009 og 2011 fik rigelig uddannelse og kurser. Det tjente to formål. Først og fremmest kunne kurserne bringe medarbejderne tættere på kompetencer, som kunne bruges i andre jobfunktioner. Sekundært var det også en tryghed for de ansatte, så de ikke blev kastet rundt af jobcenteret, men kunne demonstrere, at de netop var målrettede mod at komme godt videre. Endelig var politikere som Carsten Hansen, Peter Rahbæk-Juel, Carl Holst og Poul Nyrup blandt mange andre samt skiftende beskæftigelsesministre fra Inger Støjberg til Mette Frederiksen konstruktive i arbejdet med at binde den lokale og nationale indsats sammen og bygge den europæiske dimension ovenpå ifølge Per.
Det var nemlig ikke alle medarbejdere, der med efter- og videreuddannelsen fra arbejdspladsen i ryggen kunne komme videre til et nyt job med det samme. Her kunne EU-midlerne finansiere op til 60 procent af omkostningerne til nye projekter, som kunne hjælpe med at få de ledige i arbejde. Betingelsen for at opnå EU-midlerne er nemlig, at de går til ledige og jobsøgende – og at der er et element af egenfinansiering fra de berørte parter. I Lindøværftets tilfælde bestod egenfinansieringen fra dansk side dog primært af dagpenge, hvilket skulle have været betalt til de ledige uanset hvad. Omkostningerne var derfor minimale for Danmark, men gevinsten var enorm. Kombinationen af godt fagforeningsarbejde, aktive politikere lokalt og nationalt samt en vital pose EU-penge var altså med til at redde mange menneskeskæbner og sikre, at tusinder af ansatte kom på ret køl eller i sikker havn for at bruge maritime udtryk. Jeg gad nok være fluen på væggen, hvis en EU-kritiker skulle stå og affeje EU og Globaliseringsfonden som ligegyldige penge ud ad vinduet foran alle de mennesker, der fik hjælp, da verden så allersortest ud for både dem, deres kollegaer og deres arbejdsplads.
