David Trads: Alle partier - og især Socialdemokratiet - har brug for en Ritt
DENGANG I BEGYNDELSEN AF 2000’erne, da Poul Nyrup Rasmussen endnu ikke vidste, at han snart ville blive fældet som sit partis formand, ringede Ritt Bjerregaard en dag til mig. Hun afleverede en kort, lakonisk og sentimental besked:
”Personligt har jeg mistet tilliden til Nyrup.”
Ritt, hun hed jo aldrig andet, var kort inden blevet sat på plads af Nyrup i en debat om parties udlændingepolitik. Eks-statsministerens magt var imidlertid eroderende. Det var Ritts på papiret også, men hendes evne til at navigere på det indre linjer var intakt. Hun afleverede et budskab. Og hun sagde det højt.
LÆS OGSÅ: Ritt Bjerregaard er død i en alder af 81 år
Få uger efter blev Nyrup fældet. Det var uundgåeligt, at det var slut for formanden, for valgnederlaget i 2001 var så eftertrykkeligt, at Socialdemokratiet måtte finde nye veje. Det vidste stort set alle i partiet. Den første – med magt – som sagde det højt, var Ritt.
Sådan var Ritt
Den, der sagde det højt, som mange tænkte, men som det var ubehageligt at udtrykke, fordi det brød den gode stemning. Hun havde ingen kvaler. Skar gennem al glasuren, helt ind til marven, når hun mente, at den ubekvemme sandhed skulle frem. Derfor var hun med til at fælde tre formænd, som ikke selv så det komme – Anker Jørgensen, Svend Auken, Nyrup.
Mens andre stod for længe fast på et gammelt synspunkt, overbeviste hun andre om nye tanker. Det var en kolossal styrke
David Trads, politisk kommentator
Andre gange var hun den, som sagde det højt, som ingen eller kun få havde tænkt endnu, men som virkede rigtigt, når hun formulerede det. Hun var eksempelvis den, som mere end nogen anden drev sit parti fra EU- og NATO-skepsis til en decideret omfavnelse. Mens andre stod for længe fast på et gammelt synspunkt, overbeviste hun andre om nye tanker. Det var en kolossal styrke.
Ritt blev som bekendt aldrig sit partis øverste leder – om end hun var tæt på, ikke mindst i sine magtfulde år som socialdemokratisk gruppeformand. Måske var hun simpelthen født et eller to årtier for tidligt, for hun havde unægtelig kvalifikationerne til det? Eller også var hun ganske enkelt for skarp i kanterne til at kunne være blevet den samlende figur?
Virkeligheden er, at hun i stedet var en fremragende ideologisk indpisker – en slags intellektuel fritænker i en politisk verden fuld af vendekåber og tilpasningsparate kustoder. Når partitoppen – for eksempel Nyrup om udlændinge og Helle Thorning-Schmidt om ’nødvendighedens politik’ – efter hendes mening glemte partiets grundlæggende idealer, så slog hun til. Først internt, og, hvis de ikke lyttede, så eksternt. Aldrig pakket ind. Altid skarpt formuleret.
Den særlige megafon, hun brugte, var kolossal, for selv om hun aldrig hævede stemmen, så hørte alle altid, hvad hun sagde. Den styrke, det gav hende, at hun vitterligt ikke var bange for noget eller nogen, og at hun altid havde fornemme stemmetal i ryggen, betød, at hun aldrig bøjede nakken og rettede ind. Hun undskyldte ikke i Ritz-sagen, da hun ifølge mange boede for dyrt i Paris; heller ikke for den store lejlighed på Vesterbro eller for ’Kommissærens Dagbog’.
Ritt var en gave for Socialdemokratiet, fordi hun med sin insisteren på at drøfte politik – også når ledelsen havde støbt linjen i beton – sikrede en vitalitet i partiet
David Trads, politisk kommentator
Det irriterede naturligvis dem, hun arbejdede sammen med, at hun ikke ’rettede ind.’ Tit blev hun anklaget for, at hun ’kun tænkte på Ritt’, og ofte blev hun beskyldt for at være ligeglad med det parti, som hun berømt – og givet ærligt – sagde, at hun aldrig havde elsket. De, som blev sure på hende, var i reglen dem, der holder af topstyring – dem, som mener, at et parti, en bevægelse, en organisation, bare har at rette ind efter, hvad toppen siger:
Klap – og klap i!
Men Ritt var en gave for Socialdemokratiet, fordi hun med sin insisteren på at drøfte politik – også når ledelsen havde støbt linjen i beton – sikrede en vitalitet i partiet. Med Ritt inden for i partiet var der vitterligt højt til loftet. Alle, også dem, der måske ikke lige brød sig om ledelsens retning, kunne se, at der var plads til mange forskellige holdninger i det socialdemokratiske telt, og at det i længden gjorde partiet stærkere, ikke svagere. Intern opposition skærpede den ideologiske slagkraft – og flere følte sig hjemme.
Alle partier har derfor brug for en Ritt – ikke mindst Socialdemokratiet.
Lige nu ved enhver, der befinder sig i og omkring folketingsgruppen, at rigtigt mange er utrygge ved den nye SVM-regering. Mange, også blandt såkaldt ’ledende kammerater’, bryder sig hverken om de aftalte topskattelettelser; om den åbenlyst latente risiko for en svækket klimaindsats; eller, helt aktuelt, om afskaffelsen af store bededag; eller, mere overordnet, så bryder de sig simpelthen ikke om at arbejde tæt med de borgerlige, slet ikke Lars Løkke Rasmussen.
LÆS OGSÅ: Stækket regering holder fast på at afskaffe store bededag
Men … der er ingen, som siger det højt. Alle retter ind efter det, som ledelsen har besluttet. Det er den bedste vej til at opnå succes i dag for den enkelte partisoldat. Spørgsmålet er naturligvis, om det også er den bedste vej til succes på den længere bane for Socialdemokratiet? Nu er Ritt her ikke længere, så det bliver ikke hende, der tager ordet og afleverer en kritik, som kan skabe en kvalificeret offentlig debat. Lige nu er der ingen afløser parat til hendes rolle. Det er ærgerligt for partiets ideologiske og idealistiske spændstighed.
