David Trads: Stauning sænkede arbejdstiden - Mette Frederiksen bør gøre det samme

TILLAD MIG ET ØJEBLIK at spole tiden sådan cirka et århundrede tilbage:

Dengang i 1910’erne var den normale arbejdsuge på seks dage og den samlede arbejdstid på tæt ved 60 timer. Arbejdere sled sig selv halvt ihjel, de havde sparsom tid, slet ikke "kvalitetstid", med deres familie og børn. De knoklede som gale. Arbejdsgiverne var glade.

Men så tog fagbevægelsen affære:

De ville ikke finde sig i det længere. Arbejdstiden skulle ned. Mere fritid. Murersvendene besluttede i 1918, at de om lørdagen ville stoppe med at arbejde klokken 12. Arbejdsgiverne var ved at dø. Satte himmel og hav i bevægelse for at bremse slendrian.

Efter et dramatisk år fik fagbevægelsen en af sine største succeser, da den i maj 1919 ved overenskomst fik indført en otte-timers arbejdsdag. Den ugentlige arbejdstid faldt med flere timer til 48 timer med virkning fra 1920.

Siden er det altid gået den vej:

I 1938 fik vi ferie med løn, 1966 faldt arbejdsugen til 44 timer, i 1974 fik vi fem-dages arbejdsuge, i 1985 faldt arbejdsugen til 39 timer, i 1990 til 37 timer.

Og her er en anden ting, som hele tiden har bevæget sig i samme takt:

Produktiviteten – altså værdien af den samlede produktion i landet – er hele tiden steget. Desto mindre vi har arbejdet, jo større produktivitet og derved velstand og velfærd. Og i takt med, at vi har arbejdet mindre, er vi også blevet sundere og har levet længere.

SÅ HVORFOR I ALVERDEN tager det altid så lang tid – så mange års faglig kamp – at sænke arbejdstiden? Og hvorfor pokker er ikke bare arbejdsgivere og borgerlige, men også ledende socialdemokrater så svære at få til at forstå, at livet ikke kun handler om arbejde?

Vi ved, at selv Thorvald Stauning, som senere blev synonym med ’otte timers arbejde – otte timers fritid – otte timers hvile', i begyndelsen af kampen i 1910’erne var skeptisk. Men han endte med at gribe initiativet og udviste visionær ledelse. Han gik den rigtige vej.

Lige nu ser vi det modsatte:

Statsminister Mette Frederiksen (S) tordner i den ene tale efter den anden om, at vi skal arbejde mere. Et er afskaffelsen af store nededag, men det er slet, slet ikke nok, lyder det igen og igen – eksempelvis da hun for nyligt gæstede Børsen.

”Der er alle mulige mennesker, der mener, vi kan arbejde mindre. Glem det, venner, glem det," sagde hun til finansavisen.

Den, hun blev interviewet af, var sjovt nok Bjarne Corydon, i dag øverste chef for Børsen, men tilbage i 2010 som topsocialdemokrat en af hovedkræfterne bag det sidste - og mislykkede - forsøg på at hæve den ugentlige arbejdstid med en time.

Denne calvinistisk-protestantiske tanke om, at intet er vigtigere end at "arbejde, arbejde, arbejde" kommer ofte til at præge folk, som selv indtager chefstillinger. I den nye Frederiksen-biografi ’Lev med det’ bliver vi eksempelvis mindet om statsministerens forargelse, da dommeren i minkkommissionen giver alle "en times frokostpause" under afhøringen af statsministeren.

”En time!” udbrød hun vantro.

DET ER ÆRGERLIGT, at Frederiksen og med hende resten af SVM-regeringen er så gammeldags i deres opfattelse af balancen mellem arbejde, frihed og produktivitet. I stedet for at piske danskerne med "mere arbejde!" burde statsministeren søge inspiration hos Stauning og dem, der fulgte efter med banebrydende arbejdstidsaftaler op igennem 1900-tallet.

Hvorfor ikke overveje en nær fremtid, hvor vi præcist som for et hundrede år tager endnu et kvantespring? Hvorfor ikke overveje om et svar på den stress, som rammer så mange, kunne være at sænke arbejdstiden igen? Hvorfor ikke se på en fire dages arbejdsuge?

Der er masser af eksempler - ikke mindst et omfattende studie fra blandt andet forskere på Oxford- og Cambridge-universiteterne fra store forsøg i Island, som mere end antyder, at produktiviteten ikke falder, men måske endda stiger (!), når man går fra fem til fire dages uger:

Tre ud af fire ansatte er gladere og oplever mindre stress. Tre ud af fem virksomheder siger, de har nemmere ved at tiltrække og fastholde de bedste talenter. Tæt ved ni ud af ti arbejdspladser, der deltog i eksperimentet, oplever ikke et fald i produktiviteten - flere endda det modsatte.

Mange af disse tal kan kritiseres og problematiseres. Datagrundlaget er lavt, måske også valgt med pincet, ofte har forsøg en indbygget kraft til at lykkes, og så videre og videre. Men tænk engang, hvis murerne tilbage i 1910’erne havde lyttet til alle dem, der sagde, at verden ville falde sammen, hvis vi arbejdede mindre. Tænk, hvis fagbevægelsen havde lyttet mest til borgerlige og arbejdsgivere op igennem det 20. århundrede? Vi kender godt svarene.

Det mindste, Frederiksen kunne gøre, var at igangsætte forsøg, som kunne undersøge, hvad der mon ville ske, hvis vi sænkede arbejdstiden og holdt lidt mere fri? Det ville være første skridt i en visionær arbejdsmarkedspolitik.