A4 Aktuelt
Køb abonnement

K-profil: De røde fagforeninger bør lade sig inspirere af "de gule"

1. marts 2022 kl. 6.30
Mona Juul er erhvervsordfører for Det Konservative Folkeparti. | Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix
Dette er et debatindlæg. Det er udtryk for skribentens holdning. Læs A4 Mediers regler for og krav til debatindlæg her. Du er velkommen til at deltage i debatten - send dit indlæg til [email protected].

FAGBEVÆGELSEN HAR MISTET JORDFORBINDELSEN, og det har vi efterhånden set mange eksempler på. Forleden beskrev Berlingske, hvordan en mand blev fyret fra sit arbejde som vvs’er, fordi han ikke ville melde sig ind i den ”rigtige” fagforening.

De fleste husker nok også, hvordan stilladsarbejdere begik livsfarlig hærværk og kom i karambolage med politiet, fordi nogen var kommet for skade at hyre et ”forkert” stilladsfirma i gerningsmændenes øjne.

LÆS OGSÅ: Anklaget for at være "mafialeder": Stilladsformand vil lægge sag an mod Ole Birk Olesen

Det er ganske enkelt forrykt, at vi i Danmark skal være vidne til tvang og mafialignende metoder. Det bør og skal være et personligt og frit valg, om man vil være med i en fagforening. Absolut ikke noget man hverken skal trues eller tvinges til.

De gule fagforeninger forstår, at arbejdsgivere og lønmodtagere ikke er hinandens modsætninger, men gensidigt afhængige
Mona Juul, MF Det Konservative Folkeparti

Tag ikke fejl: Det er vigtigt, at man har mulighed for at organisere sig. Det er en grundsten i den danske model, som vi skal værne om. Men måske tiden er kommet til at udvide sit perspektiv en smule. Med historier som dem ovenfor er det ikke svært at forstå, at nogle af de såkaldte røde fagforeninger bløder medlemmer.

DERFOR BØR VI OGSÅ ANERKENDE de fagforeninger som omtales som gule og invitere dem med, når der skal forhandles. De er ikke så forhippede på at opretholde den gamle skræmmeparole om den store stygge virksomhedsejer, som bare leder efter den mindste mulighed for at tryne sine ansatte. Tværtimod.

De gule fagforeninger forstår, at arbejdsgivere og lønmodtagere ikke er hinandens modsætninger, men gensidigt afhængige. Og så er de noget så ”uhyggeligt” som apolitiske. De presser ikke folk ind på overenskomster, og de tvinger ikke nogen i strejke over sager, som de ikke tror på.

SE KORTET: De gule fagforeninger indtager provinsen

Og hvad er egentlig så slemt ved det? Det vækker tydeligvis genklang hos mange lønmodtagere. Når de gule fagforeninger vinder terræn, bør vi anerkende og imødekomme det. Det giver ingen mening at holde en masse mennesker uden for forhandlingslokalet, fordi de har valgt en mere tidssvarende organisering.

Så måske de røde fagforeninger skulle få gjort forårsrent? Og måske vi skulle give plads til de gule fagforeninger ved forhandlingsbordet, så danske lønmodtagere rent faktisk føler sig repræsenteret?
Mona Juul, MF Det Konservative Folkeparti

Den traditionelle fagbevægelse kunne med fordel også gå sig selv lidt efter i sømmene. De røde fagforeninger tager næppe skade af at kaste et kritisk blik på dem selv og tilpasse sig tiden en smule. Det er faktisk strengt nødvendigt, hvis den danske model fortsat skal hænge sammen i fremtiden.

MEN DET ER HELT SIKKERT lettere bare at pege fingre ad de gule fagforeninger. Reelt handler det om, at de røde ikke formår at gøre sig så relevante som tidligere. Sager om cheflønninger, der af mange bliver oversat til pamperi. Store domiciler og masser af sponsorater, der nok ikke ligefrem holder kontingenterne nede.

Og ikke mindst en - især for ungdommen - forældet retorik, der ekskluderer, skaber unødige fjendebilleder og er alt andet end relevant. For altså ikke at glemme den tvang og de bøllemetoder, som mange nok - helt forståeligt - også har svært ved at identificere sig med.

Så måske de røde fagforeninger skulle få gjort forårsrent? Og måske vi skulle give plads til de gule fagforeninger ved forhandlingsbordet, så danske lønmodtagere rent faktisk føler sig repræsenteret? Det ville ikke være noget dumt sted at starte, hvis du spørger mig.

Deltag i debatten - send dit indlæg på maks. 600 ord til [email protected].

Mere fra A4 Aktuelt

GDPR