HVIS VI VIL FORSTÅ, hvad oprustningen koster, må vi begynde med den grundlæggende forudsætning, at alt i vores samfund bygger på menneskers arbejde. Men arbejdskraften er ikke ubegrænset. Og en time brugt på militæret kan ikke samtidig bruges på skoler, sundhed eller ældrepleje. Når de samme ressourcer skal dække flere formål, opstår der en direkte konkurrence mellem dem. I sidste ende flytter højere forsvarsudgifter derfor midler væk fra velfærden.
Statens handlemuligheder afhænger af, hvordan økonomien udvikler sig, og i dag er der langt mindre at give af end tidligere. Produktiviteten stiger kun langsomt, væksten er svagere, og velfærdsstaten er dyrere at vedligeholde. De vækstspring, som engang gjorde det muligt at udbygge flere områder samtidig, findes ikke længere. Når både velfærd og oprustning skal betales af den samme indtægt, handler diskussionen derfor i stigende grad om, hvordan samfundets arbejde fordeles.
Denne sammenhæng bliver særlig tydelig, i takt med at oprustningen vokser. Med Nato-aftalen fra Haag i år har Danmark forpligtet sig til at bruge fem procent af bruttonationalproduktet på forsvar og sikkerhed fra 2035. Det svarer ifølge mine beregninger i dagens priser til omkring 146 milliarder kroner om året - det dobbelte af folkeskolens og privatskolernes samlede budget eller omkring 25.000 kroner per borger.
LÆS OGSÅ: Madsen: 2 procent. 3,6 procent. 5 procent. Ingen højere?
Disse midler trækkes ud af den værdi, befolkningen skaber via skatter, offentlige besparelser og statsgæld. Her bliver forskellen mellem civil og militær produktion tydelig: Når vi bruger ressourcer på civile områder som sundhed, uddannelse eller ældrepleje, kommer de direkte tilbage til befolkningen som bedre tjenester og højere livskvalitet. Når vi bruger ressourcer på militæret, får vi (måske) sikkerhed, men det skaber ikke de produkter og velfærdstilbud, som gør hverdagen bedre. Militært forbrug øger ikke samfundets produktionskapacitet; det forbruger kun ressourcer, der ellers kunne bruges på noget, vi får direkte udbytte af i hverdagen.
Det centrale spørgsmål er derfor ikke, om tallene kan rummes i et regneark, men hvad vores fælles arbejdstid skal bruges til: Menneskers liv eller militær oprustning.
Råderummets tal og virkelighed
Råderummet - det finanspolitiske råderum - lyder som en pengekasse, men er i virkeligheden et skøn over, hvor stor en del af den fremtidige produktion staten kan tage til sig uden at skabe varige underskud. Det vokser kun, når befolkningen arbejder mere eller producerer mere, ikke fordi staten finder nogle penge.
Men selv hvis beskæftigelsen stiger en smule, ændrer det ikke ved den grundlæggende begrænsning: Ressourcer kan kun bruges ét sted ad gangen. Penge i sig selv skaber intet; de er kun et løfte om, at staten senere kan disponere over befolkningens arbejde; uden dette er selv store beløb blot tal i et regneark.
LÆS OGSÅ: Krigens dilemma: Er der råd til velfærden, når forsvaret skal tilføres 18 milliarder?
Når vi ser sådan på det, bliver forholdet mellem tal og virkelighed tydeligt: Ressourcerne - den samlede arbejdstid, som hele økonomien hviler på - findes kun én gang. Enhver udgift er derfor et fravalg af noget andet. Råderummet er dermed ikke en neutral teknisk størrelse, men en politisk prioritering af fremtidigt arbejde.
Dertil kommer, at den måde, oprustningen bogføres på, slører konsekvenserne. 3F’s cheføkonom Frederik I. Pedersen har peget på, at en del af forsvarsudgifterne placeres uden for den almindelige råderumsberegning via en særlig investeringsramme. Det gør det vanskeligere at se, hvor stor en del af oprustningen der faktisk presser de civile udgifter.
Finansministeriet vurderede i juni, at råderummet i 2030 vil være omkring 108 milliarder kroner - især fordi flere er i arbejde, og skatteindtægterne fra selskaber og aktieformuer vokser. Men disse skøn er langt fra entydige. Tænketanken Kraka anslår, at der i bedste fald kun vil være 40 milliarder kroner tilbage, og i værste fald et underskud på fem milliarder, når oprustningen når op på fem procent af BNP. Samtidig mener de økonomiske vismænd, at Finansministeriets beregninger er for optimistiske. Og Frederik I. Pedersens analyse peger på, at det reelle råderum kan være endnu mere belastet, end tallene viser.
Regnemetoderne kan diskuteres. Men bag alle uenighederne står den grundlæggende realitet fast: Militær og velfærd trækker på de samme ressourcer - den samme arbejdskraft, de samme materialer og de samme offentlige midler. Når regeringen præsenterer råderummet som en teknisk størrelse, skjuler den, at oprustningen i praksis omfordeler befolkningens arbejde fra civile formål til militære. En massiv og langvarig oprustning vil uundgåeligt øge presset på de områder, der faktisk holder samfundet i gang - uanset hvordan tallene præsenteres.
Oprustningens skjulte følgevirkninger
Presset stiger på flere fronter. Nye kampfly og avanceret udstyr medfører store, faste driftsudgifter mange år frem. Priserne på militært materiel stiger typisk hurtigere end den almindelige inflation, hvilket gør fremtidige forsvarsbudgetter dyrere og mere uforudsigelige.
Derudover trækker forsvarets rekruttering af fagpersoner arbejdskraft væk fra områder, hvor der allerede er mangel. Og større militære anlægsprojekter beslaglægger byggekapacitet, som ellers kunne bruges på skoler, hospitaler og plejehjem. Hertil kommer, at politisk bindende kontrakter og flerårige udgiftslofter gør forsvarsudgifter vanskelige at reducere, mens velfærden ofte står for tur, når budgetterne strammes.
LÆS OGSÅ: Regeringens pengefiksering i oprustningsdebatten dækker over, at den ikke kan træffe et valg
Finansieres oprustningen gennem lån, vokser renteudgifterne som en fast post, der presser andre dele af driften. Besparelser på uddannelse, sundhed og forebyggelse rammer dobbelt: De forringer velfærden nu og svækker fremtidens skattebase.
Man kan indvende, at oprustning også skaber aktivitet eller styrker sikkerheden. Men disse effekter ændrer ikke det grundlæggende: Militære udgifter er slutudgifter, som ikke øger samfundets produktionskapacitet. De binder arbejdskraft og midler, som i civile sektorer kunne skabe varig værdi. Sikkerhed kan være et politisk mål, men det skaber ikke realøkonomiske ressourcer. Konflikten mellem velfærd og militær forsvinder derfor ikke - den bliver blot mindre synlig, fordi oprustningen kan skabe midlertidig aktivitet, selvom den reelt forbruger ressourcer frem for at opbygge dem.
Når man lægger alle disse effekter sammen, står det klart, at oprustningen ikke blot påvirker nutiden, men også indsnævrer fremtidens økonomiske muligheder.
