Debatten om manglende arbejdskraft mangler nuancering
MANGLEN PÅ ARBEJDSKRAFT i Danmark er på et alarmerende niveau, og der er derfor brug for kvalificerede løsninger på problemet.
Derfor ærgrer det mig, at faglært arbejdskraft bliver slået over én kam af de borgerlige debattører, og at faglært arbejdskraft udelukkende er én form for arbejdskraft og ikke andre. Der er stor forskel på en maler og en industritekniker; nogle fag har specifikke former for kompetencer, som et andet fag ikke besidder på samme måde.
LÆS OGSÅ: 'Jobfest': Rekordhøj beskæftigelse stiger igen
Samtidig er der stor forskel på de fag, som oplever stor ledighed, og det er ikke samtlige fag, som mangler arbejdskraft. Hvis vi kigger på elektrikere, smede og industriteknikere, så oplever disse fag samme beskæftigelse som før corona.
HVORDAN FÅR VI SÅ løst problemet med, at specifikke faggrupper i Danmark mangler arbejdskraft?
Jeg tror ikke kun, at vi kan finde svaret på hele problemet i billig arbejdskraft fra udlandet eller i Danmark. I princippet kan industrierne i så fald bare ansætte, så er der ikke et problem længere med manglende arbejdskraft.
LÆS OGSÅ: Virksomheder mangler arbejdskraft: Men 23.000 europæere er klar til at tage til Danmark
Problemet er stadig, at der i større grad er mangel på kvalificeret arbejdskraft i landet. Hvis der er nogle virksomheder, der tror, at billig arbejdskraft er svaret på problematikken, så skal de endelig forsøge at finde fagspecifik arbejdskraft i udlandet. Held og lykke til dem, fordi det tror jeg, bliver svært at finde!
Derudover er det også en større umulighed at tage nogle fra den ene faggruppe i landet til den anden, da faglærte besidder bestemte kvaliteter og kompetencer, som vi skal bevare! Derfor mener jeg heller ikke, at vi skal ændre beløbsgrænsen for udlændinge, da det stadig ikke vil afhjælpe problematikken omkring manglen på fagspecifik arbejdskraft her i landet.
JEG MENER DERIMOD, at vi fortsat har et ansvar i Danmark for at få de cirka 100.000 ledige i gang. Mange af dem skal i aktivering. Et forslag er, at de skal igennem en erhvervsuddannelse for at kunne assistere og hjælpe til at skaffe den manglende arbejdskraft.
LÆS OGSÅ: Rasende Lizette Risgaard til arbejdsgivere: Der er masser af hænder at tage af
Derudover kommer Danmark til at mangle mange tusinde faglærte indenfor den nærmeste fremtid. Derfor skal vi forsøge at få flere unge til at tage en erhvervsuddannelse.
På den måde kan vi sammen løse problemet og skaffe den manglende arbejdskraft. Uden at tage ovenstående nuancer in mente, kommer der fortsat til at være mangel på arbejdskraft i produktion og servicefag, hvilket bliver et problem i fremtiden.