Melchior og Cekic bygger bro:
Den gode leder giver plads

I denne uge flyver Bent Melchior til USA for at tale ved den internationale Auschwitz-dag.

Han blev inviteret i februar sidste år. I lyset af hans forestående 90-års dag syntes han, at arrangørerne skulle vide, at, ja, der kan ske ting med en i den alder.

- Det skal du ikke bekymre dig om, var svaret. Den seneste oplægsholder var anklager ved Nürnberg-domstolen (i sagerne mod nazistiske ledere efter anden verdenskrig). Han var 99 år.

- Nåe, ja, så er jeg jo junior!

Så den tidligere overrabiner drager over Atlanten med glæde. Akkurat som han stiller op i alle mulige andre sammenhænge for at tale om mødet mellem mennesker og kampen for fred. Det er hårdt arbejde.

I denne uge udkommer en samtale-bog med Bent Melchior og Özlem Cekic, skrevet af journalisten Anders Jerichow. Meget rammende hedder bogen 'Brobyggere' og relaterer sig til foreningen Brobyggerne, der har Özlem Cekic som frontfigur og Bent Melchior som formand.

Oplever I, at danskerne har svært ved at tale om tro?

Bent: - Folk, der ikke er religiøse, tror tit, at religiøse har en større hemmelighed, en særlig formel. Det øjeblik, du har noget, de andre ikke må se, så er du under mistanke for at lave noget underligt. Men min tro afholder ikke andre fra at have samme rettigheder, som jeg har.

Özlem: - Folk kommer tit hen til os og siger: 'Whauw, det er en jøde og en muslim, hvor er det godt, at I kan finde ud af det sammen'. Ingen tænker, det er en på 90 og en på 43. Jeg glemmer tit, at Bent er jøde, og at jeg er muslim.  

Gud giver plads til alle

Bent: - Bibelen åbner for forskellige tolkninger. Jeg mener, at Skaberen har gjort plads til forskellighed i udseende og religion. Der er én menneskehed, og det er et symbol på at bygge bro mellem mennesker, der er vokset op under forskellige vilkår. Den Gud, jeg tror på, er ikke så nøjeregnende med, at jeg kommer til ham på den ene måde eller den anden måde. Jeg tænker, at vi godt kan finde ud af, at der er forskellige måder at gøre det på.

Özlem Cekic knytter sit engagement sammen med en kamp for demokrati. Hun synes, at udviklingen går i den gale retning, når det gælder evnen til at vise tolerance og nysgerrighed over for hinanden. Hvis vi hver især ikke gør noget personligt for at mødes med dem, vi er uenige med, for at stoppe polariseringen, så bliver forskellene større.

- Mit drive er demokratiet. Jeg har ikke rødder i Danmark, men jeg er dybt taknemmelig for de muligheder, jeg og min familie har fået i dette land. Det er med den idé, jeg rejser rundt i verden og fortæller om dialogkaffe, og hvad den enkelte kan gøre. Mange af de mennesker, jeg har mødt, har formet mig. Der er mange holdninger, jeg har ændret. Gudskelov for det, så jeg ikke er gået i stå, siger hun.

- Jeg er så glad for Danmark, at vores demokratiske værdier er værd at kæmpe for. At jeg er endt med at holde foredrag, arrangere dialogkaffe og møder mellem forskellige kulturer, uddanne børn og unge som brobyggere, hviler på den tilgang, at jeg har et personligt ansvar. 

Bent afbryder Özlem med et drenget smil og en ægte bedstefar-bemærkning:

- Du er ikke endt. Du er på vej.

- Ja, jeg er på vej, siger hun.

Arbejdspladser bygger bro

Når de har en mission om at bygge bro og tolerance mellem mennesker, er arbejdspladsen et oplagt sted at fokusere. Her spiller Gud eller Muhammed sjældent en rolle. Det gør hierarkier.

- Der er to steder, hvor danskerne mødes mest på tværs: På bibliotekerne og på arbejdspladserne. Mødet med 'de andre'. På arbejdspladsen skal du løse en opgave sammen med nogle, du ikke kender i forvejen. Mit fjendebillede af danskerne blev ødelagt, da jeg som 14-årig begyndte at arbejde i Føtex, fortæller Özlem.

- Da jeg startede i Føtex, troede jeg, at alle danskere var racister. Men min teamleder var ikke. Flaskedrengen var jo ret sød, og mine kunder i sko-afdelingen var heller ikke racister. Arbejdspladsen nedbrød hurtigt mine fordomme.

Siden arbejdede hun både som sygeplejerske og medlem af Folketinget. Forskellige funktioner, forskellige ledere. Balladen i SF og hendes afsked med Christiansborg er velbeskrevet. Hun vil ikke sammenligne hierarkier og kulturer fra vidt forskellige arbejdspladser.

Men uanset hvor man er, bør man sige fra, når man ikke har tid til at passe sine patienter. Man skal sige fra, hvis der ikke er penge til at anbringe udsatte børn på grund af en tom kommunekasse.

- Man har altid behov for at sætte mærkater på hinanden. Det er en måde at gå efter personen på, ikke efter bolden. Hvis man gerne vil løse nogle ting, må man adskille de to, siger Cekic, der næsten i alle sammenhænge møder den holdning, at det er de andre, der er noget galt med. I gruppen, på arbejdspladsen eller i forståelsen af religiøse positioner.

- Alle mener, at det er 'de andre', der starter med at lave ballade, og at det er dem, der må gøre noget for at løse det. Men du kan ikke skrive dig selv ud af ligningen. Du har også et ansvar for at bygge bro til 'de andre'.

Tal mere sammen

I dag holder Özlem Cekic også foredrag for ansatte på virksomheder, der skal fusionere eller lære at arbejde sammen.

- Alle kan skabe fjendebilleder – lederen, tillidsmanden eller medarbejderen. Og de kan let komme til at dæmonisere hinanden og bidrage til, at grøfterne bliver gravet dybere, siger hun.

Cekic har været på flere store virksomheder for at tale om, hvordan man kan tage et personligt ansvar for, at kommunikationen fungerer bedre. Hvis man skal forebygge konflikter, skal man altid tale mere sammen, ikke mindre sammen, er hendes budskab.

- Fordi der er nogle på arbejdspladsen, der har en anden holdning end ledelsen, er det ikke dårligt. Flere stemmer på arbejdspladsen er rigtig godt. Der må være plads til, at man kan diskutere beslutninger, for at de kan være bæredygtige.

- Gode ledere giver plads. De lytter og rummer, at medarbejderne mener noget selvstændigt. Så er det et fint træk i Danmark, at vi accepterer en beslutning til sidst – bare vi oplever, at lederen har hørt på os.

Hendes erfaring er, at er der plads til debat, så er der også forståelse for, at man skal nå et resultat og bakke op i samlet flok. Men tiden er løbet fra, at man kan diktere, hvad andre skal gøre.

- Husk, at der er forskel på at lede og på at styre. Hvis du er en god leder, giver du plads til, at medarbejderne kan folde sig ud. Kritisk samtale er med til at udfordre, at alle på en arbejdsplads kan gøre det bedre. Der er en tendens til ensretning. Vi ansætter ofte folk, der ligner os selv. Vi vil helst ikke udfordres – det ser man for eksempel i udpegningen til bestyrelser.

Mange kontroverser kan vel løses lokalt?

Bent: - En leder kan være nedbrydende, hvis man misbruger det hierarki, der er på en arbejdsplads. Jeg har været lærer og været boss i klassen. Jeg har altid ment, at problemerne skulle løses inden for klasseværelset. Ikke på rektors kontor eller gennem henvendelser til forældrene. Dermed fik jeg et forhold til eleverne, hvor vi godt kunne have problemer med hinanden, men vi løste det internt. 

Life on Facebook 

Cekic oplever lidt af hvert – læs en hel del – på sociale medier. Både gode delinger og grimme ytringer og pinligt sprog.

Hvordan ser du på sociale medier?

Özlem: - Sociale medier er mest for det gode. Det er et stort forsamlingshus. Jeg har været ude at tale med folk, der har skrevet om mig. De skriver tit 'I' om mig, som om jeg repræsenterer alle muslimer. Det gør jeg ikke. Folk er overraskede over, at det, de skriver, virker sårende. 

- Hvordan møder vi dem, der skriver hademails til os? Der er meget ondskab på sociale medier. Men ondskab bekæmpes ikke med ondskab, men med godhed. Godhed kræver mod, som Dan Uzans far siger det.

Dan Uzan var en dansk-jødisk cand.polit. og dørmand ved Synagogen i Krystalgade. Han blev myrdet ved skuddramaerne i København i februar 2015 af en dansk-palæstinensisk terrorist.

Bent: - Før sociale medier blev der sagt og skrevet grimme ting. Det kunne være på telefonen. Det kunne være via brev. Det er en misforståelse at tro, at man ikke blev udsat for voldsomme angreb, før de sociale medier kom til. Det er ikke småting, jeg har modtaget. Så det har eksisteret i mange år.

Det personlige ansvar skaber forandring

Hvad skal man mene om det umage par, der i en tid med Trump og 'like-hunters' på sociale medier kæmper for noget så fredsommeligt som, at vi lytter og opsøger hinanden og taler sammen.

Hvad driver jer?

Bent: - Jeg har en generel optimisme, men jeg tror ikke på, at der kommer en hr. eller fru Messias og skaffer fred. Jeg tror, at det er rigtigt hårdt arbejde at nå frem til fred. Jeg planlægger, som om jeg lever videre. Jeg tror på, at det er en forpligtigelse at være i live og gøre verden lidt bedre. Vi skal blive ved med at fortælle folk, at de skal lære at lytte. Når man har færdige meninger, lytter man ikke efter, hvad der bliver sagt.

Özlem: - Vi håber, at folk, der læser bogen, bliver motiveret til at gøre noget selv og tage et ansvar. Det er det, der skaber forandring.