Ledelsen i kreditforeninger skal have modspil og respekt for medlemsdemokrati

FORENET KREDIT ER en forening for kunder i Nykredit og Totalkredit. Foreningen er hovedaktionær i Nykredit og Totalkredit.

Forenet Kredit ledes efter princippet demokratisk centralisme. Da Totalkredit hævede bidragssatserne for boligejerne med ca. 40 procent kom det totalt bag på ledelsen, at boligejerne ville lave en stor kundestorm.

LÆS OGSÅ: Metal-formand om ny CO2-afgift: 'Det skal være en intelligent og ubøvlet model'

Der er kun ja-sigere i Forenet Kredits ledelse. Det kom også bag på den magtfuldkomne ledelse, at boligejerne rejste en voldsom protest mod at børsnotere Nykredit-koncernen og dermed gennemføre finanselitens sidste kup mod en kundeejet kreditforening.

DANMARKSHISTORIEN ER PRÆGET af stærke bevægelser, som ender med i fordragelighed at blive integreret i det danske demokrati. Bondebevægelsen, arbejderbevægelsen og kvindebevægelsen. (Erik Meyer Carlsen, "Den Fjerde Alliance", Gyldendal 2007).

Kundestormen har mobiliseret 100-150 meget aktive personer i en periode af kundestormen. Folk der har ydet en frivillig politisk indsats i talrige timer. Af alle disse mennesker er det lykkedes Forenet Kredit at integrere to personer i det konstruktive arbejde inden for murene.

Det er Troels Ravn Klausen og Louise Andersen. Alle andre engagerede kræfter har oplevet afvisning, eksklusion og er i dag i vid udstrækning desillusionerede efter mødet med Forenet Kredits elitære demokratimodel, den demokratiske centralisme anno 2020.

JEG FORSTÅR DET IKKE. Det er i strid med dansk praksis, hvor vi som nation har høstet nye kræfter til foreningsarbejde hver gang et oprør har set dagens lys. Men i Forenet Kredit skal et oprør ikke integreres, det skal knuses.

En af mine store forbilleder, professor (em) Jesper Jespersen har skrevet et notat til Fair Bidragssats (1.8.2020). Jesper Jespersen skriver: “Mit overordnede syn på realkreditten er, at den igennem århundreder har fungeret særdeles kvalificeret og effektivt med hensyn til - ja, netop - at finansiere reale investeringer i fast ejendom (jord og bygninger) navnlig til boligejere.

De var i sin tid medlemsejede - i princippet 'non-profit'; men med solidarisk hæftelse.

Disse 'guldæg' blev efter liberaliseringen af reguleringen af finanssektoren i 1980erne og 1990erne søgt opkøbt af de store banker, der blev omdannet til finansielle supermarkeder med sigte på at give nogle få aktionærer størst muligt udbytte. Så sent som efter finanskrisen købte Jyske Bank Byggeriets realkreditfond.

Herved skifter målsætningen for de realkreditforeninger, der enten bliver opkøbt af de større private banker, eller selv omdanner sig til et finansielt supermarked ved at oprette egen bank. Nu er det ikke medlemmernes men aktionærernes (og dertil knyttet bankledelse) interesse, der kommer i fokus.

Totalkredit hæver bidragssatsen drastisk i 2016, og umiddelbart efter skruer de aktionær-ejede banker Nordea, Danske Bank og Jyske Bank op for bidragssatser og gebyrer i Nordea Kredit, Realkredit Danmark og Jyske Realkredit. Hvor gik broderparten af de penge hen? De gik direkte videre til aktionærerne i Nordea, Danske Bank og Jyske Bank. På de efterfølgende generalforsamlinger blev der udbetalt store aktieudbytter og lavet aktietilbagekøb for boligejernes penge. Grisk og grådighed.

LÆS OGSÅ: Lars H. Nielsen: Kan vi udløse “vinderens forbandelse” over dansk aktiekultur?

Jesper Jespersen skriver: “Bidragssatsen sættes op med den begrundelse, at egenkapitalen skal styrkes (delvis under påskud af, at EU i fremtiden vil kræve en forøget soliditet - stadigt uafklaret), hvilket blot er en sproglig omskrivning af, at de nye ejerne skal have et større afkast”.

DE FIRE KREDITFORENINGSGIGANTER har en række aktører, som forsøger at spille rollen som vagthunde over for bjergsom kreditforening og grådig bankdrift.

Det er Fair Bidragssats, centrum-venstre tænketanken CEVEA, OxfamIBIS, Mellemfolkeligt Samvirke og Gode Penge - og jeg er medlem af alle disse foreninger og de leverer med forskellige synsvinkler interessante analyser og kampagne-aktiviteter vendt mod finansindustrien.

“Men hvor bliver konkurrencen af? Fordi den reelt (for alle praktiske formål) ikke eksisterer af mindst to årsager: 1. fødekæden fra kunde til realkredit går i de fleste tilfælde enten via kundens bank til den af banken ejede realkredit-institution, eller 2. via den ejendomsmæglerkæde, der formidler salget, og som ligeledes enten ejes af banken eller har en tæt samarbejdsrelation til en af bankerne og dermed en specifik realkredit. Og endelig den tredje kanal, der er mindre synlig; men helt almindelig: når der reelt kun er 3-4 store 'spillere' på et marked, så 'mødes de - som allerede Adam Smith beskrev i 1776 - søndag eftermiddag på kroen og taler om priser og markedsfordeling'.”

Den opsparede mistillid til bankerne var medvirkende til, at slaget om bidragssatserne og børsnoteringen af Nykredit-koncernen blev så total vild og voldsom. Der kan laves en spillefilm om det drama.

Boligejerne var vrede i en helt uhørt grad, og samtidig var selve konstruktionen af kundestormen ekstremt dysfunktionel. Vi var forsamlet de røde, de blå og de hvide boligejere. Den hvide farve tildeler jeg de apolitiske boligejere, som ønskede en upolitisk protest. Vi var som Frankrigs Gule Veste enige om en stor protest, men konstruktive forslag blev skudt ned på stribe af enten en rød, en blå eller en hvid velformuleret boligejer.

LÆS OGSÅ: Cathrine sparer op til pensionen med aktier: 'En megafed måde at tage ansvar på'

Samtidig var oprøret meget uskolet. Danmark savner en grunduddannelse af almindelige mennesker med interesse for økonomi. Det kan højne niveauet hos bl.a. finanssektorens kunderepræsentanter i de ikke-børsnoterede pengeinstitutter.

Fagbevægelsens uddannelser og Finansforbundets ditto bør gratis tilrettelægge en moduluddannelse af kunderepræsentanter og aktivister som mig – uden vi taber daglig arbejdsfortjeneste.

I anden og sidste del af mit indlæg (bringes tirsdag) beskriver jeg styrker og svagheder ved den måde, kreditforenings-aktivisterne er organiseret.