Analyse inden skæbneuge for byggeriet: Malere og 3F må løse knast om mindstebetaling alene

Ovenpå en uge, hvor stigende coronabekymring tømte både fodboldstadions, koncertsale og gourmetrestauranter for mennesker, lykkedes det lørdag Dansk El-Forbund og Tekniq Arbejdsgiverne at holde deres forhandlingsudvalg tæt nok på hinanden til at kunne nå til enighed om en ny overenskomst for landets mere end 18.000 elektrikere.
Aftalen markerer det andet toneangivende forlig på byggeriets område, efter at Blik & Rørs nye treårige aftale for vvs-ansatte kom i hus torsdag. Begge aftaler indeholder elementer, der burde lune i lommen hos de enkelte forbunds medlemmer.
El-forbundets forlig giver et løft af den efterhånden berømte fritvalgskonto fra 4 til 7 pct., mens landets vvs'ere kan se frem til en forbedring af deres søgne- og helligdagskonto fra 10 til 13 pct.
Samtidig giver de nye overenskomster bedre mulighed for betalt forældreorlov, løn under sygdom og pension til lærlinge. Det er alle elementer, der i større eller mindre grad er kendt stof fra industriens forlig, som netop har fejret en måneds fødselsdag.
3F og malere står tilbage
Spørgsmålet er nu, hvad de to forlig kan få af betydning for de videre forhandlinger hos 3F's byggegruppe og Malerforbundet, der med Forligsmandens hjælp kæmper for at lukke aftaler med deres respektive modparter på arbejdsgiversiden.
Her vil forhandlerne hos begge forbund nok hæfte sig ved, at hverken elektriker- eller vvs-overenskomsten indeholder et løft af mindstebetalingen i kroner og øre, udover de 7,50 kroner, der allerede er handlet af igennem industriens forlig.
Et beløb, der er milevidt fra de 30 kroner, som 3F Byggegruppen kræver mindstesatsen hævet med.
Samtidig ser de nye overenskomster heller ikke ud til at indeholde aftaler om et såkaldt akkord-afsavnstillæg. Det ville kunne bruges til at løfte lønnen hos ansatte i byggeriet, hvis betaling sidder fast omkring overenskomstens absolutte minimumsniveau.
Skal stå sin prøve
Mens detaljerne i el-forliget endnu ikke foreligger, står det klart, at blikkenslageroverenskomsten indeholder flere konkrete elementer, der skal bremse fusk og løndumping.
Helt centralt står formuleringer om, at det skal være muligt for Blik & Rør at gribe ind, hvis forbundet opdager, at lønnen i en given vvs-virksomhed ligger markant under det generelle lønniveau for lignende virksomheder i samme geografiske område.
Det vil eksempelvis betyde, at en virksomhed, der opererer i København, og giver deres ansatte en løn, der ligger tæt på mindstelønnen, kan risikere at få en sag om løndumping på halsen, fordi lønniveauet i hovedstaden typisk er markant højere end mindstesatsen.
Altså på papiret et slagkraftigt værktøj, der der nu skal stå sin prøve i det fagretslige system. Men det kan ifølge Søren Kaj Andersen, centerleder for FAOS på Københavns Universitet, dog vise sig svært.
Banen er altså kridtet op til, at 3F og Malerforbundet i den kommende uge selv skal slås for at få det løft af mindstesatsen, som begge parter har som absolut hovedkrav ved årets overenskomstforhandlinger
- Der er tydeligt, at der er bestemmelser i den her overenskomst, der viser hensigter i forhold til, at ansatte med samme arbejde og identiske vilkår skal have den samme løn, siger Søren Kaj Andersen.
- Men vi ved også, at det er noget, der kan være vanskeligt at løfte i fagretslige sager. Så det vil være interessant at se, hvordan Blik & Rør kan bruge det her fremadrettet, tilføjer han.
Udover de nye formuleringer om 'lige løn for lige arbejde i samme område' opfordrer parterne også til, at tillidsrepræsentanten i en given virksomhed bliver orienteret, hvis firmaet vælger at hive udenlandske underentreprenører ind på byggepladsen.
Samtidig skal virksomheder, der bruger udenlandske ansatte, sørge for, at de pågældende medarbejdere får en løn, der svarer til deres kollegers med rødbedefarvet pas.
Altså en helt række hensigtserklæringer og med i alt 35 protokollater kan man i stilfærdighed bemærke, at vvs-overenskomsten i hvert fald udmærker sig ved sin tekstmæssige volumen, hvis ikke sin fyndighed.
3F og malere skal kæmpe alene
Umiddelbart ser de nye overenskomster på el- og vvs-området ikke ud til at kunne torpedere de fastlåste bygge- og malerforhandlinger.
En del af forklaringen skal findes i, at en del af de nye bestemmelser om social dumping angiveligt allerede findes i 3F's byggeoverenskomster, uden at det har vist sig som en gylden nøgle mod underbetaling.
Samtidig kan man indvende, at forbundet efter flere år med rekordmange sager om løndumping næppe har brug for at blive låst fast i flere langvarige juridiske slagsmål om, hvorvidt lønnen i en given virksomhed lever op til naboens eller kommunens ved siden af.
Her vil et tocifret løft af mindstebetalingen være en noget tungere hammer i værktøjskassen, når der skal slås ned på løndumping.
Banen er altså kridtet op til, at 3F og Malerforbundet i den kommende uge selv skal slås for at få det løft af mindstesatsen, som begge parter har som absolut hovedkrav ved årets overenskomstforhandlinger.
For førstkommendes vedkommende skal slaget stå i Forligsinstitutionen onsdag eftermiddag, mens der i skrivende stund ikke er aftalt nye forhandlinger mellem Malerforbundet og Danske Malermestre.
Disse OK-forlig kom plads i sidste uge
Oversigt over de vigtigste OK20-forlig den seneste uge (2. marts-8. marts):
2. marts: Medarbejdere på mejerierne har fået ny overenskomst. 3F og NNF og arbejdsgiverne i Mejeribrugets Arbejdsgiverforening under DI er blevet enige om en treårig fællesoverenskomst.
Overenskomst på plads for HK-ansatte i mindre byggeorganisationer mellem HK Privat og Danske Malermestre og Glarmesterlauget. Aftalen dækker knap 200 ansatte, som er beskæftiget med administrativt arbejde.
5. marts: Ny overenskomstaftale for 4.000 tandklinikassistenter mellem HK Privat og Tandlægeforeningen.
Teknisk Landsforbund og Dansk Byggeri indgår aftale om en ny 3-årig overenskomst for teknikere.
Ny overenskomst for 9.400 forsikringsansatte mellem Finanssektorens Arbejdsgiverforening og Forsikringsforbundet.
6. marts: Overenskomst på plads for 2.500 HK'ere i it-branchen mellem HK Privat og Dansk Erhverv.
Ny overenskomst på vvs-området mellem Blik- og Rørarbejderforbundet, Dansk Metal og TEKNIQ Arbejdsgiverne. Aftalen dækker 1.100 virksomheder og 11.000 ansatte.
Ny overenskomst for 400 HK-ansatte på bilfærger. HK Privat og Færgerederierne er blevet enige om to overenskomster for 400 ansatte på færgerne - både på land og til vands.
7. marts: Ny elektrikeroverenskomst for 18.500 elektrikere og 1.500 virksomheder mellem Dansk El-Forbund og TEKNIQ Arbejdsgiverne.
7. marts: Ny OK-aftale mellem Reddernes Landsklub under 3F og Dansk Erhverv. Aftalen dækker områderne Falck CF, Falck Provins og Responce.
Disse fagforbund og modparter står i kø for at modtage mægling hos Forligsmanden:
Dansk Jernbaneforbund og Dansk Industri: Overenskomst for 2.000 lokomotivførere, togførere, stationsbetjente og metrostewarder hos DSB, Arriva, Metro Service og en række godsselskaber. Har aftalt møde i Forligsinstitutionen i dag, mandag, kl. 10.
3F Privat Service, Hotel og Restauration (PSHR) og arbejdsgiverorganisationerne Horesta og Dansk Erhverv. Genoptog forhandlingerne i Forligsinstitutionen i går, søndag.
3F Byggegruppen og Dansk Byggeri. Aftalt nyt møde på onsdag.
Malerforbundet og Danske Malermestre og Dansk Byggeri. Endnu ingen dato for møde.