Fagforbund holder sig ude af afstemning: Nu bliver Lizette Risgaard skydeskive i EU-opgør
Fagbevægelsen Uden Filter kan høres gratis hos Itunes eller Spotify.
- Det synes jeg slet ikke at FH skal forholde sig til overfor medlemmerne. Det bliver jeg ret så fortørnet over som fælles-TR for HK på landets næststørste statslige arbejdsplads.
Sådan lyder en af reaktionerne på Lizette Risgaards facebookprofil, efter formanden for Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH) onsdag stemplede fuldtonet ind i kampen for at afskaffe det danske EU-forsvarsforbehold.
LÆS OGSÅ: Fagbevægelsen anbefaler afskaffelse af forsvarsforbehold
FH's forretningsudvalg besluttede tirsdag, at hovedorganisationen vil anbefale et "ja" til at afskaffe forbeholdet, når det skal til folkeafstemningen den 1. juni.
Til gengæld vil de fleste store fagforbund blande sig udenom ved at forholde sig neutralt og hverken anbefale det ene eller det andet.
- Lizette Risgaard vil sammen med FH's næstformænd - og særligt "FH-udenrigsminister" Bente Sorgenfrey - aktivt gå ud og anbefale en afskaffelse sammen med Metal-formand Claus Jensen, mens langt de fleste forbundsformænd vil stå på sidelinjen og ikke foretage sig noget, siger A4's faglige kommentator Gitte Redder og fortsætter:
- Det betyder også, at det bliver Lizette Risgaard, der bliver mål for EU-modstandernes skyts.
Lizette Risgaard tager skraldet
Dansk Metal har i årevis talt for en afskaffelse af forbeholdet, som fagforeningen forventer vil skabe jobfest i forsvarsindustrien. På forretningsudvalgsmødet har Claus Jensen forsøgt at overtale de andre forbund til følge trop.
- Han er selv gået ud med fuld hammer og havde gerne set, at flere af de 64 medlemsforbund gjorde det samme. Men Claus Jensen er godt tilfreds med, at FH nu har taget stilling.
Når store forbund som FOA og 3F holder sig ude, er det ikke fordi, de er EU-modstandere. Men der findes fortsat EU-skepsis i store dele af baglandet, særligt hos 3F, der i de gamle SID-dage førte adskillige EU-skeptiske kampagner.
- Selvom de fleste forbundsformænd personligt er på "ja"-siden, er de er bange for det kæmpe møgfald, de risikerer fra deres medlemmer. De vil ikke have noget i klemme, så de lader Lizette Risgaard tage skraldet, siger Gitte Redder.
Den faglige kommentator mener, at FH vil gøre klogt i hurtigt at lægge en strategi for, hvordan man vil håndtere bølgen af negative reaktioner, der allerede er begyndt.
Køber ikke argumentation
- Vi kan jo allerede nu se, hvad krig og ustabilitet betyder for væksten i EU og dermed for danske arbejdspladser. Fred og sikkerhed betyder i den grad noget for lønmodtagerne. Derfor skal vi være i kernen af EU nu, så vi kan være med til at vise, at Europa står sammen og kan stå op for sig selv, sagde Lizette Risgaard til Jyllands-Posten onsdag.
Den argumentation bider tydeligvis ikke på alle medlemmer. Allerede få timer efter nyheden, var kommentarspor på sociale medier fyldt med højlydte protester fra lønmodtagere, der i mere og mindre maleriske vendinger fortalte Lizette Risgaard, at hun ikke burde blande FH ind i afstemningen:
- Ønsker du at blande dig i europæiske politiske forhold må du opgive dit formandskab og stille op til EU eller folketinget.
- Burde du ikke koncentrere dig om at sikre at du og andre fagbosser rejser sig fra jeres taburet og kommer ud og sikre lønmodtagere reelle bedre vilkår og ikke blot skal betale for din og andre fagbosser leflen for S og jeres fede hyre, lyder det blandt andet i kommentarerne.
Aalborg-formand blander sig
En af deltagerne i kommentarsporet på Lizette Risgaards facebookside er Allan Busk, den profilerede formand for 3F Aalborg.
- Jeg er tilhænger af EU, men ikke i den form og den drejning det er ved at tage med Eu løn, Europæisk hær osv. Derudover har oprustning aldrig været løsningen til fred på jorden som vi ønsker, tværtimod. I 3F har vores stærke ledelse med Tina Christensen i spidsen besluttet at vi ikke anbefaler noget, da vi ikke mener det er en opgave for fagbevægelsen, skriver Aalborg-formanden.
- Afstemningen splitter lønmodtagerne. Kommentarerne viser, hvad Lizette Risgaard og FH er oppe imod. Allan Busk er ikke hvem som helst og mange tænker som ham, siger Gitte Redder og fremhæver, at en afskaffelse af forsvarsforbeholdet bliver kædet sammen med den universelt forhadte EU-mindsteløn.
- Lizette Risgaard, Bente Sorgenfrey og de andre næstformænd kommer på overarbejde for at afværge de mange, mange protester, vi vil se frem mod afstemningen, siger hun.
Den faglige kommentator pointerer, at der venter FH en kæmpe kommunikationsopgave i de kommende måneder. Mange danskere roder afstemningen om forsvarsforbeholdet sammen med de mange nye milliarder til militæret, selvom det er to vidt forskellige ting.
- Der har FH en opgave i at forklare danske lønmodtagere, at folkeafstemningen ikke handler om flere våben og mindre velfærd herhjemme.
Fagbevægelsen Uden Filter' udkommer hver torsdag morgen og kan høres hos Itunes eller Spotify.