Serviceforbundet: Hvor er arbejdsgiverne i kampen mod børnefattigdom?
21 ORGANISATIONER SENDTE i et debatindlæg for nyligt en klar besked til de politikere, der lige nu sidder i forhandlinger om en ny fattigdomsgrænse. Det støtter jeg naturligvis op. Forståelsespapiret fra SF, Enhedslisten og Radikale Venstre om at ville bekæmpe børnefattigdom og indføre en ny fattigdomsgrænse skal løftes ud i virkeligheden NU. De to et halvt år, der er gået, siden papiret blev udfærdiget, er lange.
LÆS OGSÅ: Udspil løfter ikke flere børn ud af fattigdom
Men som fagforeningsformand har jeg også en anden klar appel: Hvor er arbejdsgiverne i kampen mod børnefattigdom? En manglende mellemregning, der gør, at de kan krybe i flyverskjul.
Som det fremgår af en Egmont Rapport fra december strækker konsekvenserne af at leve i økonomisk trængte familier med pressede forældre og udelukkelse fra fællesskabet sig langt ind i voksenlivet. Børnene fra fattige familier bliver tidligt slået ud af kurs i forhold til generel trivsel, skole og uddannelse. Den seneste opgørelse fra 2020 viser, at 56.500 børn lever i fattige familier. Det er immervæk et tal, der burde få arbejdsgiverne til at kigge ud over deres egen næsetip, for vi har alle et ansvar.
EGENTLIG ER DET jo banalt: De børn, der er fattige, er det som udgangspunkt, fordi deres forældre ikke tjener tilstrækkeligt med penge. Og derfor bliver vi også nødt til at henvende os direkte til dem, der udbyder job og udbetaler lønningerne. For når pengene er små, udløser det en kædereaktion, hvor børnene bliver de største tabere.
Hvorfor gør arbejdsgiverne ikke mere for at tilbyde fleksjob, lære- eller praktikpladser og 37-timers stillinger, så folk kan få sikkerhed og en pose penge, der gør, at de kan tilbyde deres børn en værdig barndom?
John Nielsen, formand for Serviceforbundet
Så hvorfor ser vi ikke arbejdsgiverne tage et ansvar på sig? Hvorfor gør de ikke mere for at tilbyde fleksjob, lære- eller praktikpladser og 37-timers stillinger, så folk kan få sikkerhed og en pose penge, der gør, at de kan tilbyde deres børn en værdig barndom, hvor de som en naturlig del af tilværelsen kan vokse op til at blive samfundsborgere med et helt liv? Timingen bliver ikke bedre for arbejdsgiverne, for det er i et opsving som dette, at vi skal sørge for at understøtte borgerne i Danmark, samle flest muligt af de trængende op og give dem et godt og værdigt liv med et meningsfyldt job.
I STEDET VIL virksomhederne have sænket beløbsgrænsen, så de kan hente mere arbejdskraft uden for EU frem for at gøre sig den ulejlighed at se muligheder i de danskere, der stadig er arbejdsløse. Derudover viser en Cevea-analyse, at 300.000 danskere arbejder på 0-timers kontrakter, ja under daglejer-lignende forhold. Kort sagt: De har ingen økonomisk tryghed, fordi de fra den ene dag til den anden kan miste deres indkomst, hvis deres arbejdsgiver ikke giver dem vagter eller arbejdstimer. Man kan ikke forsørge sin familie på usikre kontrakter og løn for 20 timer.
LÆS OGSÅ: Nye tal: Ansatte på nul-timers-kontrakter har elendige vilkår
Og lad os ikke glemme arbejdsgivernes holdning til, at vi end ikke bør regulere dagpengene til et fornuftigt og tidssvarende niveau, for så mener de, at danske arbejdsløse forvandler sig til dovne sofakartofler.
Men der er ingen forældre, der ønsker, at deres børn skal stå uden for det gode selskab. Skal blive hjemme fra kammeraters fødselsdage, fælles ture eller fritidsaktiviteter.
Så kære arbejdsgivere lad os nu løfte børnene ud af fattigdom i flok.
