Indvandrerkvinders beskæftigelse er nu højere end før coronakrisen

20170926-172306-A-1920x1280we
Der er flere ikkevestlige kvinder i arbejde i dag end i foråret 2020. (Arkivfoto) Foto: Thomas Lekfeldt/Ritzau Scanpix
Ikke-vestlige indvandrere er kommet hurtigt i job efter coronakrisen, viser en ny analyse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd.

Mens de relativt set blev hårdere ramt af arbejdsløshed under nedlukningen sammenlignet med personer med dansk oprindelse, er der nu lige så mange ikkevestlige indvandrere i arbejde i dag som før krisen. Det skyldes, at der er flere ikkevestlige kvinder i arbejde i dag end i foråret 2020.

Resultatet er overraskende, fremhæver Erik Bjørsted, som er cheføkonom i Arbejderbevægelsens Erhvervsråd og har udarbejdet analysen på baggrund af Danmarks Statistiks seneste tal for lønmodtagerbeskæftigelsen. Under finanskrisen så man nemlig, at ikkevestlige indvandrere var længere tid om at komme tilbage på arbejdsmarkedet end den øvrige arbejdsstyrke. Det skriver Information.

LÆS OGSÅ: Endelig falder antallet af langtidsledige

- Coronakrisen har vist sig at være anderledes end andre kriser ved at have de her meget voldsomme bevægelser. Lige så kraftigt nedturen var, lige så kraftig ser opturen ud til at være‚ siger han til Information.

Mens gruppen af indvandrere på arbejdsmarkedet er kommet sig oven på krisen, er der fortsat lidt flere personer med dansk herkomst, som står uden for arbejdsmarkedet nu sammenlignet med før coronakrisen.

Jacob Arendt, som er forskningsleder i Rockwool Fonden, har læst analysen. Han kalder det 'interessant', at de ikke ikkevestlige indvandrerkvinder klarer sig bedre end før coronakrisen.

- Det er værd at hæfte sig ved, fordi det i sig selv er en positiv historie, at den her gruppe, som er mest marginaliseret, faktisk er en, der er gået frem, siger han til Information.

Når det efter denne krise ser ud til at gå fremad for kvinderne med ikkevestlig baggrund, kan det blandt andet skyldes, at mange finder arbejder inden for social- og sundhedsvæsnet samt rengøring, fremhæver Erik Bjørsted.

- Især indenfor social-og sundhedsvæsnet er der blevet flere job efter coronakrisen, og samtidig er det en branche, hvor indvandrerkvinder ofte har kunnet finde beskæftigelse.

Selv om beskæftigelsen for ikkevestlige indvandrere er tilbage på samme niveau som før coronakrisen, er der fortsat lang vej igen, før beskæftigelsesfrekvensen for ikkevestlige indvandrere er lige så høj som for personer med dansk oprindelse.

GDPR