Madsen: Dialog er demokratiets eneste panser

23-årige Ibrahim El-Hassan kom med et indlæg på sidste uges folkemøde på Bornholm, som jeg sent vil glemme.

Den unge aktivist, der er nomineret til Danske Talers talentpris, fortalte under en debat arrangeret af FN om sin virkelighed, hvor Gaza-krigen fylder alt. Hele tiden. I hans eget hoved og når han kommer hjem til sine forældre, der sidder ængsteligt klinet til Al-Jazeera dag og nat. 

Et pres, som alle unge i organisationen Palæstinensisk/Jødisk Alliance, som El-Hassan har været med til at stifte, oplever. Der kan ikke slukkes for krigen hverken på skærmen eller i hovedet.

At lytte til Ibrahim El-Hassan gav mig en ny forståelse for, hvordan konflikten opleves hos en stor gruppe danskere både med palæstinensisk og jødisk baggrund.

Fra autokratiets kogebog

At tale og lytte er kernen i den demokratiske dialog, der er blevet dybt presset efter Hamas’ grusomme terrorangreb og Israels efterfølgende alt for brutale krig i Gaza.

Flere politiske arrangementer er blevet råbt i stykker af små grupper af demonstranter. En håbløs form for aktivisme, der ikke bringer forståelsen eller dialogen videre, men blokerer den.

Jeg tror gerne, at demonstranterne gør det ud fra ædle motiver. Men de er i bedste fald misforståede. Det er en opskrift taget direkte ud af fascismens og autokratiets kogebog. Stop dialogen. Brems forsøg på at tale og lytte hos dem, du er uenig med. Det fører os ikke gode steder hen. 

Debatten online er blevet forrået og polariseret ud i det ekstreme, og senest oplevede vi det utænkelige: at Danmarks statsminister blev genkendt og overfaldet midt i København.

Det er - uanset at gerningsmanden tilsyneladende ikke handlede ud fra et direkte politisk motiv - en historisk barriere, der er brudt.

Verden set gennem livvagter

Heldigvis foregik Gaza-demonstrationerne på Folkemødet efter de bedste demokratiske traditioner. Forstyrrelserne af debatterne var få og små, og Folkemødet var generelt en stor succes, hvor deltagerantallet satte rekord, og vejret var bedre end vejrudsigten.

Men Folkemødet satte også en trist rekord: Aldrig har opbuddet af politi været så markant og synligt. 

Det er trist, at det er nødvendigt, at statsministeren er omgivet af 8-10 politifolk og PET-vagter, når hun går ned gennem havnen i Allinge. For det påvirker både os og hende og muligheden for at tale sammen.

Verden ser anderledes ud, når man ser den gennem en kæde af politi. For os som borgere, der ser politikerne som fjerne og utilnærmelige. Men måske vigtigst af alt for politikerne, der nok ikke kan undgå at blive påvirket af den konstante påmindelse om at være truet.  Det skaber ikke bedre politiske beslutninger, at vores folkevalgte må se verden gennem livvagter.

Løkke leverede et flot eksempel

Folkemødets direktør, Peter Christiansen, fik meget kritik for sin melding til teltholderne om, at man måtte forsøge dialogen med de protesterende,og eventuelt invitere dem op på scenen til debatter.

Christiansen formulerede sig klodset, men han fik flere bank af selvretfærdige politikere og lederskribenter, end han havde fortjent. For hvad pokker er alternativet? At hyre private vagtværn, der kan smide folk fysisk ud? At råbe tilbage?

Demokratiet er reelt forsvarsløst i den type situationer. Den eneste rustning er den politiske tillid til hinanden og institutionerne, det hviler på. Der er kun dialogen som våben.  

Det er svært, men ikke umuligt.

Lars Løkke Rasmussen (M) leverede et smukt eksempel på dialogens styrke for nylig, hvor han inviterede en mand, der råbte "barnemorder" efter ham for rullende kamera, til en snak, der endte i et kram.

Alle, der taler, er også forpligtet til at lytte

Hvis man afskriver store, fredelige demonstrationer som terrorsympati og skubber alle hen i kassen med antisemitisme uden videre, er man selv med til at bremse dialogen.

Alle os med relativt let adgang til taletid - især folkevalgte politikere - er forpligtet til også at vise, at man lytter og går i dialog - også til de af vores medborgere, der har et andet perspektiv end vores eget, og som vi måske ikke er enige med. Til deres frustration over ikke at føle sig set og hørt, når der for dem står så uendelig meget på spil.

Man kan eventuelt starte med Ibrahim El-Hassans ord:

"I disse dage ser jeg mit andet hjemland gennem et knust vindue - ude af stand til at røre ved jorden, løfte uretfærdigheden eller holde liv i børnene og deres drømme. I disse dage mærker jeg en enorm tomhed, en enorm vrede og en enorm smerte. Min sjæl er i eksil, men den er levende, og den bærer sit folks historie i hvert åndedrag og i hvert hjerteslag."