Madsen: Pludselig fik Danmark igen en samlende leder, der kan vinde næste valg

Mette Frederiksen (S) fandt i weekenden langt om længe ind til kernen i sit budskab på kanten af et folketingsvalg: lederskab.

Det var det tilbagevendende refræn i statsministerens meget vellykkede tale til Socialdemokratiets årsmøde.

Lederskab der er tryktestet gennem corona-krisens vilde dage. Lederskab der gør en forskel for klimakrisen. Og lederskab der kan bringe Danmark gennem inflationskrisen uden at sætte den økonomiske ansvarlighed eller velfærdssamfundet over styr.

Den ofte polariserende statsminister, som danskerne enten elsker eller hader, var lagt i skuffen til fordel for den mere samlende figur, vi lærte at kende under coronakrisen.

Et fint retorisk spørgsmål

Danskere i stations- og storbyerne er i samme båd, understregede Mette Frederiksen i et bevidst og ganske vellykket forsøg på at nå over dette demografiske skel. For det er måske taktisk smart at splitte landet med opgør med "københavnske saloner", som Inger Støjberg (DD) gør det. Men en leder må samle:

“Som parti bestemmer man jo selv, om man kun har øje for dele af Danmark, eller om man ser hele  Danmark. Men en regering, ja, den skal være regering for hele landet,” sagde Mette Frederiksen på Socialdemokratiets årsmøde i Aalborg.

“De studerende, som i dag bor i storbyen, kommer hjem og besøger deres forældre i  stationsbyerne. Vil de så ikke gerne have, at butikkerne stadig har åbent i deres barndomsby?” 

Et betydeligt makrel-hykleri

Mette Frederiksen gjorde på samme måde grin med dem, der tror, at man ikke både kan spise makrelmadder og læse litteratur eller både høre Kandis og kloge podcast.

"Jeg ved ikke med jer. Men jeg kan godt. Og i virkeligheden tror jeg, de fleste har det sådan. Livet rummer så mange muligheder. Så mange gode oplevelser. Det behøver ikke være sådan, at noget er finere end andet.  Det behøver heller ikke være sådan, at man skal passe ned i en bestemt boks. Og vi behøver ikke mistænkeliggøre hinanden,” lød det fra Mette Frederiksen.

LÆS OGSÅ: Mette Frederiksen: Elevløn skal lokke flere til at læse til sosu, og arbejdsgiverne skal betale regningen

Man kan indvende, at der er et betydeligt hykleri på spil: Få har brugt symbolske markører som makrelmadden eller splittende opør med en "kulturelite" så effektivt som Socialdemokratiet. Men dette nye, liberale verdensbillede, i ordets bedste betydning, er et velgørende kursskifte.

Det i stigende grad ufrivilligt komiske forsøg på at forklare sig ud af mink-sagen, der for længst er blevet tabt på gulvet, var heldigvis stort set væk. Den lidt fornærmede tone over at blive misforstået og utaknemmeligt behandlet var dysset ned.

Dupont og Dupond blev født

I stedet var det en munter og optimistisk grundtone, som statsministeren lagde for dagen.

Mette Frederiksen har i sine taler ofte en tendens til at dundre løs på dystre dommedagstrommer - mest åbenbart i hendes første åbningstale til Folketinget, hvor vanvidsbilister, jordbærtyve og sammenbrudte fællesskaber lå og lurede i hver eneste sætning.

Men lederskab er også at vise en optimistisk vej frem, og den opgave tog Mette Frederiksen på sig, da hun tegnede et grundlæggende valg for ledelsen af Danmark:

“Står vi sammen? Insisterer vi på at enhver krise - uanset hvad den handler om - løses solidarisk? Med optimisme og fremtidstro? Holder vi fast i vores værdier? Eller: Giver vi op?”

Sigtet var naturligvis rettet mod oppositionens ledere Søren Pape Poulsen (K) og Jakob Ellemann-Jensen (V) - Dupont og Dupond - som Mette Frederiksen kaldte dem: et fint billede der sikkert vil bide sig fast, og som man skal være meget humorforladt for at kalde mudderkastning.

Forbud mod at snakke Støjberg

For det er naturligvis helt legitimt at trække forskellene op mellem de seneste tre år og den kongeblå kurs, der er udstukket i det konservative program - ikke mindst på velfærdsområdet.

Det er afgørende for Mette Frederiksens chancer for at fortsætte som statsminister, at de fleste offentligt ansatte forstår, at der lægges op til milliardbesparelser, samtidigt med at også borgelige borgmestre kæmper for at få de kommunale budgetter til at hænge sammen.

Det gælder også klimaet, hvor Frederiksen beskyldte VK for at være i lommen på Nye Borgerlige og Liberal Alliance - den mest markante klimaskeptiker, Inger Støjberg, var der på forhånd forbud mod at tale om.

“Står det til os. Så skal vi ikke træde et skridt tilbage. Vi skal træde ti skridt frem! Det gælder også landbruget,” fremhævede Mette Frederiksen. 

Hun ville dog have langt bedre muligheder for at genåbne konflikten om klimaet, der gav hende magten ved seneste valg, hvis hun blev lidt mere konkret i opgøret med landbruget.

Risikoen er socialdemokratisk selvretfærdighed

De mange journalister, der klikkede med kuglepennen over en tom blok under talen, fik ikke klassiske nyheder med fra den. 

Men hvis man så ordentligt efter, fik vi en vellykket premiere på en ny samlende figur, der vil sætte ledelse og fremskridt over for oppositionens famlende figurer og deres eksperimenter med velfærden og tilbageskridt i klimakampen.

Hvis det bliver den arena, som næste valg skal udkæmpes i, så vinder Mette Frederiksen. Hendes linje er langt tættere på danskernes end den borgerlige bloks. Tilliden til hendes ledelse er større end til både Pape og Ellemanns.

Den største risiko for Mette Frederiksen er, at hun lader sig lokke væk fra klima, velfærd og Arne, som de bærende budskaber, og at socialdemokraterne lader selvretfærdighed, smålighed og tilbageskuende nostalgi overskygge det klare bud på en samlet ledelse af landet, som Mette Frederiksen udlagde i weekenden.