Madsen:
All talk and no money - erhvervsuddannelserne bliver snydt igen

Madsen_
Foto: Eno Krogh/A4 Medier
26. sep. 2022 13.55
Regeringens store 'Danmark kan mere III'-plan er et tåbeligt svigt af de gyldne løfter til erhvervsuddannelserne. Men ingen opdager det, når pressen kun diskuterer valgfnidder og universitetsuddannelser.

All talk and no money. Det amerikanske udtryk ligner en uhyre præcis beskrivelse af politikernes forhold til erhvervsuddannelserne.

Snakket, det bliver der, gennem endeløse konferencer og hyldemeter af rapporter: Ih, det er vigtigt, og vi mangler hundredetusind faglærte i fremtiden, vi skal gøre op med uddannelsessnobberi, og den grønne omstilling skabes af dem, der bygger vindmøllerne og bla, bla, bla.

Som sædvanlig, fristes man til at sige, er der ingen, der rigtig opdager det, når erhvervsuddannelserne bliver taget ved næsen
Kristian Madsen, chefredaktør for A4 Medier

Men når så regeringen kaster sit store uddannelsesudspil 'Danmark kan mere III' på banen op til valgkampen, så er løfterne til erhvervsuddannelserne stort set glemt. 

Forudsigeligt nok er forslaget om at skære et år væk fra en række kandidatuddannelser på universiteterne løbet med det meste af opmærksomheden. Konflikten med fakulteter og dekaner virker næsten som et selvstændigt formål for både regering og opposition frem mod valget, helt i tråd med tidens Støjbergske opgør med de københavnske saloner.

Slukøret reaktion hos Dansk Metal

Store dele af provenuet fra den besparelse føres tilbage til universiteterne. Nogle andre millioner øremærkes til velfærdsuddannelserne: sygeplejerske, pædagog og så videre.

Men erhvervsskolerne må nøjes med at håbe på at kunne få del i en lille uddannelsespulje i konkurrence med blandt andet folkeskolen. Det er en helt forkert prioritering.

Samtidigt kommer de første penge tilsyneladende først rullende, når universitetsbespalrelserne rammer - i 2030! Hvis der overhovedet kommer flere penge til erhvervsuddannelserne, så vil det være børn, der i dag går i 2. eller 3. klasse, der får gavn af dem.

LÆS OGSÅ: Gitte Redder: Kære ministre - find nu penge til uddannelserne

Den manglende prioritering af erhvervsuddannelserne, har skabt både vrede og skuffelse i store dele af fagbevægelsens top, der havde sat næsen op efter store investeringer i deres hjertebarn efter flere års løfter fra regeringen.

Dansk Metal konstaterer i en slukøret pressemeddelelse, at regeringens plan vil betyde, at der vil mangle medarbejdere til den grønne omstilling. 

Men som sædvanlig, fristes man til at sige, er der ingen, der rigtig opdager det, når erhvervsuddannelserne bliver taget ved næsen.

Pressen kørte rundt i fiktivt valgdrama

På mandagens pressemøde i Spejlsalen var pressekorpset gået i fuld valgkamps-selvsving og kørte rundt i det fiktive socialdemokratisk-konservative skænderi om eventuelle fyringer i den offentlige sektor og 117. aftapning af regeringens afbureaukratiseringsplan.

LÆS OGSÅ: Undervisningsministeriet: Rigsrevisionens kritik af EUD-tilskud er misvisende

Kald mig kynisk, men jeg har fulgt politik længe nok til at have set så mange pressemøder om afbureaukratisering, væk-med-bøvlet-tiltag, kvalitetsreformer og så videre, at jeg ikke er videre optimistisk på projektets vegne.

Nej, den virkelige nyhed var den dårlige nyhed til erhvervsskolerne.

Men erhvervsskoler interesserer ikke for alvor nogen på Christiansborg - hverken på den ene eller anden side af pultene i Statsministeriet. Ramaskriget udebliver. Erhvervsskolerne bøjer nakken.