Madsen: Fikumdik må igen redde os fra EU-bureaukrati

DSC02681_redigeret_bg
Kristian Madsen, chefredaktør, A4 Medier. Foto: A4 Medier
Dette er en klumme. Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning.
Den danske model er danske virksomheders eneste redning fra det nye EU-dikterede krav om obligatorisk tidsregistrering, der træder i kraft 1. juli.

STEMPELURET BLIVER genindført på alle danske arbejdspladser fra 1. juli - i hvert fald i digital form.

Det er konsekvensen af en ny dansk lov, der er blevet til efter et krav fra EU-domstolen, og som vil koste danske virksomheder 1-2 milliarder kroner og et uoverskueligt bureaukratisk cirkus, som blandt andet Dansk Industri er oprørt over.

Forvirringen er på forhånd total rundt omkring både hos ledelse og lønmodtagere - vores guide til tidsregistrering er en af vores efterspurgte artikler.

Stolt tradition for fusk

Tilbage i 2019 afgjorde EU-domstolen i en sag mellem Deutsche Bank og en spansk fagforening, at alle medarbejdere skal tidsregistrere, så der er tilstrækkelig dokumentation for, om virksomheden overholder regler om hviletid og overarbejde.

Som dansker tager man sig til hovedet: Kunne I ikke bare have aftalt det? Er det virkelig nødvendigt, at vi nu skal trækkes med det her administrative kaos, fordi I ikke kan finde ud af at tale med hinanden stille og roligt?

Heldigvis har vi en lille hemmelig trumf i ærmet: den danske models stolte tradition for fikumdik og fusk, når det gælder implementering af EU’s regler og domsafsigelser.

Miseren om tidsregistrering er kun det seneste sammenstød mellem Danmark og Bruxelles. Der var slaget om mindsteløn, som Danmark nu har indbragt for EU-domstolen. De såkaldte Viking- og Laval-domme, som risikerede at underminere konfliktretten for fagbevægelsen. Udbudsdirektivet, som de borgerlige politikere frygter vil underminere aftaler. Og listen bliver stadig længere.

Religioner støder sammen

I arbejdsmarkedspolitikken lurer konflikten mellem den danske model og EU-systemet altid lige under overfladen. Det er næsten som to religiøse systemer, der støder sammen.

Den danske model tilsiger, at folketingsmedlemmer og domstole skal overlade det meste af reguleringen af løn- og arbejdsvilkår til parternes fælles forhandling. 

I EU bliver europæernes løn- og arbejdsvilkår i stigende grad et tema.

LÆS OGSÅ: Madsen: Lars Løkkes tredje alder

Begge dele giver mening på egne præmisser. Den danske model har fungeret upåklageligt siden 1899 og skabt langt større tryghed, værdighed og velstand for lønmodtagerne end i de systemer, hvor rettigheder kan gives og tages af skiftende politikere.

På den anden side er det nemt at forstå, at det stadigt mere integrerede indre marked også skaber behov for flere fælles regler på arbejdsmarkedet, og at progressive politikere og fagforeningsfolk i for eksempel Øst- eller Sydeuropa forsøger at bruge EU-juraen som løftestang for rettigheder til eksempelvis mindsteløn eller tryghed i ansættelsen, de aldrig ville kunne opnå på nationalt plan.

Danmark fik barselsspark bagi

Og sandt at sige er EU også engang imellem med til at give beslutningstagerne i den danske model et tiltrængt spark bag i - for eksempel når det gælder orlovsdirektivets krav om en mere ligelig fordeling af barselsorlov mellem mor og far, som Danmark ikke selv kunne finde ud af at tage fat på.

Resultatet af denne religionskonflikt er, at Danmark ofte kommer til at virke som den sure og bedrevidende søster i EU-kredsen, der bremser forbedringer for andre for at beskytte os selv. 

Men når det så går galt, og det lykkes de andre at gennemføre det ene eller andet, så har vi en stolt fælles tradition for at fuske os rundt om nye EU-regler på arbejdsmarkedsområdet. 

Institutionaliseret fikumdik

Det skal ikke forstås sådan, at vi snyder. Mere sådan at vi gennem forskellige krumspring og kreativ tænkning sikrer, at den stadig større indflydelse fra EU’s lovgivning og domstole ikke ødelægger den danske models tradition for, at lovgiverne blander sig mindst muligt. 

Vi har endda institutionaliseret fikumdikken i en forsamling med det meget folkelige navn Implementeringsudvalget.

LÆS OGSÅ: Madsen: Nu er det Elisas tur

Når EU vedtager et eller andet direktiv på arbejdsmarkedsområdet, så foregår det meget groft sagt sådan her: lønmodtagere og arbejdsgivere i henholdsvis FH og DA laver et fælles forslag til Implementeringsudvalget om, hvordan det kan gennemføres i overenskomsterne, der regulerer størstedelen af reglerne på det danske arbejdsmarked. Så laver regeringen uanset partifarve en supplerende lov, der vedtager det arbejdsmarkedets parter har talt sig frem til.

Det gælder også i forhold til tidsregistrering, hvor Dansk Arbejdsgiverorganisation (DA), Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH) og Akademikerne i fællesskab har lavet kernen i den nye lovgivning. Det har på en lang række områder gjort de nye regler mindre irriterende, end de kunne have været. For eksempel er det ikke et krav i den danske udgave af loven, at arbejdsgiverne skal registrere, hvornår på dagen arbejdet har fundet sted. 

FH og Akademikere tilfredse

Både FH og Akademikerne er glade for de nye regler, der jo isoleret set er en ekstra beskyttelse af lønmodtagerne.

Men det er en risikabel kurs at brede noget, der i bedste fald er væsentligt for at beskytte en mindre gruppe, ud til alle. Rigtig mange medlemmer vil få en opfattelse af, at fagbevægelsen nu har pålagt dem en irriterende forpligtelse som håndlangere for EU’s bureaukrati.

Fagbevægelsen bør forfølge de krav, deres medlemmer stiller - ikke dem, der er nødvendige i den spanske finanssektor.

 FH’s næstformand Flemming Grønsund åbner klogt en dør på klem.

“Jeg antager, at virksomhederne tager udgangspunkt i den sunde tillidskultur, der generelt er på arbejdsmarkedet i Danmark, og finder en fornuftig og brugbar løsning på tidsregistreringen sammen med deres medarbejdere for eksempel via samarbejdsudvalget”, siger Flemming Grønsund.

Det lyder som en klog invitation til lidt god, dansk fikumdik.

GDPR