Madsen: Porten til Corydon-Riget er begyndt at åbne sig på ny

Netop nu sker der i Finansministeriet det samme, som der sker for Rigshospitalet i Lars von Triers tv-serie Riget: Porten til fortidens fortrængte forestillinger åbner sig på klem, og de glemte gespenster vrimler ud i virkeligheden.

“Måske er det blevet for meget med hovmodet”, lyder det i Riget. “Små tegn på træthed er ved at vise sig i de ellers så solide og moderne bygninger. Ingen levende ved det endnu, men porten til Riget er begyndt at åbne sig på ny.”

Mens spøgelser og spiritisme begynder at hjemsøge Riget, er det ånden fra Bjarne Corydons socialdemokratisme, der er begyndt at banke på kistelåget i sin ensomme grav.

Forhandlingerne om kapitel 1 i reformpakken “Danmark kan mere”, har fået gamle spøgelser til at rasle med lænkerne igen på stengangen, for at demonstrere forfædrenes glemte visdom for Mette Frederiksens regering: Socialdemokratiet kan kun regere landet med opbakning fra midten.

Rød blok kan ikke samles om en aftale

Problemet er, at Nicolai Wammen mangler et flertal bag regeringens udspil til reformpakken, der bl.a. inkluderer lavere dagpengesats for dimittender, højere aktiebeskatning, investeringer i uddannelse.

En aftale mellem de røde partier ligner på forhånd en umulighed af to årsager: 

Dels er Det Radikale Venstre groft sagt på samme linje som blå blok, når det gælder arbejdsudbudsreformer: Ind med flere udlændinge og ned med skatten.

Dels er Enhedslisten imod hele logikken bag reformpolitikken og kan trods sin nylige pragmatiske omstilling fortsat ikke lægge ryg til aftaler, der bærer arbejdsudbudsreformer. Ligesom de ikke kunne bære en skattereform igennem i 2012. 

Dansk Folkeparti har kunnet bruges som substitut for de radikale i små forlig, men er efter vælgerlussingen i 2019 blevet forståeligt skeptiske ved at fuldbyrde utroskaben fra blå blok i større aftaler med regeringen og de røde. Så kommer Vermund med krabasken!

Definerer sig som Corydons modsætning

Den mest åbenlyse model er en aftale hen over midten. Men oppositionen - med Venstres drevne chefstrateg Troels Lund Poulsen i spidsen - tager sig dyrt betalt. Et forlig med oppositionen skal formentlig både indeholde skattelettelser og en sænkning af den kontroversielle beløbsordning.

Den slags reform-aftaler lavede Thorning-regeringen en hel del af med daværende finansminister Bjarne Corydon (S) som chefforhandler.

Men Mette Frederiksen har i høj grad defineret sit projekt i modsætning til sin forgænger og i særdeleshed til Corydon, der i dag nærmest er persona non grata i S. På kongressen inden sidste folketingsvalg fik Thorning-årenes reformpolitik disse ord med på vejen:

”Der er nogen, der igennem årene havde svært ved at genkende os. Lettelser af selskabsskatten. Dagpenge. Det satte vi os for at rette op på”, sagde Frederiksen.  "Er vi blevet mere klassiske socialdemokrater, når det kommer til fordelingspolitik? Svaret er ja".

Hellere dø end Radikale i regering

Men mandaternes knusende logik har åbnet døren til Corydons reformpolitik, fordi de to alternativer er endnu værre.

Mette Frederiksen kan ikke tåle at lægge “Danmark kan mere I” i graven. Dels er regeringen selvsikkert allerede igang med at skrive på de næste kapitler, og dels er der ikke rigtig andet. En af ulemperne ved den stærke styring af ministeriernes dagsorden, som Mette Frederiksen håndhæver, er at alle har blikket rettet samme sted hen. Hvis “Danmark kan mere” bliver en fuser, er det et eklatant nederlag for statsministeren personligt, og der er ikke rigtigt andet at skyde med. I praksis vil det i så fald være mest realistisk med et valg med reformprogrammet som grundlag.

Den anden løsning er endnu mere uspiselig for Mette Frederiksen: At invitere De Radikale med ind i regeringen. Det var sådan Lars Løkke Rasmussen løste sin etparti-regerings politiske dødvande, da han trak De Konservative og Liberal Alliance ind i sin regering, så de ultimative positioner blev opløst.

Men Løkkes manøvre blev ikke ligefrem en succeshistorie på længere sigt, og i den socialdemokratiske analyse vil en regering med de radikale skabe endnu større problemer end det løser, ved at underminere troværdigheden i udlændingepolitikken og strø en skefuld stærkt forstyrrende elitær kaviar ud over de klasserene makrelmadder.

Det virker, som om Mette Frederiksen hellere vil dø en naturlig død end at sidde i regering med De Radikale igen.

Kan Enhedslisten leve med topskatter?

Den mindst dårlige løsning ligner at omfavne et forlig henover midten og finde tilbage til den socialdemokratiske reformlogik, der er den eneste måde, partiet har kunnet træffe vanskelige beslutninger i de sidste 30 år.

Men spørgsmålet er, om Mette Frederiksen kan foretage den omstilling med nogen form for troværdighed, når hun så intenst har defineret sig som dets modsætning? Og kan Enhedslisten blive presset til at udløse et folketingsvalg gennem et mistillidsvotum, hvis S-regeringen vedtager f.eks. topskattelettelser med de blå partier, eller må Mai Villadsen som Johanne Schmidt-Nielsen i 2012 nøjes med at råbe, at S 'pisser på vælgerne'?

Det er den slags spørgsmål, der strømmer ud, når først porten til Corydons Rige står åben, og Mette Frederiksen må, ligesom Lars von Trier i  Riget, “tage det gode, med det onde”.