“Bombardér hovedkvarteret”, lød et maoistisk slogan i kulturrevolutionens Kina: Der må renses ud i egne rækker blandt dem, der ikke har taget den store leders ord til sig.
Mette Frederiksen (S) har med sit angreb på RUC’s store optag af studerende fra Bangladesh ikke alene fået fyret bestyrelsesformanden på den selvejende institution og nedlagt en uddannelse, der mest virkede som en pengemaskine for RUC.
Hun har indledt sin helt egen kulturrevolution; en powerparlamentarisk nyskabelse i dansk politik: Statsministeren har iværksat en ministerstorm på sin egen minister. Opfordringen til oppositionen er klar: Bombardér Uddannelsesministeriet med kritik.
Det er endnu uklart, om Christina Egelund (M) overlever den ministerstorm, der nu brygger i horisonten - det afhænger, som Politiken skriver i en analyse, af hvad hun vidste hvornår. Men det er 100 procent sikkert, at det er statsministeren, hun kan takke for de mange timer, hun i de kommende dage kommer til at tilbringe i svedende samråd og mediernes trykkoger.
LÆS OGSÅ: Madsen: Smølfeparty i provinsen uden Gammelsmølf
Allerede i det første interview om sagen parkerede Mette Frederiksen entydigt problemet hos sin minister, da Politiken spurgte, om regeringen ikke skulle have reageret noget tidligere.
"Det ved jeg ikke, om man har kunnet. Det må du spørge den ansvarlige minister om. Regeringen skal selvfølgelig reagere, når der er problemer. Det har vi tænkt os at gøre," sagde Mette Frederiksen.
Spørg den ansvarlige minister. Statsministeren har uden tvivl allerede selv spurgt, men ikke været tilfreds med svaret. Var hun socialdemokrat, var hun blevet banket på plads, men som medlem af moderaterne er Christina Egelund beskyttet af Lars Løkke Rasmussens (M) rygmærke.
Mette Frederiksen kan ikke fyre sin minister, men hun kan smide Egelund så dybt i fedtefadet, at hun muligvis aldrig kommer op igen, og det er det, vi ser udspille sig for åbent tæppe. Mette Frederiksen har tidligere konstateret, at det er en "mærkelig regering", og sagen åbner for endnu en parlamentarisk nyskabelse: en ministerstorm med statsministerens stiltiende velsignelse.
Et indigneret greb i perlekæden
Det bliver ikke bedre for Egelund, at Mette Frederiksen har fuldkommen ret i den bredside, hun affyrede mod RUC på weekendens socialdemokratiske årsmøde: Det er helt intuitivt knald i låget, at hver sjette nyoptagne kandidatstuderende på RUC er fra Bangladesh.
Endnu mere håbløst er det, at RUC’s ledelse første reaktion på opsangen var et indigneret greb i perlekæden, som om det var samfundet og statsministeren, der skyldte DEM en forklaring.
"Vi har på ingen måde ført vores egen udlændingepolitik. Det kan jeg simpelthen ikke få øje på, og jeg vil gerne se dokumentation for det," lød det fra rektor Hanne Leth i Politiken.
Heldigvis kom der skred i tingene. Bestyrelsesformand Carsten Toft Boesen er trådt tilbage, og rektor erklærer, at man nu vil nedlægge den business administration and leadership-uddannelse, der har været en magnet for de mange studerende.
“Beslutningen om at lukke uddannelsen er truffet efter dialog med styrelsen og er et led i at skabe ro og bidrage konstruktivt til løsningen af et problem, hele sektoren står med. Det er et meget drastisk værktøj, som vi nu tager i brug, men vi kan se, at det er nødvendigt," siger Hanne Leth Andersen nu i en pressemeddelelse.
Hvorfor i alverden har den ansvarlige minister eller de ansvarlige ledelser på uddannelsesinstitutionerne ikke stoppet det?
Ikke overvintrede marxister
Selvfølgelig skal udenlandske studerende have lov at gå på danske universiteter. Det er både berigende for studiemiljøet og en god forretning på længere sigt for Danmark i den globale kamp om kloge hoveder.
Problemet er, at RUC’s fikumdik - og tilsvarende programmer på andre højere læreanstalter - intet har at gøre med ønske om at skabe et interntationalt studiemiljø eller for den sags skyld med at åbne porten til viden i solidaritet med unge i tredjeverdenslande.
Det handler for universiteterne ikke engang om udlændingepolitik. Man kunne næsten respektere hele manøvren, hvis det udsprang af et humanistisk oprør af en slags. Men det handler om noget helt andet: cool cash.
Udspringet til problemerne er ikke, at der sidder nogle overvintrede universitetsmarxister fører deres egen udlændingepolitik, men at vores uddannelsesinstitutioner over de seneste 25 år er blevet klædt ud som små virksomheder med direktører, professionelle bestyrelser og taxameterstyring. Dermed risikerer at miste forbindelsen til deres hovedformål: at uddanne danske unge og producere viden til vores samfund.
De - og det gælder ikke bare RUC - har gjort sig afhængige af de udenlandske selvbetalere - unge, der betaler fuld pris for deres studier - for at få budgetterne til at løbe rundt. Derfor har man fundet en smart vej til at øge omsætningen. For smart.
Når man kan sidde år efter år i ledelsen af et dansk universitet og optage et hav af studerende, der mest kommer for at skaffe sig selv og deres familie adgang til arbejdsmarkedet, og ikke reagerer, før statsministeren slår så hårdt i bordet, at hun risikerer at vælte sin egen minister, har man mistet fokus på kerneopgaven.
