Madsen: Stærke, faglige kvinder er ved at vinde en umulig kamp

DSC02681_redigeret_bg
For to år siden stod sygeplejerskerne i en udsigtsløs strejke for løn. Efter Lønstrukturkomitéens rapport er et ekstraordinært lønløft ved at blive en realitet. Det er mere vildt, end de fleste helt har forstået.

Helt ærligt: Jeg anså det for mission impossible.

At løfte lønnen i den offentlige sektor ud over den normale ramme med ekstra skattekroner. Det er på kant med den danske model, det er sindssygt dyrt, og fagforbundene kommer allesammen op at slås. Eller sagt på en anden måde: Ingen bliver rigtig glade. 

Men efter tirsdagens præsentation af Lønstrukturkomitéens rapport tyder alt på, at et stort permanent lønløft bliver virkelighed. Det løser ikke alle uligelønsproblemer, men bare det, at vi er nået hertil, er en massiv og usandsynlig sejr, båret frem af især en lang række kvinder i fagbevægelsens top.

Man er nødt til at lette på hatten over for det arbejde, der så effektivt har fået sat lønnen på dagsordenen. Først ved at koble rekrutteringskrisen og løn helt tæt og få nedsat en lønstrukturkomite. Siden ved at tvinge temaet helt ind i valgkampen, så Mette Frederiksen (S) måtte love en statslig lønpuje, der var stærkt medvirkende til hendes sejr, og som i modsætning til mange andre løfter overlevede regeringsdannelsen. 

Uforståelig for almindelige mennesker

Og i de seneste måneder er fagforbundene ikke faret i flæsket på hinanden. Vist hypper alle deres egne kartofler uden for citat og fremhæver de forhold i rapporten, der taler for at netop deres medlemmer er en helt særlig gruppe. Men den totale krig, som mange med rimelighed frygtede, er udeblevet.

Der sket noget med stemningen internt i fagbevægelsen på det her område. Den er blevet bedre. Måske, fristes man til at spekulere over, fordi der har siddet kvinder på de centrale poster i det meste af forløbet. 

Selve rapporten fra Lønstrukturkomitéen er ikke rigtig noget at skrive hjem om. Det er i det store hele kendt stof, og iøvrigt stort set uforståelig for almindelige mennesker. Måske er det en del af strategien at kommunikere tilpas uforståeligt til, at ingen bliver sure. I så fald er det virkelig en succes. 

Groft sagt viser rapporten, at sygeplejerskernes lønefterslæb forsvinder, hvis man regner alle tillæg med, som A4 Ligestilling kunne afsløre med dele af komitéens rapport allerede sidste år. Vi har, viser rapporten endvidere, et kønsopdelt arbejdsmarked, hvor kvindefag aflønnes ringere. Det er i store træk det samme som den forrige lønkommission viste i 2010, og den kom der ingenting ud af. Men denne gang ser det ud til at blive anderledes.

Mona Striib i nøglerolle

Det er især interessant, at FOA’s formand, Mona Striib, har taget rollen som det centrale omdrejningspunkt for lønmodtagerne i den offentlige sektor.

Mens både DSR’s Grete Christensen og BUPL’s Elisa Rimpler er presset af langt mere oprørske og lønhungrende baglande, er Striib ikke på samme måde i overhængende fare for at blive stemt ned af medlemmerne.

Det giver hende en uhyre stærk platform at stå på, som både den formelle og reelle leder af OK24, men det indebærer også, at det er hende ansvar at sikre et resultat, som også andre end sosu’erne kan se sig selv i.

Pressemødet tirsdag virker, som om hun har taget den rolle på sig.

Metal-formand Claus Jensen, der sammen med DI, i stærke vendinger angreb Mette Frederiksen for at foreslå en lønpulje til de offentligt ansatte, har foreløbigt også holdt tand for tunge, selv om han var medlem af kommissionen.

Der synes, ifølge flere kilder i FH-systemet, at være opstået en slags symbiose mellem Claus Jensen og Mona Striib i de seneste måneder: Du passer det offentlige, så tager jeg mig af alt det private. Det kan godt give en ny FH-formand hovedpine på længere sigt, men i denne sammenhæng kan respekten for arbejdsdelingen være vigtig.

Lyt nøje til Halsboe-Jørgensen

En anden kilde til optimisme er Ane Halsboe-Jørgensens (S) reaktion, der peger frem mod trepartsforhandlingen i efteråret om den offentlige sektor. Beskæftigelsesministeren har af Finansministeriet fået lov til at smide en pose penge, der på magisk vis er blevet til næsten syv milliarder kroner, på bordet til de trepartsforhandlinger.

Men man bemærker, hvordan beskæftigelsesministeren, der sendte en embedsmand til tirsdagens pressemøde, nægter at tage det fjerneste ejerskab til rapporten, som hun understreger var noget, som arbejdsmarkedets parter selv har fundet på:

“Jeg håber, at Lønstrukturkomitéens konklusioner giver arbejdsmarkedets parter et solidt fælles fundament at stå på. Det gælder både for de kommende overenskomstforhandlinger, der starter op i løbet af efteråret, og når de fremover drøfter spørgsmål om udviklingen af lønstrukturerne i den offentlige sektor,” siger Halsboe-Jørgensen.

Beskæftigelsesministeren har ikke tænkt sig at være bundet af rapportens grafer. Selvfølgelig ikke. Det ville betyde, at man skulle sende de fleste lønkroner til rengøringsassistenter og pædagogmedhjælpere i stedet for sygeplejersker og pædagoger, som velfærden desperat mangler.

Interessefællesskab mellem DSR og SVM

Regeringen er, hvis vi nu skal være meget direkte, fløjtende ligeglade med kønsaspektet og alle rapportens overvejelser i den retning. Treparten handler om rekruttering, understreger Halsboe-Jørgensen.

Det skaber en særlig incitamentstruktur ved forhandlingsbordet, hvor både regeringen og de offentlige arbejdsgivere i meget høj grad har fælles interesser med Grete Christensen og DSR.

Så selv om tallene i Lønstrukturkomitéens rapport ikke er i sygeplejerskernes favør, så er den politiske dynamik det. Og det er i sidste ende langt vigtigere.

Det ufortalte interessefællesskab mellem regeringen og sygeplejerskerne vil især lægge pres på både BUPL og Socialpædagogerne. For godt nok er der massive rekrutteringsproblemer på pædagogernes arbejdsområder, men det har ikke samme politiske vægt, som regeringens nedprioritering af pædagoguddannelsen tydeligt viser.

I regeringens politiske optik er der en klar politisk dikteret rangordning i rekrutteringskrisen: Pædagoger er nice to have, sygeplejersker er need to have. Pædagogmangel er irriterende, sygeplejeskemangel er katastrofalt. En BUPL-strejke vil være en masse anstrengende lukkedage i rap, en sygeplejerskestrejke oven på corona-problemerne vil være en dødsdom for regeringen.

Ja, der er mange problemer forude. Men bare det, at vi er nået hertil, er en vildt bemærkelsesværdig politisk præstatation.

For to år siden strejkede sygeplejerskerne for mere løn, stort set uden at nogen bemærkede det. Nu er et stort lønløft uden for rammen på nippet til at blive en realitet.