
Med kun seks år til folkepensionen skal ældre ledige kunne undtages for ressourceforløb. Det foreslår Peter Hummelgaard (S) i et oplæg til politisk forhandling, som NB-Beskæftigelse har fået adgang til.
I stedet lægger ministeren op til, at de ældste ledige, der har svære sociale eller helbredsproblemer, skal kunne visiteres til førtidspension eller fleksjob uden den ofte langvarige afklaring i et ressourceforløb.
LÆS OGSÅ: Mikkeller-ejer om ny corona-mavepuster: 'Et hårdt slag i ansigtet'
Beskæftigelsesministeren skriver i forslaget, blandt andet:
'Borgere, der ikke vil have gavn af en langsigtet indsats, skal ikke tvinges i ressourceforløb.'
Det begrundes med, at borgere med under seks år til pensionsalderen ofte har et kortere arbejdsmarkedsperspektiv. Derfor skal de ikke i ressourceforløb, med 'mindre de selv ønsker det.'
Peter Hummelgaard bemærker i forslaget, at aldersgrænsen med de seks år til folkepension er den samme grænse, der er for at søge seniorpension. Folkepensionsalderen steg 1. juli til 66 år.
I juni måned var 651 ledige over 60 år i ressourceforløb i kommunerne. 19 af dem var over 65 år. Samlet udgjorde de plus 60-årige knap tre procent af alle på ressourceydelse.
Beskæftigelsesministeren foreslår derudover en 'indsatsgaranti', så den ledige får første aktiveringstilbud inden et halvt år i ressourceforløbet. Borgeren skal have ret til at få en ekstern lægelig vurdering af, om aktiveringen passer til den lediges helbredsmæssige situation.