Overblik: Det mener arbejdsmarkedets parter om udflytningsaftale

20200910-134441-L-1920x1277ma
Et bredt politisk flertal har indgået en aftale om at flytte en række videregående uddannelser ud af landets større byer. (Arkivfoto) Foto: Tim Kildeborg Jensen/Ritzau Scanpix
Aftalen om udflytning af uddannelser er blevet bedre, men parter fra arbejdsmarkedet har stadig bekymringer.

Tirsdag indgik et bredt politisk flertal en aftale om, at en række videregående uddannelser skal flyttes ud af landets større byer.

Oprindeligt lød planen, at ti procent af uddannelsespladserne skulle forsvinde i de fire største byer. Det tal er siden nedjusteret til 6,4 procent.

Her er et udpluk med reaktioner fra parter inden for uddannelsesområdet og arbejdsmarkedet:

* Formand for Ingeniørforeningen (IDA) Thomas Damkjær Petersen:

- På den ene side er det en lettelse, at flere vitale uddannelsesretninger i denne omgang går fri. På den anden side er det lidt som at spille uafgjort.

- På STEM-området (betegnelse for uddannelser inden for naturvidenskab, teknologi, ingeniørvidenskab og matematik, red.), hvor erhvervslivet skriger på arbejdskraft, bør det politiske fokus fremadrettet være på at øge optaget på eksempelvis ingeniør- og it-uddannelserne.

* Uddannelses- og forskningspolitisk chef ved Dansk Erhverv Mads Eriksen Storm:

- Vi har været meget nervøse for lukning af uddannelser på områder med mangel på arbejdskraft. Men i implementeringen er der taget flere hensyn, som alt i alt trækker i den rigtige retning.

- Vi er bekymrede for, om uddannelser får tilstrækkelige muligheder for at udbyde nye pladser på områder med mangel på arbejdskraft.

* Formand for Tandlægeforeningen Susanne Kleist:

- Vi er utroligt glade for, at der er blevet lyttet til os. Danmark har brug for flere tandlæger, og vi har allerede to stærke fagmiljøer i København og Aarhus. De vil både hurtigere og billigere kunne bidrage til at løse den akutte samfundsudfordring.

* Formand for Djøf Studerende Rasmus Pilegaard Petersen:

- Djøf har været kritiske over for aftalen om at skære i antallet af studiepladser i de store byer. Vi er alvorligt bange for, at aftalen vil medføre, at færre unge får de uddannelser, som erhvervslivet efterspørger.

* Forperson i Danske Studerendes Fællesråd Julie Lindmann:

- Nu har regeringen indgået en aftale, som kun er halvt så dårlig som det oprindelige udspil. Men regeringen savner blik for, at det er et langt, sejt - og dyrt - træk at oprette uddannelsesmiljøer, som tiltrækker de unge.

- Det vigtigste er, at vi får gode uddannelser med stærke faglige og sociale miljøer.

* Direktør for politik og kommunikation i IT-Branchen Mette Lundberg:

- Det er glædeligt, at IT-Universitetet er blevet undtaget og dermed ikke er tvunget til at reducere antallet af uddannelsespladser.

- At aftalen lægger begrænsninger på nye it-uddannelsespladser i byerne er et stort problem. Der er en stor koncentration af it-arbejdspladser i og omkring byerne. Det giver naturligvis en stor efterspørgsel der, som vi kun venter bliver endnu større.

* Formand for fagforeningen DM Camilla Gregersen:

- Jeg er fortsat bekymret for de uddannelser, der skal nedskalere og lukke. Derfor hæfter jeg mig ved, at der i aftaleteksten står, at der skal gøres status i 2025.

- Den (evalueringen, red.) skal omfatte både erhvervsakademier, professionshøjskoler og universiteter, og om det lykkes at tiltrække studerende til de nye uddannelsessteder samt konsekvenserne for de faglige miljøer de steder, hvor optaget er reduceret.

Kilder: Skriftlige udtalelser fra organisationernes presseafdelinger.

/ritzau/

GDPR