Pædagog: Robusthed hjælper ikke på min dårlige samvittighed

ROBUSTHED ER hyppigt nævnt, i blandt andet jobannoncer, som en positiv og nødvendig egenskab at besidde.

Men jeg betragter den i højere grad som et tegn på, at vores arbejdsvilkår, som pædagoger, er blevet så urimelige, at man skal kunne tilsidesætte egne grænser for fysisk og psykisk pres, samt moralske skrupler, etik og følelsesmæssig påvirkning af disse.

LÆS OGSÅ: HK Privat-formand inden OK-forhandlinger: Folk vil selv bestemme over deres arbejdsliv

At man er robust nok til at holde tempoet oppe, være omstillingsparat og fleksibel i sådan en grad, at man mister den faglige mening med alt, hvad man foretager sig, men alligevel står op og går på arbejde.

For at være robust pædagog idag skal du kunne se igennem fingre med børns behov, som ikke bliver opfyldt.

JEG HAR MANGE GANGE gået hjem fra arbejde med dårlig samvittighed og kvalme, fordi jeg igen oplevede, at børn havde brug for min hjælp, men jeg havde ikke tid til at hjælpe dem. Men sådan er man ikke robust, og sådan holder man ikke længe i faget. Flere og flere pædagoger går ned med stress, eller forlader faget, fordi deres krop og sind siger fra overfor fysisk, psykisk, moralsk og etisk stress. Det er, i mine øjne, ikke en sygdom, men et sundhedstegn.

Det samme gør sig indimellem gældende i forhold til børnene. Fatima gemmer sig i garderoben, når der er fuldt hus på blå stue og vil ikke lege. Andreas sparker til alle de andres legetøj, mens de leger, Karim vil ikke spise i børnehaven og Anna har ondt i maven hele dagen. Disse børn kan nemt blive betragtet som børn med udfordringer, som skal hjælpes, så de kan indgå i det store fællesskab. Børn skal hjælpes til at blive robuste. Men vi kan også betragte dem som sunde børn med et fornuftigt nervesystem og følelsesliv, som simpelthen siger fra overfor en urimelig hverdag, hvor de er mast sammen med mange børn på for lidt plads, samt manglende tilgængelig voksenstøtte og omsorg. Jeg har ofte oplevet disse børn trives og smide de såkaldte udfordringer lige så snart, at stuen rummede færre børn i ferietid og flere tilgængelige voksne.

HVIS VI KIGGER PÅ definitionen af robusthed, er det beskrevet som både ‘hærdet’, ‘ufølsom’ og ‘hårdfør’.

Robusthed er evnen til at overkomme modgang og komme sig bagefter. Det forventes bare, at pædagoger og børn kan blive ved med at være i modgang i form af dårlige normeringer, besparelser og trængte institutioner. Nogle beskriver robusthed som en slags airbag, som skal folde sig ud i nødsituationer, men når airbaggen skal være fremme det meste af tiden, er vi i alarmberedskab for længe. Alarmberedskab må ikke forveksles med livsduelighed.

LÆS OGSÅ: Debattør: I dag er der kun job til de robuste

Hvornår får børn og pædagoger lov at pakke den airbag væk igen?

Jeg ønsker mig flere pædagoger, som sårbart og kritisk har mulighed for at sætte deres faglighed i spil og reflektere over praksis til gavn for børnene, fordi de har overskud, mulighed og viden til at overveje, hvordan de kan forbedre den faglige praksis. Og hvor de ikke må nøjes med at bruge kræfterne på praktisk organisering af hverdagen på grund af manglende hænder og dårlige vilkår.

Livsduelighed handler også om at kunne mærke egne grænser, følelser og behov og tage dem alvorligt. Hvordan skal vi lære børn i daginstitution dét under nuværende vilkår?

Det er vigtigt at kunne være robust, men vi kan ikke forvente robustheds-airbaggen fremme hele tiden.

Robusthed er noget, som man skal bruge i nødsituationer alle steder - ikke det meste af tiden i daginstitution.