Re­kord i an­tal­let af of­fent­ligt an­sat­te skaber bekymring: Vi risikerer, at virksomheder må sige nej til ordrer

20210329-141624-L-1920x1259we
Ifølge Danmarks Statistik var der således i maj måned 860.415 lønmodtagere i den offentlige sektor. Det er en stigning på godt 24.500 personer på to år. Særligt i sundhedsvæsenet er der som følge af coronakrisen ansat mange de seneste år. Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
9. aug. 2021 08.15
I maj var der 860.415 offentligt ansatte. Det er en stigning på godt 24.500 personer på to år. Det skader virksomhedernes mulighed for at skaffe arbejdskraft, lyder det fra cheføkonom.

Der er blevet budt velkommen til mange nye kolleger på det offentlige arbejdsmarked de seneste år. 

Ifølge Danmarks Statistik var der således i maj måned 860.415 lønmodtagere i den offentlige sektor. Det er en stigning på godt 24.500 personer på to år. Dermed overgår antallet af offentligt ansatte den tidligere rekord fra 2010, skriver Børsen

Men det var ikke meningen, at der skulle komme en så stor stigning i den offentlige sektor, påpeger cheføkonom i Danske Bank Las Olsen til avisen. 

LÆS OGSÅ: Huskøbere får intet at vide om asbest: - Man risikerer at videregive dødsfælder

I december 2019 regnede regeringen i Økonomisk Redegørelse med 5.000 flere offentligt ansatte i 2020 og et uændret antal i 2021.

En del af forklaringen er flere ansatte i sundhedsvæsenet på grund af corona, da det blandt andet har givet arbejde til mange podere. Men det forklarer ikke hele stigningen. Der har også været en stigning i ansatte i offentlig administration, forsvar og politi, viser tallene.

Men stigningen blandt offentligt ansatte har medvirket til et arbejdsmarked, hvor efterspørgslen efter hænder er meget høj.

- Vi ser et opsving i den private beskæftigelse – her er vi dog ikke på niveauet før coronakrisen – men det går stærkt. Og alle opsving slutter meget ofte, fordi der ikke er flere at ansætte. Og jo flere der arbejder i den offentlige sektor, jo færre er der til rådighed til at ansætte i den private sektor, siger Las Olsen til Børsen. 

LÆS OGSÅ: Den unge Bertel Haarder var stærkt skeptisk - nu omfavner han fagbevægelsen

Hos Dansk Arbejdsgiverforening er der stor bekymring over udviklingen

- Det offentlige suger medarbejdere ud af arbejdsmarkedet til grundlæggende skade for dansk økonomi. Vi risikerer, at virksomheder må sige nej til ordrer og flytter produktionen ud af landet, siger administrerende direktør i Dansk Arbejdsgiverforening (DA) Jacob Holbraad til Børsen.