Socialdemokratisk veteran langer i ny bog ud efter tendens i fagbevægelsen

20210826-131320-L-1920x1280we
Bjarne Laustsen (S) er det sidste medlem af Rustbankerne. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
28. nov. 2023 06.00
Bjarne Laustsen er det sidste originale medlem af den socialdemokratiske kaffeklub 'Rustbankerne' i Folketinget, og samtidig en del af en hårdt trængt race i Folketinget. I en ny portrætbog kritiserer han fagbevægelsen for at devaluere sig selv.

Da socialdemokraten Bjarne Laustsen i 1992 første gang trådte ind på Christiansborg som medlem af Folketinget, var han på mange måder arketypen på den politiker, som mange sukker efter i dag.

Som maskinarbejder var han både faglært og med praktisk erfaring fra det private erhvervsliv.

Den politiske skoling fik han ikke igennem et ungdomsparti, men med tillidshvervet på sit arbejde - først som lærlingerepræsentant i Dansk Metal Ungdom og siden som tillidsmand på arbejdspladsen i Hydrema.

I de samlet knap 30 år, Bjarne Laustsen har haft sin daglige gang på Christiansborg, er der blevet færre kolleger med samme politiske ophav. Han hører i stigende grad til en - omend ikke uddøende - så i hvert fald hårdt trængt race i Folketinget.

Derfor kan det også være værd at lytte en ekstra gang, når den erfarne politiker og formand for Folketingets Beskæftigelsesudvalg kommer med en kritik af fagbevægelsen. Og det er netop, hvad Bjarne Laustsen gør i en ny portrætbog, der er skrevet af partifællen Rasmus Prehn.

Bjarne Laustsen opfordrer heri på det kraftigste fagbevægelsen til at genfinde det politiske engagement og droppe tendensen til at gøre en dyd ud af sine partipolitiske uafhængighed.

"Vælger vi det politiske fra, er det det samme som at sige, at vi ikke gider indflydelse, og det vil efter min mening være både for dumt og for slapt," lyder det fra Bjarne Laustsen i bogen, som har fået titlen 'Den sidste rustbanker'.

A4 Medier har talt med hovedpersonen selv, som frygter, at han bliver den sidste af sin slags, hvis ikke både fagbevægelsen og Socialdemokratiet tager sig selv i nakken.

Den sidste rustbanker

Bogens titel refererer helt konkret til, at Bjarne Laustsen er det sidste originale folketingsmedlem af den forhenværende kaffeklub 'Rustbankerne', der stod centralt i Socialdemokratiets indre magtkampe fra begyndelsen af årtusindeskiftet og ti år frem.

Navnet henviser til den jobfunktion, der kendes fra værfter, hvor rustbankernes opgave var at banke gammelt rust af siderne på skibene og dermed holde dem flydende, og dermed er titlen i mere overført betydning også en reference til, at 'Rustbankerne' i de år var Socialdemokratiets moralske venstrefløjsstemme, der skulle minde partiet om sit ophav i arbejderbevægelsen med øje for den almindelige lønmodtager, mener Bjarne Laustsen.

"Og der kan du jo så lægge det i det, at der nok ikke kommer flere af min slags," siger han om bogens titel.

Alligevel er Bjarne Laustsen optimistisk. For nok er kaffeklubben formelt fortid, men ånden lever videre i ham og i hele Socialdemokratiets DNA, hvilket blandt andet kan ses med Arne-pensionen, forhøjede dagpenge under uddannelse og øget fradrag for det faglige kontingent, påpeger han.

Men hvis han ikke skal blive en blandt de sidste faglærte opdyrket i erhvervslivet kræver det en samlet indsats fra de gamle venner i arbejderbevægelsen, mener Bjarne Laustsen.

Tillidsmænd skal være politiske

For det første skal fagbevægelsen huske, at den har fundet sin styrke i at stå på to ben: et fagligt og et politisk.

Fagforbundene skal fortsat organisere medlemmer og rekruttere tillidsmænd på arbedspladserne. Fortællingen om, at de unge ikke vil det faglige arbejde, kalder Bjarne Laustsen for en myte.

Men disse skal også opfordres til at være mere politisk synlige, og fagbevægelsen skal ikke kun undervise i overenskomster og lønforhandlinger, men også i politisk aktivisme og deltagelse, mener Bjarne Laustsen.

Tillidsfolk skal undervises i at holde taler, skrive debatindlæg og opfordres til at stille op til bestyrelsesposter i foreninger. Det er samtidig Bjarne Laustsens svar på, hvordan vi får flere faglærte og ufaglærte til at stille op til Folketinget.

For at blive valgt kræver det nemlig også, at man er i stand til at formulere politik, og helt grundlæggende forstår det politiske håndværk. Og det håndværk skal både fagbevægelsen og Socialdemokratiet blive bedre til at give videre til de faglærte, så der ikke kommer en "hurtig ung kandidat, der både har lært alle trickene i de politiske ungdomsorganisationer og resten på universitetet", som Bjarne Laustsen formulerer det.

Forbund skal være politiske

For det andet skal det sidste ben genoptrænes.

I Bjarne Laustsens tid i Folketinget er samarbejdet mellem Socialdemokratiet og fagbevægelsen formelt blevet kappet over, mens det også i praksis er sygnet hen. Tydeligste eksempel på førstnævnte var, da det gamle LO stoppede den direkte partistøtte til Socialdemokratiet, og det sidste illustreres senest med slaget om store bededag.

Bjarne Laustsen mener, at der er en tendens til, at fagforbundene i stigende grad fremhæver sig selv som partipolitisk uafhængige af frygt for, at medlemmerne melder sig ud. Men det er netop medlemmerne, der i sidste ende betaler prisen, mener han.

“Det oplever jeg meget, at man gør i det nye FH, (...) der måske har følt sig hævet over det partipolitiske og gjort en dyd ud af ikke at blande sig med partier. Men det er for dumt og for ærgerligt at gå glip af den store indflydelse, der ligger i de politiske partier. (...) Det ender med, at almindelige lønmodtagere får ringere vilkår i det danske samfund. At holde sig væk fra politisk indflydelse er helt misforstået,” lyder det fra Bjarne Laustsen i 'Den sidste rustbanker'.

Bjarne Laustsen, når du gerne vil have fagbevægelsen til at bekende sig mere til de politiske partier igen, så mener du vel til Socialdemokratiet?

"Ja ja, selvfølgelig gør jeg det. Men derfor skal man da snakke med andre partier også. Og det ved jeg, at det har Dansk Metal altid gjort," siger Bjarne Laustsen og tilføjer:

"Der er jo kun Fødevareforbundet NNF, Dansk Metal og 3F, som klart markerer, at de har en socialdemokratisk baggrund. Alle de andre gør et stort nummer ud af at fortælle, at de er upolitiske. For mig at se så devaluerer man sig selv ved det."