SAS i overenskomststrid med ansatte: Nu åbner SF for salg af statens aktier
Det skandinaviske flyselskab SAS har etableret en række nye produktionsselskaber, hvor der er indgået billigere overenskomster end den, som selskabets ansatte tidligere har været på.
Blandt andet vil lønnen være lavere, mens genansættelsesretten til piloter fyret under coronakrisen bortfalder, lyder det.
LÆS OGSÅ: Ansatte gik på ulønnet orlov for at hjælpe: Nu løber SAS fra aftale
Det er et nødvendigt onde i kampen mod lavprisselskaberne, mener SAS, men beslutningen får kritik fra flere partier i Folketinget. Det skriver MobilityWatch.
- Det her er igen med til at sætte spørgsmålstegn ved, hvorfor vi skal have andele i det (SAS red.) som stat, siger SF's beskæftigelsesordfører, Karsten Hønge, til MobilityWatch.
- Når de ikke leverer noget andet end det, som andre kan - tværtimod nærmest - så synes jeg igen, det må rejse den overvejelse, om det er noget, vi skal have andele i, siger han.
Han har ikke gjort endeligt op med sig selv, hvorvidt han ønsker at sælge statens aktier i SAS, der udgør knap 22 procent af selskabet.
- Jeg hælder til, at vi skal sælge, siger han til MobilityWatch.
Transportordførerne i henholdsvis Enhedslisten og Dansk Folkeparti, Henning Hyllested og Hans Kristian Skibby, er også kritiske over for SAS' nye overenskomster, men ingen af de to ordførere mener, at et salg af statens aktier i selskabet er en god idé.
- Jeg kan godt forstå, at man som tidligere SAS-ansat, der er på vej ind igen, føler sig snigløbet i forhold til den dagsorden, der er fra selskabets side, siger Hans Kristian Skibby til MobilityWatch.
De nye overenskomster, som SAS har indgået med Flyvebranchens Personale Union (FPU), strider mod den danske model. Det mener Henrik Thyregod, formand for Dansk Pilotforening, som indtil nu har haft overenskomst med SAS.
- Man kan ikke som virksomhed sige: Vi kan ikke lide overenskomsten, så vi tegner bare en ny. Man kan ikke flytte produktionen udelukkende for at omgås overenskomsten, siger han til Mobilitywatch.
LÆS OGSÅ: Søren føler sig svigtet af sin arbejdsgiver SAS: - Som at få en kniv i ryggen
SAS fortæller i en skriftlig kommentar til MobilityWatch, at de nye overenskomster med FPU er tegnet "for at bevare og skabe nye arbejdspladser på skandinaviske løn- og arbejdsvilkår.
- Det er tale om moderne overenskomster, på branchestandard, der muliggør en mere effektiv drift tilpasset kundernes efterspørgsel i et mere sæsonbetonet marked.
- Samtidig er vi lige så tvungne til at tilpasse vores virksomhed på jorden for at reflektere branchestandard og møde den nye virkelighed, skriver SAS.
MobilityWatch har forelagt kritikken for finansminister Nicolai Wammen (S) og Finansministeriet, som har ansvaret for statens ejerskab af SAS.
Her vil man ikke kommentere "ansættelses- og overenskomstrelaterede forhold i SAS" med henvisning til, at SAS er et selvstændigt, børsnoteret selskab.
/ritzau/