Kommentar: Mette Frederiksens lønløft er en klyngebombe, der kan splitte den danske model ad
JEG HAR KÆMPE RESPEKT - og forståelse - for, at flere grupper i det offentlige mener, de ikke får løn som fortjent. Men pas nu på med den øvelse, der forestår med at dele milliarder ud til særlige grupper.
FOR DET FØRSTE - og vigtigst. Det er en uskik at tage bidder ud af den danske model. Forhandlinger foregår ved overenskomstforhandlingerne. Der er nu en latent fare for, at man kan kortslutte processen ved eksempelvis at spille lønkrav ind i en valgkamp. Og så ved vi jo godt, hvordan det ender. De grupper, der har mediernes opmærksomhed, sætter dagsordenen. Med al respekt: De fleste journalister og politikere kender en sygeplejerske, men hvor mange kender til rengøringsassistenternes og specialarbejdernes arbejde? Ikke ret mange.
LÆS OGSÅ: Analyse: Lønløftets sprængfare vokser dag for dag
Det smukke ved egentlige, rigtige forhandlinger er, at det ikke er et tag-selv-bord eller en buffet linet op af politikerne. Det er netop et mix – en gryderet om man vil – af arbejdsgivernes og lønmodtagernes interesser. På den måde afspejler de virkeligheden, som den opleves af begge parter ude på arbejdspladserne. Dermed undgår man usaglige hensyn – som eksempelvis valgflæsk.
Er det kedeligt? Meget. Men det virker. Og det fastholder et ansvar for at føre det aftalte ud i verden. Hos begge parter. Nu er der skabt en situation, hvor man bare kan løbe uden om aftalemodellen.
Det bliver helt klart svært at holde sammen på solidariteten mellem grupperne i det offentlige, når statsministeren udpeger særlige grupper, der står til lønfremgang
Simon Pihl, arbejdsmarkedspolitisk kommentator
FOR DET ANDET så kan vi ikke lade det offentlige føre an i lønspørgsmål. Jeg ved, jeg lyder som et gammelt røvhul. Men så længe vi har valgt en kapitalistisk model, må det være sådan, at det offentlige følger udviklingen på det private område. Her følger lønnen - hvis de faglige forhandlere er dygtige nok – markedsudviklingen. Tjener virksomhederne mere, er der mere til lønmodtagerne. Der er mere at fordele - også til de offentligt ansatte. Det offentlige lever i vores samfundsmodel af det private. At vende det om er lidt lige som at trække på en fremtidig kassekredit, som banken kan lukke med dags varsel.
FOR DET TREDJE kan denne lille lønmanøvre føre til en markant svækkelse af fagbevægelsen og dermed også på sigt påvirke lønnen for alle lønmodtagere i negativ retning. Det bliver helt klart svært at holde sammen på solidariteten mellem grupperne i det offentlige, når statsministeren udpeger særlige grupper, der står til lønfremgang. Særligt når visse grupper – der bevisligt er haltet bagud – forfordeles. Det svækker forhandlingerne op mod kommende offentlige overenskomster.
LÆS OGSÅ: Lønkomitéens skæbnedag åbenbarede tre afgørende realiteter på det fagpolitiske skakbræt
Men det svækker også sammenholdet mellem de forbund, der organiserer det private arbejdsmarked og de forbund, der primært organiserer offentligt ansatte. Og det er i den grad ikke til de offentligt ansattes fordel. Netop når der skal forhandles pension, uddannelse og eksempelvis offentligt/privat samspil, er det det private arbejdsmarked, der taler med størst tyngde. Fordi det er her, gildet betales.
MIT BUD ER, at de kommende forhandlinger – hvor staten i øvrigt mærkeligt nok ikke har fremsat modkrav – vil føre til en historisk krise for FH-fagbevægelsen. Når resultatet foreligger – og det er uanset hvilket resultat, der fremkommer – vil der nemlig være flere sure miner end glade. Og det bliver meget vanskeligt at samle op igen.
Så samlet set er det her, der er blevet kaldt et digebrud, hverken til fordel for lønmodtagerne samlet set, den danske model eller velfærdssamfundet. Jeg vil faktisk ikke kalde det et digebrud. Diger kan repareres. Jeg vil kalde det en klyngebombe, der har potentialet til varigt at splitte både fagbevægelsen og den danske model. Og på sigt også være skadeligt for den velfærd, vi alle værner om. Er det virkelig det, vi vil?
