Socialpædagogernes formand: En pædagog er ikke bare en pædagog, og det SKAL uddannelsen afspejle
PÆDAGOGUDDANNELSEN ER en hjørnesten i vores velfærdssamfund. Og der er derfor meget på spil, når politikerne senere i år skal forhandle fremtiden for uddannelsen.
Det er i disse forhandlinger, det afgøres, hvordan vi vil uddanne fremtidens pædagoger og socialpædagoger. Dem, som skal bidrage til at løfte de både krævende og givende opgaver med at give børn en tryg opvækst eller sikre et værdigt og meningsfuldt liv for blandt andre voksne med handicap eller psykiske lidelser, unge med selvskadende adfærd eller hjemløse misbrugere.
Det er på pædagoguddannelsen, at vi sikrer, at de studerende bliver klædt på med de rette kompetencer til mødet med virkelighedens børn og voksne ude i daginstitutionerne og på bosteder, døgninstitutioner og herberger. Og det er på pædagoguddannelsen, at de studerende får det nødvendige faglige fundament, som de kan bygge deres kommende erfaringer fra arbejdslivet på.
I SIN REPLIK 22. JUNI argumenterer formand i BUPL, Elisa Rimpler for, at de studerende på pædagoguddannelsen skal uddannes med en grundfaglighed, som de kan bringe i spil på tværs af almen- og specialområdet. Men helt grundlæggende er jeg i den forbindelse nødt til at understrege følgende: En pædagog ikke bare er en pædagog – og det er uddannelsen nødt til at afspejle.
Der er simpelthen brug for en anden faglighed, når vi taler om for eksempel voksne med et udviklingshandicap og psykiatrisk diagnose i forhold til børn i en børnehave. Det tror jeg godt, at de fleste mennesker kan forstå
Benny Andersen, formand Socialpædagogerne
Vi kan bare kigge til lovgivningen for at se denne forskel afspejlet. Det socialpædagogiske arbejdsområde defineres af serviceloven, som direkte beskriver socialpædagogisk støtte og bistand. Almenområdets arbejdsområder defineres derimod primært af dagtilbudsloven. Det er af samme grund blandt andet derfor, at du uddanner dig til at blive bachelor med speciale i for eksempel social- og specialpædagogik.
I international sammenhæng er der også tale om to forskellige pædagogiske professioner. Ja, i mange andre lande er det to selvstændige uddannelser. Det gælder for eksempel Norge og Island.
En ny analyse fra Kommunernes Landsforening viser, at stadigt flere borgere bliver ramt af meget komplekse psykiske problemer og fysiske handicap og derfor har brug for omfattende hjælp. Det handler især om, at der kommer flere unge med svære spiseforstyrrelser, flere borgere med autisme og udadreagerende adfærd, flere udviklingshæmmede med en foranstaltningsdom og flere borgere med en psykiatrisk lidelse, der samtidig har et misbrug.
DET ER DE MENNESKER, som socialpædagoger arbejder med. Og det er mennesker, der har behov for en helt anden faglig støtte end børnehavebarnet på Sommerfuglestuen. Der er simpelthen brug for en anden faglighed, når vi taler om for eksempel voksne med et udviklingshandicap og psykiatrisk diagnose i forhold til børn i en børnehave. Det tror jeg godt, at de fleste mennesker kan forstå.
Vi taler om nogle af de mest udsatte og sårbare borgere overhovedet i Danmark. Ministeriets egen evaluering af pædagoguddannelsen peger klokkeklart på, at den socialpædagogiske specialisering på pædagoguddannelsen ikke ruster de studerende godt nok til at levere den faglige indsats, som borgerne har behov for og krav på. Det samme siger i øvrigt både de nyuddannede socialpædagoger selv samt de arbejdsgivere, der skal tage imod dem. Det er selvfølgelig helt uholdbart.
LÆS OGSÅ: Trods corona-træthed: Misbrugere og socialt udsatte har brug for os
Efter tre og et halvt års uddannelse kan ingen være tjent med, at mange nyuddannede socialpædagoger rammes af ’praksischok’, eller at hver femte forlader faget igen efter få år. Det nytter heller ikke, at nyuddannede skal sendes direkte videre på efteruddannelse for at blive kvalificeret til arbejdet på det specialiserede socialområde. Både menneskeligt og økonomisk er det utroligt dyrt og dumt.
Men selvfølgelig skal pædagogerne på almenområdet også have redskaberne til at støtte børn med særlige behov og hjælpe dem ind i fællesskaberne. Og det er helt rigtigt, som Elisa Rimpler skriver i sit indlæg, at der er brug for en styrket tidlig indsats i vuggestuer, børnehaver og skoler for at dæmme op for mistrivsel og udsathed blandt børn og unge.
Vi gør ikke pædagoguddannelsen mere attraktiv ved at gøre spirende socialpædagoger mindre klar til mødet med de borgere, som de skal hjælpe. Eller ved at de efter endt uddannelse skal have endnu en videreuddannelse, før de er klar til arbejdet
Benny Andersen, formand Socialpædagogerne
DET ÆNDRER DOG IKKE PÅ, at der desværre fortsat er mennesker, som ikke vil kunne gå gennem livet uden en social indsats. Og derfor må indsatsen for, at pædagoger på dagtilbud og skoler tilegner sig flere special- og socialpædagogiske kompetencer, ikke ske på bekostning af den socialpædagogiske specialisering på uddannelsen. Det vil det gøre ved at nedlægge specialeretningerne, som vi kender i dag. Tværtimod skal de styrkes. Derfor foreslår vi blandt andet at udvide specialeretningerne fra to et halvt år til tre år og ændre grundforløbet fra et år til et halvt.
Udfordringer med rekruttering kender vi kun alt for godt. Kun halvdelen af de ansatte på landets bosteder er uddannede socialpædagoger. Derfor gør det faldende optag på pædagoguddannelsen også drønende ondt på vores område.
LÆS OGSÅ: Socialpædagoger om 'kritisk' tendens: 'Børn, unge og voksne med særlige behov bliver taberne'
Men vi gør ikke pædagoguddannelsen mere attraktiv ved at gøre spirende socialpædagoger mindre klar til mødet med de borgere, som de skal hjælpe. Eller ved at de efter endt uddannelse skal have endnu en videreuddannelse, før de er klar til arbejdet.
Nej, vi skal have styrket den socialpædagogiske specialisering på pædagoguddannelsen. Det er måden at sikre en attraktiv uddannelse for unge, som vil ud at gøre en forskel for mennesker med særlige behov. Og nej, vi har ikke enten-eller pædagoger. Men vi har socialpædagoger og almenpædagoger. En pædagog er ikke bare en pædagog.
