Valg med Madsen: Glem Støjberg, det handler om Løkke
[email protected]
Kære læser.
Tillad mig her til en start at minde om, at det i dag er sidste mulighed for at få fire gratis uger med A4 Aktuelt - vores politiske site, hvor vi starter med lønmodtagernes udgangspunkt. Du kan cashe tilbuddet ind her uden kreditkortoplysninger og andet gøgl.
I en valgkamp bevæger tingene sig hurtigt mellem det grinagtige, det realistiske og det sandsynlige.
For en måneds tid siden lignede Søren Pape det bedste bud på Danmarks næste statsminister. Men han var mildt sagt ikke klar til prime time, og nu er ideen om en Pape-regering igen på vej i den grinagtige zone.
Man sagde, at Lars Løkke havde så mange politiske liv som kattens ni, og for tre år siden mistede han det sidste, da Venstre væltede ham som formand. Da han stiftede Moderaterne, så vi det som en vrissen mands sidste paniske træk. Og nu står han til at tage hul på sit tiende politiske liv, som den dominerende kraft på midten.
Støjberg blev set som den blå joker
Lars Løkke Rasmussen har fået den nøglerolle, som Inger Støjberg troede, at hun skulle have. Og som borgerlige politikere, som Søren Gade, troede på, at hun ville få:
- Inger Støjberg er faktisk forudsætningen for, at vi kan få lov at drømme om at få en borgerlig-liberal regering, fordi Inger Støjberg er i stand til at trække de stemmer over midten, som kan gøre, at vi kan få et borgerligt flertal, spåede Søren Gade for to måneder siden til DR.
Sådan er det ikke gået. I stedet er det gået støt tilbage. Blå blok står nu hos Voxmeter til 44 procent mod rød bloks 50, Løkke sætter sig på resten.
Lars Løkke og Mette Frederiksen forstod det, som ingen i blå blok fattede, og som også mange røde betvivlede. Dette valg ville blive afgjort på midten.
Mette Frederiksen har helt rigtigt set, at Inger Støjberg slet ikke er den trussel mod S, som Dansk Folkeparti var i sine velmagtsdage. Hun taler med sin kampagne mod Mette Frederiksen og løfter om skattelettelser slet ikke til det socialdemokratiske hjerte på samme måde, som Pia Kjærsgaard eller Kristian Thulesen Dahl kunne, da de var bedst.
Min polemik i den københavnske salon
Jeg er uklædeligt selvtilfreds med den udvikling, da jeg kort før valget ude i det, man i de københavnske saloner kalder en polemik, med journalist Lars Olsen. Temaet var Socialdemokratiets deroute i meningsmålingerne.
Socialdemokratiet, hævdede Lars Olsen i Jyllands-Posten, havde glemt de temaer om hård udlændingepolitik, land-by balancen og opgøret med ‘kultur-eliten’ i København. Nu kom Inger Støjberg med sine Danmarksdemokrater og stak sugerøret ned i provinsens ‘folkelige midte’.
Det fik mig til at svare igen i bl.a. Berlingske, Politiken og i debat med Lars Olsen på DR2. I mine øjne er Lars Olsen i denne sammenhæng en falsk profet, der ikke så at, Socialdemokratiet må favne flere vælgergrupper og at sammenbruddet på midten var den virkelige trussel mod Mette Frederiksen. Hvis man jagtede de relativt få frafaldne Støjberg-vælgere, ville det gøre uoprettelig skade blandt yngre, mere liberale vælgere.
Efter valgkampens første dage står det klart, at Mette Frederiksen og hendes inderkreds har læst situationen på samme måde.
S har åbnet valget med et overraskelsesangreb på midtervælgerne og byerne. Først med tankerne om regering henover midten, der måske nok er teater og tågesnak, men et klart signal om retning. Ligeså med forslaget om moderate skattelettelser til folk i arbejde.
Den kyniske Løkke-analyse
Risikoen er, at det har sat Lars Løkke Rasmussen i en nøglerolle. Det er ham, der nu sammen med Mette Frederiksen samler frafaldne Pape-vælgere op i spandevis. Og om nogen trækker vælgere over midten i blå blok, er det Løkke, der tiltrækker radikale vælgere, som ikke tænder på Sofie Carsten Nielsens uendeligt gammeldaws 'tænk nyt'-kampagne.
Jeg er kyniker, når det kommer til Lars Løkke Rasmussen og Moderaterne. Han går rent efter at maksimere sin egen indflydelse.
Han har dannet sit nye parti med det ene formål at komme i regering. Ikke, som mange synes at tro, fordi han ikke kan undvære ministerbilen eller staffagen.
Men fordi han vil ind og have fat i rattet. Han synes, at han ikke kan undværes. Han kan godt undvære bilen og hofballet, men han kan ikke kan undvære gamet. Hvem er Lars Løkke, hvis han ikke er politikeren Lars Løkke? Dette eksistentielle spørgsmål er drivkraften.
Socialdemokraterne virker overbeviste om, at de har mulighed for at nå en forståelse med ham efter valget. Jeg har en klar fornemmelse af, at Løkke og Frederiksen taler sammen bag scenen. Måske er SM-regeringen ikke bare en smertefuld fantasi for socialdemokrater, der er trætte af De Radikale?
Men listen over mennesker, der har mistet alt ved at sætte deres lid til Løkke, er lang: Mette Frederiksen risikerer at føje sit navn til rækken.
