Analyse:
Her er vinderne og taberne i Mette Frederiksens nye lønpulje

20211122-090606-3-1920x1148we
Sundhedspersonalet kan se frem til en kortsigtet lønløsning. Måske også en langsigtet. Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
26. okt. 2022 06.00
Fokus i den offentlige lønkamp er flyttet fra ligeløn til rekruttering, og det flytter blandt andre pædagoger og 3F’ere længere bagud i køen, skriver A4 Aktuelts politiske redaktør.

Vi er nu inde i slutspurten, og valgkampens toneangivende partier er blevet enige om mindst én ting: Nogen skal have mere i løn.

I denne uge har det udviklet sig til et sandt våbenkapløb mellem partierne.

Mandag fremlagde Socialdemokratiet en akutpakke til sundhedsvæsnet på én milliard kroner, der kan give en kontant bonus til eksempelvis sygeplejersker.

Tirsdag aften løftede statsminister Mette Frederiksen (S) så for første gang endelig lidt af sløret for det længe ventede lønudspil i Berlingske.

Vi ved nu, at Socialdemokratiet vil finde varige midler på tre milliarder om året frem mod 2030. 

Og selv om statsministeren stadig ikke vil sige, hvem det socialdemokratiske bud på "nogen" er, så fremhæver hun alligevel sundhedsvæsenet, daginstitutionerne, ældreplejen og fængslerne, som områder der er udfordrede.

Først onsdag vil Socialdemokratiet fremlægge sine syv principper for, hvordan pengene skal fordeles. Vi kender imidlertid allerede nogle stykker. Der, hvor rekruttering er sværest, det private skal fortsat være lønførende, parterne skal stå for udmøntningen i en trepart, og det skal være økonomiske ansvarligt.

Det er stort set enslydende med det, Venstre fremlagde tirsdag morgen. I ly af Socialdemokratiets fedtspilleri fremlagde Venstre nemlig sine seks bud på principper for en ny og "mere dynamisk" lønudvikling i det offentlige. 

Det skete samtidig med, at de fremlagde en akutpakke til seks milliarder kroner, der også skal give en kontant bonus til eksempelvis sygeplejersker.

Og valgets helt store hovedperson lige nu, Lars Løkke Rasmussen (M), har ligeledes fremlagt et konkret lønløft til sygeplejersker og sosu'er på sygehusene på 2.500 kroner om måneden.

Fællesnævneren for alle forslag er, at det alene handler om rekruttering. Spørgsmålet om ligeløn er blevet fortrængt i valgkampen. Det erkender man også bag linjerne i flere af de berørte fagforbund.

Ligelønsforkæmperne har overgivet sig

Nuvel, ligeløn har aldrig været inde på Socialdemokratiets radar. Regeringspartiet har fra første færd fremhævet, at dets lønløft skulle løse et rekrutteringsproblem - hverken et ligeløn- eller lavtlønsproblem.

Derfor har regeringen end ikke gidet at vente på den igangværende lønstrukturkomité. Det er jo tale om to forskellige problemformuleringer, som beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) kort før valget formulerede det i A4 Aktuelt.

Venstre har kaldt regeringens lønløft for et bluffnummer, og Jakob Ellemann-Jensen (V) har sagt, at det er designet til at stikke vælgerne blår i øjnene.

For Lars Løkke Rasmussen er lønspørgsmålet sundhedspolitik. Det har for ham aldrig handlet om hverken ligeløn eller lavtløn. 

Enhedslisten og SF er derimod begge holdt ligelønsfanen højt og er faktisk gået til valg på det. Fem og to milliarder kroner har de hver især smidt på bordet til den opgave.

Men siden sidste uge har begge partier fremlagt en særskilt rekrutteringspulje på tre og en milliard kroner om året. Det er svært at tolke som andet, end at de udmærket godt ved, at der - som Hummelgaard formulerede det - er tale om to forskellige problemformuleringer.

Rekrutteringskøens vindere og tabere

Ligeløn handler også om rekruttering, vil nogle her sikkert indvende her. Og ja, det hænger naturligvis i en vis grad sammen, og der vil naturligvis også være overlap på problemstillingerne.

Men selv hvis problemformuleringer var helt ens, ville der stadig være tale om to forskellige rækkefølger. Det vil få afgørende betydning på lønkampens vindere og tabere.

Forreste i rekrutteringskøen står sygeplejerskerne, der ligner de store vindere i skiftet fra fokus på ligeløn til mangel på arbejdskraft.

Politikerne købte ikke forrige sommers fortælling om, at sygeplejerskerne var ofre for et uretfærdigt løndirektiv fra 1969. Men når alle pludselig regner i hænder, så er lydhørheden over for sygeplejerskerne anderledes markant. 

Mens det ikke er alle, der kan se sygeplejerskerne som ofre for manglen på kønsligestilling, så kan alle se danske patienter som ofre for manglen på sygeplejersker.

Det er gået fra et teoretisk til et akut problem. Der rekrutteres forgæves i næsten hvert andet tilfælde på landsplan. Læg dertil, at sygeplejerskerne som en af de få lønhungrende grupper i den offentlige sektor, har en reel mulighed for at gå over til det private.

Lige bagved står sosu-hjælpere og -assistenter med et næsten lige så mange forgæves rekrutteringer.

Fængselsbetjente har også en plads blandt de forreste her, hvorfor Mette Frederiksen henkaste peger på fængselsområdet. 

På fjerdepladsen står pædagogerne, som også ligger højt på forgæves rekrutteringer, men problemet er stadig kun halvt så stort som for de tre foran i køen. Selv læger står foran pædagogerne i denne kø. Og i kampen mellem sundhedsområdet og daginstitutionsområdet bliver børnene ofte taberne.

Og så er der rengøringsassistenterne i 3F og FOA, der er flyttet allerbagerst i køen.

Ligelønskøens vindere og tabere

I ligelønskøen er billedet til gengæld helt modsat.

Det må dog retfærdigvis indskydes, at det her en kende mere indviklet, fordi lønstrukturkomitéen endnu er ved at udrede det komplicerede område. A4 Ligestilling kunne i sidste måned afsløre et lækket notat, der blandt andet viste, at sygeplejerskerne ikke har noget nævneværdigt lønefterslæb. 

Men kigger vi på de samme faggrupper som ovenstående, ville pædagogerne her rykke helt frem i køen. Selv siger de, at de har et lønefterslæb på 8.000 kroner om måneden, når man sammenligner med folkeskolelærerne, der har samme uddannelsesniveau.

Sosu-hjælpere ville kunne stille sig bag pædagogerne.

Sygeplejerskerne ville til gengæld skulle måtte opgive deres plads forrest i køen og sandsynligvis rykke en del pladser ned.

Kreativ politisk bogføring

Det er imidlertid ikke småpenge, Socialdemokratiet bringer til bordet.

For nylig viste en beregning fra Finansministeriet, at alle sygeplejersker, sosu-assistenter og sosu-hjælpere kan få fem procent mere i løn for 1,25 milliarder kroner i et vedvarende lønløft. Og i Berlingske fremlægger Mette Frederiksen en beregning, der viser, at 235.000 offentligt ansatte kan få 2.000 kroner mere om måneden med Socialdemokratiets lønpulje.

Det er altså inden for det politiske handlerum at sprede det ud blandt alle omtalte faggrupper her - men så har vi til gengæld heller ikke nævnt hverken fængselsbetjente eller socialpædagoger, der også har en vis ret i de to køer.

Politisk vil både ligelønsforkæmpernes bannerførere, Enhedslisten og SF, kunne argumentere for, at de var med til at løse et ligelønsproblem, såfremt enten pædagoger, sygeplejersker og sosu'er får et langvarigt lønløft - selv om det blev givet med et andet formål.

Desuden kender vi først regeringens syv principper onsdag formiddag. Og de vil sandsynligvis indeholde et princip om ligeløn, hvilket ikke bare giver Mette Frederiksens lønpulje stærk legitimitet, men også vil være noget som Enhedslisten og SF kan fremhæve som en politisk sejr.

Men det vil kræve en vis form for kreativ politisk bogføring. For i den her valgkamp har al snak om ligeløn været stendød.