Nu er det på plads: Her er Arbejdstilsynets nye direktør

sinefrederiksen
Sine Frederiksen. Foto: Beskæftigelsesministeriet/pressefoto
Afdelingschef i Beskæftigelsesministeriet bliver ny direktør i Arbejdstilsynet.

Det bliver den 40-årige cand.scient.pol. Sine Frederiksen, der bliver nyt direktør i Arbejdstilsynet.

Det skriver Beskæftigelsesministeriet tirsdag i en pressemeddelelse.

Sine Frederiksen kommer fra en stilling som afdelingschef for Økonomi og Koncern i Beskæftigelsesministeriet. Som afdelingschef har hun været tæt involveret i forhandlingerne og implementeringen af den politiske arbejdsmiljøaftale fra 2019.

Sine Frederiksen ser frem til de nye udfordringer.

- Jeg vil gå til opgaven med stor ydmyghed og et ønske om et fortsat tæt samarbejde mellem Arbejdstilsynet og vores mange vigtige interessenter – ikke mindst arbejdsmarkedets parter. Jeg ser også frem til arbejdet med at implementere arbejdsmiljøaftalen, der bliver en af de store opgaver, siger hun i pressemeddelelsen.

Beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) glæder sig ligeledes til samarbejdet.

- Med Sine Frederiksen i spidsen får Arbejdstilsynet en kompetent direktør med stor indsigt i området, der blandt andet skal gennemføre arbejdsmiljøaftalen til gavn for arbejdsmiljøet, lyder det blandt andet fra ministeren.

Inden Sine Frederiksen blev afdelingschef i Beskæftigelsesministeriet i 2017, var hun i en årrække ansat i Børne- og Undervisningsministeriet – bl.a. som afdelingschef.

Hun tiltræder som ny direktør i Arbejdstilsynet den 15. juni 2020. Her afløser hun Søren Kryhlmand, der var direktør fra 2017 til i år. Søren Kryhlmand er nu departementschef i Beskæftigelsesministeriet.

GDPR