VALGET ER OVERSTÅET, men usikkerheden om en ny regering består. Måske trækker forhandlingerne ud. Måske går det hurtigere, end de fleste forventer. Ingen ved det.
Én ting er dog sikker: Organisationer over en bred kam kæmper i disse uger for at præge det kommende regeringsgrundlag. Budskaberne er mange. Prioriteringerne er forskellige. Det er helt legitimt i et demokrati, som det danske.
For os i DM og Akademikerne er det psykiske arbejdsmiljø og den stigende arbejdsrelaterede stress helt centralt at få med i det kommende regeringsgrundlag. Vi mener, at stress er en samfundsudfordring, som kræver politisk handling.
Kælderkold virkelighed
Tal fra Arbejdstilsynet viser den kælderkolde virkelighed. Tæt på hver femte arbejdende dansker oplever symptomer på stress, og 9 ud af 10 peger på arbejdet som hel eller delvis årsag. Læg dertil, at antallet af stressramte er steget med mere end 68.000 personer de seneste to år.
Det er en udvikling, der har konsekvenser.
For den enkelte betyder stress mistrivsel, sygemeldinger og i værste fald et varigt farvel til arbejdsmarkedet. For arbejdspladserne betyder det tab af kompetencer, lavere produktivitet og øgede omkostninger. Og beregninger fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd viser, at regningen for samfundet er massiv: omkring 55 milliarder kroner årligt og et tab svarende til mere end 55.000 fuldtidspersoner.
LÆS OGSÅ: Akademikerne kræver bindende aftale om stressreduktion i regeringsgrundlaget
Alligevel er det som om, at stress mere bliver opfattet som et vilkår, den enkelte må leve med, fremfor et samfundsproblem, vi kan og skal løse i fællesskab.
For selv om psykisk arbejdsmiljø er komplekst, er det ikke uforanderligt. Vi ved faktisk en hel del om, hvad der virker. Og vi ved, at fraværet af handling har en pris.
Fem konkrete anbefalinger
Der er behov for politisk handling.
For det første skal konsekvenserne være tydeligere, når arbejdspladser gentagne gange ikke lever op til kravene om et forsvarligt psykisk arbejdsmiljø. I dag er det muligt at give bøder, men i praksis sker det sjældent, og sanktionerne er ofte milde sammenlignet med overtrædelser på det fysiske arbejdsmiljø. Det sender et forkert signal.
For det andet skal vi investere i ledelse. Alt for mange ledere står alene, når medarbejdere rammes af stress, eller når trivsel skal styrkes. Det er ikke rimeligt. Og det er ikke effektivt. Derfor bør det være et krav, at alle ledere får en grundlæggende uddannelse i psykisk arbejdsmiljø. Ikke som en byrde, men som et redskab. Det er i virkeligheden en investering i bedre arbejdspladser.
For det tredje er det nødvendigt at opdatere arbejdsskadesystemet. I dag er det næsten umuligt at få anerkendt en psykisk arbejdsskade. Ifølge Arbejdsmarkedets Erhvervssikring fører kun en meget lille andel, syv procent, af anmeldelserne til anerkendelse. Det er ikke i trit med virkeligheden på et moderne arbejdsmarked, hvor belastninger i stigende grad er mentale frem for fysiske. Når systemet halter efter virkeligheden, mister det sin legitimitet.
LÆS OGSÅ: Venstre står alene med et konkret stressudspil – men idéen får bred opbakning på tværs af partiskel
Endelig er der behov for et bredt, forpligtende samarbejde. Stress kan ikke løses af én aktør alene. Det kræver, at politikere, arbejdsmarkedets parter og forskere arbejder sammen over tid. Ikke i korte projekter, men i en vedvarende indsats.
Derfor bør der sættes et klart nationalt mål. Frem mod 2025 skal vi reducere arbejdsrelateret stress med 20 procent. Det er et ambitiøst mål. Men det er også realistisk. Alternativet er at lade stå til. Og det er langt dyrere både menneskeligt og økonomisk.
Bæredygtigt arbejdsliv
Samtidig skal vi huske perspektivet. Vi taler i disse år meget om behovet for et længere arbejdsliv. Pensionsalderen er steget og steget. I dag er det faktisk kun godt hver tredje, der holder frem til folkepensionsalderen, viser tal fra Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering.
Det er nødvendigt, at arbejdslivet bliver langt mere bæredygtigt. Ellers risikerer vi, at den nuværende udvikling fortsætter. Mennesker slides ned og presses ud før tid. Erfaring går tabt, og regningen vokser.
Pointen er enkel. Et sundt arbejdsliv er ikke en luksus. Det er en forudsætning for vores velfærdssamfund. Derfor bør kampen mod stress være en prioritet.
Når alt kommer til alt, handler det om, hvorvidt vi vil være et samfund, hvor arbejdslivet slider mennesker ned. Eller et samfund, hvor vi skaber rammerne for, at mennesker kan trives, bidrage og holde til et langt arbejdsliv.
Det valg er ikke svært.
