
Den private og offentlige sektor råber på arbejdskraft, og senkarriere og tilbagetrækning er blevet en vigtig brik for både politikere og virksomheder for at sikre fremtidens arbejdsmarked.
Derfor er det interessant, at nye undersøgelser fra henholdsvis Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø (NFA) og Aalborg Universitet viser, at halvdelen af seniorerne føler sig diskrimineret på arbejdsmarkedet, og at alder er det vigtigste parameter, når arbejdsgiverne skal ansætte.
Men arbejdsgiverne selv kan overordnet set ikke genkende den tendens, som undersøgelserne skitserer. De mener i stedet, at tallene for antal beskæftigede seniorer fortæller en anden historie.
"Der er kommet 136.000 flere plus 60-årige i beskæftigelse de sidste ti år. Det er en indikation af, at døren ikke er lukket, og der faktisk er nogle ting, der fungerer rigtig godt," siger Erik Simonsen, der er vicedirektør i Dansk Arbejdsgiverforening (DA), til A4 Arbejdsmiljø.
Så du kan ikke genkende billedet af, at arbejdsgiverne synes, at alder er den vigtigste faktor, når de skal ansætte?
"Nej, ikke overordnet set," siger han og fortsætter:
"Jeg synes ikke generelt set, at vi har et problem med alder. Men det betyder ikke, at alt er fint. For vi skal jo videre og sørge for, at endnu flere seniorer kommer i beskæftigelse."
LÆS OGSÅ: Hver anden senior føler sig diskrimineret på arbejdsmarkedet
Hos Dansk Erhverv har man ikke undersøgt tendensen blandt medlemmerne, men arbejdsmarkedschef Peter Halkjær mener ligesom Dansk Arbejdsgiverforening, at statistikkerne peger i en anden retning.
"Jeg er ked af, at vi ender i den boldgade, der handler om, at der er nogle arbejdsgivere, der diskriminerer, fordi set fra mit perspektiv, så gør arbejdsgiverne deres yderste for at prøve at finde den bedste kandidat til jobbet. Og så kan man forestille sig, at der er nogle forventninger til dem, der er fyldt 70 år, som kan være med til at trække i den forkerte retning. Men når det er sagt, så skylder man også at kigge lidt i statistikkerne. Der er stejlt opadgående kurver, når vi kigger på, hvor mange over 60 år, der er en del af arbejdsmarkedet," siger Peter Halkjær til A4 Arbejdsmiljø.
To virkeligheder
Arbejdsgiverundersøgelsen fra Aalborg Universitet har på baggrund af et spørgeskema til over 5.000 virksomheder vurderet forskellige aldersgruppers muligheder for ansættelse på en skala fra nul til ti. Her scorer 45-årige ansøgere i gennemsnit 5,5, 60-årige ansøgere scorer 4,8, mens 75-årige scorer 2,4.
På baggrund af de tal holder forskeren bag undersøgelsen fast i, at selvom der er kommet flere seniorer i beskæftigelse, så er der stadig et problem, som især kommer til udtryk, når der skal rekrutteres nye medarbejdere.
LÆS OGSÅ: Nye alarmerende tal: Stadig flere seniorer føler sig slidt ned før pensionen
"Det kan godt være, at DA og Dansk Erhverv siger, at de ikke kan genkende billedet. Men vi kan altså se, at der på tværs af alle brancher sker en systematisk fravælgelse af seniorerne over 50 år. Det viser vores undersøgelser tydeligt. Og det kan der selvfølgelig være alle mulige forksellige grunde til," siger postdoc på Aalborg Universitet Jeevitha Yogachandiran Qvist til A4 Arbejdsmiljø og fortsætter:
"Arbejdsgiverne har måske svært ved at genkende det, da vi kan se, at der er langt flere seniorer i beskæftigelse. Men begge virkeligheder kan godt eksistere. For der er en gruppe af ledige seniorer, som især har sværere ved at finde et job. Hvis vi skal have dem med, så tror jeg grundlæggende, at der er brug for en kulturændring i forhold til, hvordan man opfatter seniorer og deres arbejdskraft."
Kulturændring
Alle parter er dog enige om, at vi langt fra er i mål, når det kommer til at finde plads til endnu flere seniorer på det danske arbejdsmarked.
For at flere seniorer kan spille en rolle på arbejdsmarkedet, er både arbejdsgiver og arbejdstager nødt til at justere forventningerne. Det mener Jan Steenhard, der er administrerende direktør for rådgivningsvirksomheden Joblife og formand for brancheorganisationen Arbejdsmiljørådgiverne.
"Vi har været vant til, at hvis en person først har opnået titlen som for eksempel afdelingsleder og lønrammen, der følger med, så skal næste job kunne matche det. Det gælder både for arbejdsgiver og arbejdstager. Men begge parter skal være villige til at bryde med traditionen og ansætte til en lavere rang og lønsum. Det er en kulturændring, der skal til, hvis især de ledige seniorer skal have en plads på arbejdsmarkedet," siger han.
Dansk Arbejdsgiverforening er enig i, at det fortsat er nødvendigt med forandring, men den skabes ikke fra den ene dag til den anden.
"Hvis vi ser på, hvor vi var henne for 20-30 år siden, så var der alt for få over 60 år, der var i beskæftigelse. Der er sket et kæmpe skift i løbet af de seneste år, for der er ikke længere nogen, der undrer sig over, at der er en person på 65 år, der arbejder. Den proces har vi brug for at fortsætte og italesætte vigtigheden af seniorerne på arbejdsmarkedet. Vi er så dybt afhængige af seniorerne i beskæftigelse, og vi skal huske at italesætte, at vi sætter stor pris på deres bidrag," siger Erik Simonsen fra DA.