Ny direktør har sat sit hold: Her er Arbejdstilsynets nye direktion

sinefrederiksen-medium_32
Sine Frederiksen, direktør i Arbejdstilsynet. Foto: Foto: Beskæftigelsesministeriet/pressefoto
Arbejdstilsynets nye direktion er på plads, og tilsynet er nu klar til at fokusere fuldt ud på implementeringen af den politiske arbejdsmiljøaftale fra i fjor.

Efter godt to måneder i stillingen som Arbejdstilsynets direktør, er Sine Frederiksen ved at få sit hold på plads i tilsynsmyndighedens direktion.

Fra 1. oktober tiltræder den 49-årige Pernille Harden som vicedirektør. Hun erstatter Vibe Westh, der forlod vicedirektørposten i juni, hvor hun blev afdelingschef i Beskæftigelsesministeriet.

LÆS OGSÅ: Ny direktør: 'Jeg går til opgaven med stor ydmyghed'

Pernille Harden er uddannet cand.scient.pol. fra Aarhus Universitet, og hun har siden 2013 været kontorchef i Center for Arbejdsmarkedspolitik i Beskæftigelsesministeriet.

Derudover tiltræder Kristian Pinderup Langbak den 1. september som tilsynsdirektør i Tilsynscenter Nord i Hadsten. Han har siden april fungeret som konstitueret tilsynschef samme sted. Kristian Pinderup Langbak er 41 år og har blandt andet en baggrund fra børne- og ungeområdet i Aarhus Kommune og Frie Skolers Lærerforening.

Ligesom Pernille Harden bliver han en del af Arbejdstilsynets øverste direktion.

- Glæder sig til samarbejdet

Sine Frederiksen er tilfreds med, at direktionen nu er sammensat.

- Det skal være sundt og sikkert at gå på arbejde. Det arbejder vi hver dag for i Arbejdstilsynet. Vi har nu den nye direktion på plads, og jeg er meget glad for at have fået Kristian og Pernille med på direktionsholdet.

- Vi glæder os til sammen med Arbejdstilsynets dygtige og dedikerede medarbejdere at fortsætte den gode udvikling, som er sat i gang med vores treårige strategi og den politiske aftale fra sidste år om en ny og forbedret arbejdsmiljøindsats, siger hun i en pressemeddelelse.

Arbejdstilsynets direktion kommer til at bestå af: Sine Frederiksen, vicedirektørerne Trine Bødker og Pernille Harden samt de tre tilsynsdirektører Hanne Sofie Tromborg Olsen (Tilsynscenter Syd), Karsten Bjerrum Refsgård (Tilsynscenter Øst) og Kristian Pinderup Langbak (Tilsynscenter Nord).

LÆS OGSÅ: Minister-notat: Sådan bremser covid-19 tidsplanen for ny arbejdsmiljølov

Der er masser af arbejdsopgaver at tage fat på for den nye direktion.

Arbejdsmiljøaftalen fra sidste år er i fuld gang med at blive implementeret. Elementerne i aftalen tæller alt lige fra nye typer af tilsyn, nye digitale løsninger og nye typer af bødeforlæg.

Fra 1. september indfører Arbejdstilsynet eksempelvis et nyt gebyr for skærpet tilsyn for virksomheder, der har fået forbud mod at fortsætte arbejdet på grund af lovbrud. Det nye gebyr er på 10.000 kroner.

Læs eller genlæs portrættet af Arbejdstilsynets nu tidligere direktør, Søren Kryhlmand, i artiklen Arbejdsmiljøarkitekten med det politiske boldøje er stemplet ud.

 

 

GDPR