Biseksuelle dobbelt udsatte på jobbet: Upassende kommentar fra kollega gjorde Line tavs

LineH1
- Når man er biseksuel kvinde, bliver det oplevet som noget frækt, siger Line Hultengren. Foto: Privatfoto
Biseksuelle er væsentligt mindre åbne om deres seksuelle identitet på jobbet end heteroseksuelle og homoseksuelle. Det viser en ny omfattende undersøgelse fra Institut for Menneskerettigheder blandt lærere i grundskolen.

En upassende kommentar fra en mandlig kollega, gjorde den 38-årige folkeskolelærer Line Hultengren fra København fuldstændig tavs.

Kommentaren faldt, da hun en dag sad i et team med tre mandlige kollegaer og røbede over for dem, at hun var biseksuel.
To af kollegaerne reagerede med et ”nå, okay”, mens den tredje udbrød: ”Puha, åh, Line. Det, synes jeg, er rigtig frækt”.

Line Hultengren var lettere chokeret over reaktionen. Hun følte, at hendes seksualitet blev reduceret til kun at handle om sex og de fantasier, nogle mænd kan have, når de ser to kvinder sammen.

Selvom de var i gang med at forberede undervisningen, fortsatte kollegaen med at sige, at han ikke kunne parkere tanken om at forestille Line sammen med en anden kvinde.

- En af mine andre kollegaer måtte afbryde ham og sige, at vi blev nødt til at fortsætte med det, vi var i gang med, husker Line Hultengren.

- Når man er biseksuel kvinde, bliver det oplevet som noget frækt. I princippet må folk gerne opfatte mig som værende fræk, men det er uprofessionelt. Der bliver sat fokus på sex og ikke seksuel identitet, siger hun.

Line Hultengren er ikke åben omkring sin seksualitet over for alle kollegaer. Og netop åbenhed kan være svært for især biseksuelle, viser en ny omfattende rapport fra Institut for Menneskerettigheder.

Biseksuelle markant mindre åbne

I rapporten har man især haft fokus på LGBT+ lærerne, der tæller lesbiske, bøsser, biseksuelle og transpersoner. Tallene taler deres tydelige sprog.

Af de lærer, der identificerer sig som LGBT+ personer, er 62 procent og 64 procent helt åbne om deres seksualitet over for hhv. deres ledere og kollegaer, mens kun 23 procent og 29 procent af de biseksuelle er helt åbne over for hhv. deres ledere og kollegaer.

Den samme tendens gør sig gældende, når man kigger på, hvor stor åbenhed, der er over for elever og forældre. 32 procent og 27 procent af LGBT+ lærerne er således helt åbne om deres seksualitet over for hhv. elever og forældre, mens tallet for de biseksuelle her er nede på hhv. 13 procent og 12 procent.

Artiklen fortsætter under grafikken

Ifølge Bjarke Oxlund, forsker og chefkonsulent i Institut for Menneskerettigheder, er det et stort problem, at de biseksuelle i større omfang end eksempelvis homoseksuelle og heteroseksuelle skjuler deres identitet.

- Vi har vænnet os til, at der er masser homoseksuelle, der fylder i det offentlige rum og i populærkultur, men vi er ikke blevet vant til den her person, der er til begge køn, som ikke er blevet mainstream endnu, siger han.

Udskamning fra begge lejre

Forperson for LGBT Danmark, Ask Ulrich Petersen, er enig. Han forstår godt, hvorfor biseksuelle kan have sværere ved at være åbne.

- Biseksuelle er dobbelt udsatte. Som biseksuel er man ligesom placeret mellem to lejre og kan føle sig udskammet af både heteroseksuelle og homoseksuelle. Biseksualitet kan være enormt abstrakt, fordi det ikke bliver italesat særligt meget. Det handler også om, at fokus er ekstremt meget på køn og sex, og det kan være nemmere at forstå, når folk er til flere køn eller forelsker sig i flere køn, forklarer Ask Ulrich Petersen.

Han håber, at rummeligheden i folkeskolen og på arbejdsmarkedet generelt, kommer endnu højere op på den politiske dagsorden.

Artiklen fortsætter under grafikken

Ligestillingsminister Mogens Jensen (S) er da også klar til at bringe LGBT+ personers trivsel på den politiske dagsorden til efteråret. Til september indleder han en dialog med arbejdsmarkedets parter, udvalgte virksomheder og faglige organisationer om større rummelighed på arbejdsmarkedet.

- Her skal vi finde frem til, hvordan vi kan gøre det lettere af være åben om sin seksuelle orientering og kønsidentitet på danske arbejdspladser. På baggrund af dialogen sætter jeg en kampagne i gang, der skal nå bredt ud på det danske arbejdsmarked, siger Mogens Jensen og uddyber:

- Elementer i kampagnen kan eksempelvis være værktøjer, fyraftensmøder for tillidsfolk eller udbredelse af gode eksempler. Målet er, at kampagnen når bredt ud og er rettet mod både ledelse, HR, tillidsvalgte og menige medarbejdere, så alle bliver opmærksom på, at der skal være plads til forskellighed på arbejdsmarkedet, og at alle har et ansvar for at skabe den plads.

Mangler rollemodeller

Selvom Line Hultengren ikke er åben om sin seksualitet over for alle, har hun aldrig været i tvivl om, at hun er tiltrukket af begge køn.

Da hun for få år siden var politisk engageret, arbejdede hun meget med ligestillingspolitik. Siden dengang har hun bestræbt sig på at være åben for så mange som muligt.

Det er vigtigt, at elever får et mangfoldigt billede af, hvad seksualitet er, mener hun.

- De biseksuelle lærere er ikke synlige i folkeskolen, og det har en konsekvens for eleverne, at de ikke har nogle rollemodeller. Det går simpelthen ikke, lyder det fra den 38-årige lærer.

Artiklen fortsætter under grafikken

Line Hultengren fortæller, at hun har det fint med at bringe seksualitet på banen, når hun underviser sine elever.

- Jeg vil gerne være med til at tale om, hvad det er for en verden, vi lever i. Jeg vil gerne være med til at gøre deres verdensbillede mere nuanceret. Når de spørger mig, om jeg har en kæreste, svarer jeg, at hun hedder et kvindenavn. Men måske jeg i virkeligheden også skulle sige, at min forrige hed et mandenavn, siger hun.

GDPR