
Cognitive Neuroscience Research Unit på Aarhus Universitet får snart glæde af Christian Gaden Jensen, der starter som seniorforsker.
Det skriver han selv i et opslag på Linkedin.
Christian Gaden Jensen har indtil nu været tilknyttet neurobiologisk Forskningsenhed ved Rigshospitalet, og er tidligere lektor i sundhedspsykologi ved Københavns Universitet. Til daglig er han også administrerende direktør i Fonden Mental Sundhed - et arbejde han vil fortsætte i den nye stilling.
Christian Gaden Jensen har i mange år blandt andet beskæftiget sig med stress, meditation, bevidsthed og moral. Og det er også inden for det felt, at han indtager stillingen som seniorforsker.