A4 Arbejdsmiljø
Køb abonnement

Christine Antorini skal rådgive beskæftigelsesministeren som ny formand for Arbejdsmarkedsrådet

1. oktober 2025 kl. 12.30
Christine Antorini. | Foto: Niels Ahlmann Olesen/Berlingske/Ritzau Scanpix
Den tidligere minsiter og fondsdirektør skal ved siden af sine sygeplejerskestudier rådgive beskæftigelsesministeren om aktuelle forhold.

Fra 1. oktober nedsættes et nyt arbejdsmarkedsråd, der skal rådgive beskæftigelsesminister Kaare Dybvad Bek (S) om aktuelle forhold og udfordringer inden for beskæftigelses- og arbejdsmiljøområdet. 

Og det er en tung politisk profil, der er blevet fundet til posten som formand for Arbejdsmarkedsrådet i form af Christine Antorini, der er tidligere børne- og undervisningsminister og mangeårigt folketingsmedlem.

"Jeg glæder mig til det vigtige arbejde i samarbejde med parterne om det brede perspektiv på fremtidens arbejdsmarked," siger Christine Antorini i en pressemeddelelse fra Beskæftigelsesministeriet

Efter Christine Antorine trådte ud af Folketinget i 2018, blev hun fondsdirektør i Life Fonden, siden foretog hun sig et højt profileret sporskifte, da hun i sommeren 2023 startede på sygeplejerskeuddannelsen. 

Ved siden af sine studier sidder hun i en lang række bestyrelser, blandt andet er hun næstformand for Danmarks Radio. 

Arbejdsmarkedsrådet

Arbejdsmarkedsrådet skal rådgive om og drøfte forhold og aktuelle udfordringer på arbejdsmarkedet på tværs af beskæftigelses- og arbejdsmiljøområdet. Det drejer sig blandt andet om:

- Større beskæftigelses- og arbejdsmiljøpolitiske udspil, herunder tilrettelæggelse og offentliggørelse af analyser
- Forsøgsaktiviteter, projekter og udviklingsprogrammer
- Opfølgning på beskæftigelsesindsatsen og arbejdsmiljøindsatsen
- Opfølgning på udviklingen af udenlandsk arbejdskraft i Danmark og rammer for international rekruttering
- Arbejdsmarkedsrådet spiller desuden en central rolle som bindeled mellem arbejdsmarkedets parter, beskæftigelsesministeren og de øvrige politiske beslutningstagere på tværs af beskæftigelses- og arbejdsmiljøområdet

Arbejdsmarkedsrådet består af en forperson og 18 øvrige medlemmer. Beskæftigelsesministeren udpeger medlemmerne efter indstilling fra organisationerne, der er repræsenteret i rådet. Der udpeges:

- Otte medlemmer fra Fagbevægelsens Hovedorganisation
- Seks medlemmer fra Dansk Arbejdsgiverforening
- To medlemmer fra Kommunernes Landsforening
- Et medlem fra Akademikerne
- Et medlem fra Danske Regioner
- Hertil kommer syv suppleanter, en formandssuppleant og tilforordnede fra Beskæftigelsesministeriet, Medarbejder- og Kompetencestyrelsen og Børne- og Undervisningsministeriet

Kilde: Beskæftigelsesministeriet

Arbejdsmarkedsrådet erstatter det tidligere Beskæftigelsesråd, Arbejdsmiljøråd og Tilsynsråd.

Mere fra A4 Arbejdsmiljø

GDPR