"Flere skal kunne gå på arbejde med ondt i kroppen": Her er forårets mest læste debatindlæg om arbejdsmiljø

debat_arbejdsmiljo
Alexander Grandt, Mads Samsing, Paw Lynggaard og Marie Birk Jørgensen har skrevet de mest læste debatindlæg på A4 Arbejdsmiljø i 2022. Foto: Pressefoto Cevea, HK Danmark og Arbejdsmiljørådgiverne
Dette er et debatindlæg. Det er udtryk for skribentens holdning. Du er velkommen til at deltage i debatten - send dit indlæg til [email protected].
Top fem over forårets mest læste debatindlæg på A4 Arbejdsmiljø handler om alt fra smerter på jobbet til fire dages arbejdsuge. Se listen her.

Sommeren er over os, og vi bringer her en status over de  mest læste debatindlæg på A4 Arbejdsmiljø i første halvdel af 2022.

Her får du hele oversigten:

1. Fleksibel arbejdstid for alle

I marts slog vicedirektør i Tænketanken Cevea Alexander Grandt i et debatindlæg et slag for kortere arbejdsuger. En fem dages arbejdsuge er nemlig ikke en naturlov, lød det fra vicedirektøren, der henviste til eksempler fra forskellige steder i verden. 

I hans optik stikker ønsket om bedre balance i arbejdslivet nemlig langt dybere end mere i løn, og derfor så han også gerne fagbevægelsen strikke en model sammen, som giver den enkelte lønmodtager muligheden for at arbejde mindre, hvis man har lyst.

Bevægelsen mod en kortere eller mere fleksibel arbejdstid er nemlig allerede i gang herhjemme, hvor folk siger jobbet op for at arbejde freelance. Men kortere arbejdstid bør ikke kun være for den kreative klasse, slog Alexander Grandt fast.

"Hvorfor skal sosu-assistenten selv betale for at gå på deltid, mens andre kan tage på workcation, som det er blevet døbt, når den københavnske krea-elite tager computeren med til caribiske bounty-strande?" spurgte han blandt andet i sit indlæg.

Læs det hele her.

2. Arbejdet er ikke en livsstil

Under overskriften "Kære chef, slap af, det er et arbejde, ikke en livsstil at være lagerarbejder" kom lagerarbejder og tillidsrepræsentant Paw Lynggard i et debatindlæg i februar med en opfordring til sin egen og andre af landets chefer. 

"Husk at vi også er mennesker, ikke maskiner, ikke bare et nummer i regnearket, der skal passe ind i maskinen," lød det fra Paw Lynggard, der sammen med kollegerne pakker omkring 80 papkasser i timen med de bare næver og kraner.

Læs hele debatindlægget her.

3. På arbejde med ondt i kroppen

"Vi skal som samfund – også på arbejdspladserne – ændre vores syn på kroniske smerter, så flere kan gå på arbejde med ondt i kroppen."

Sådan lød det i et debatindlæg fra maj fra næstforperson Arbejdsmiljørådgiverne, Marie Birk Jørgensen.

I indlægget argumenterer hun for, at ergonomiske løsninger ikke nødvendigvis er løsningen på de kroniske smerter, som 1,3 millioner danskere lider af. I stedet handler det i hendes optik om, at ledere og medarbejdere taler åbent om smerter og sammen finder ud af, hvad man på arbejdspladsen kan gøre for, at arbejdsopgaverne ikke udløser smerterne.

"Målet er ikke nødvendigvis en arbejdsdag uden smerter, men en dag, hvor de smerter, mange af os har i forvejen, ikke bliver værre," skrev Marie Birk Jørgensen blandt andet i sit indlæg.

Læs det hele her.

4. Når stress-alarmklokkerne bimler

I et debatindlæg fra april slog næstformand i HK Danmark Mads Samsing fast, at det er arbejdspladsen og ikke den enkeltes problem, når stressen rammer.

Men hvis vi skal have bugt med det omfattende problem med stress på det danske arbejdsmarked, kan man som chef ikke tørre problemet af på den enkelte, lød det fra HK-næstformanden.

"Når en medarbejder går ned med stress, bør det få alle alarmklokker til at bimle. Det er et klart signal om, at der er noget rivende galt med det psykiske arbejdsmiljø. Og arbejdsgiver har pligt til at forebygge, at medarbejdere bliver syge eller stressede – uanset om de arbejder hjemme eller møder ind," skrev Mads Samsing.

Han foreslog blandt andet, at der skal sættes penge af til en større kampagne, som kan få regler og vejledninger ind på radaren for flere arbejdsgivere og arbejdspladser. Og så skal der større fokus på at håndhæve reglerne fra Arbejdstilsynet, lød det fra Mads Samsing.

Læs hele debatindlægget her.

5. Bæredygtig ledelse skal forebygge stress

Mads Samsing er ikke den eneste, der har skrevet om stressproblematikken det seneste halve år. Også Signe Tønnesen, der er chefkonsulent hos Lederne, tog i et debatindlæg fra marts problemet op.

I hendes optik er det essentielt at ledelsen er klædt på til at håndtere alt det, som en verden i konstant bevægelse byder på lige fra klimakrise til krigen i Ukraine. 

"Forebyggelse af stress i en foranderlig verden kræver bæredygtig ledelse med en topledelse, som skal gå forrest og sætte retningen i organisationen, så der bliver taget lige så meget hånd om den menneskelige bundlinje som den økonomiske bundlinje," lød konklusionen fra chefkonsulenten.

Læs hele debatindlægget her.

Deltag i debatten - send dit indlæg på maks. 600 ord til [email protected].
GDPR